Lad magien begynde!

I dag ankom min nye Xindak MT-1 rørforstærker. Efter en del kabel roderi kom den på plads lige til venstre for pladespilleren. Og den spiller dejligt allerede. Jeg er ikke sikker på hvor meget tilspilning den behøver, men 30-50 timer er nok ikke helt skævt.

Jeg har kun hørt nogle få stykker indtil nu, men lyden er klart mere afslappet og blød i forhold til transistor forstærkeren. Den lette skarphed der af og til kunne høres fra kombinationen af en livlig transistor forstærker og fuldtone enhedernes diskant cone er væk. Både sopran solisterne og koret på Händels "Il trionfo del tempo et del veritas" lyder skønt i den store kirke akkustik hvor det er optaget.

Og nu - tilbage til masser af musik i det dæmpede skær fra P14'erne (den kinesiske udgave af EL84)! 

Let the Magic Begin!

Today my new Xindak MT-1 tube amplifier arrived. After some cable mangling it vent into the system just to the left of the turntable. And it is playing beautiful already. I am not sure how much burn-in time it will need but 30-50 hours or more should not be impossible.

I have only heard a few records yet, but the sound is definitely  more relaxed and smooth than thru the solid state amp. The small harshness that occasionally could be heard from the combination of a lively SS amp and the whizzer cone of the full range units is gone. Both the soprano soloists and the choir of "Il trionfo del tempo et del veritas" by Händel are wonderfull in the large church accoustics where it is recorded. 

And now - back to lots of music in the soft glow of the P14 (Chinese version of EL84)! 

Jeg tog springet!

Og bestilte en Xindak MT-1 rør forstærker. Den er også betalt, så hvor bliver det postbud af? ;-)

Xindak MT-1 er en 12,5 W forstærker med 6P14 udgangsrør - så vidt jeg kan se er det den kinesiske ekvivalent til de velkendte EL84 rør. Forstærkeren er hard-wired helt uden trykte kredsløb og har 3 linie-indgange. Lige det rette antal til DAC, phono-forforstærker og en direkte forbindelse fra rør-udgangstrinnet i CD-spilleren.

Jeg bestilte den hos den danske forhandler Now-in-Stereo, Kurt er en meget behagelig mand at handle med. Mine forventninger til denne lille perle er høje - perfekt harmoni med mine TQWT'er med fuld-tone enheder er en naturlig ting. Jeg håber også at den lille næsten-skarphed der kan komme i øverste mellemtone / nederste diskant med kombinationen af transistor forstærker og fuld-tone enheder med whizzer-cone bliver tæmmet noget. Bliv endelig her på kanalen - jeg håber snart at kunne fortælle meget mere.

Skatte fra brugt-markedet

For en uges tid siden tog Jette og jeg til et kræmmer marked i nabobyen. Min plan var at finde nogle klassiske LPer. Det lykkedes - 12 LPer (hvoraf en dobbelt) for en samlet pris af 100 Kr. De fleste af dem i meget fin stand (et par stykker med ridser kom ikke med hjem - selvom det var spændende optagelser).

2 optagelser af Mozart klaverkoncerter (15+21 og 20+23) med Alfred Brendel og Academy of St.Martin-in-the-Fields dirigeret af Neville Marriner. Den store Haffner Serenade af Mozart med Pinchas Zukerman og English Chamber Orchestra (det er første gang jeg hører den serenade). Mozarts koncerter for 2 og 3 klaverer med Ashkenazy, Barenboim og Fou Ts'Ong som solister, igen med English Chamber Orchestra. Violin koncerter af Mendelssohn og Max Bruch (første gang jeg hører Bruchs koncert - virkelig god!) med Perlman som solist og LSO dirigeret af Previn. Beethovens violinkoncert i en meget klassisk indspilning - Menuhin som solist og Klemperer i spidsen for New Philharmonia Orchestra.

En anden premiere for mig var Faure's Requiem med Victoria de Los Angeles (desværre et meget kort parti - hun synger skønt!) og Dietrich Fisher-Dieskau med Paris Conservatoire Orchestra dirigeret af André Cluytens. Optagelsen er fra 1963 men i perfekt stand. Et virkeligt skønt stykke musik i en fremragende optagelse og opførelse!

Trompet koncerter af Haydn, Torelli, Viviani, Telemann og Franceschini. Trompet og Obo koncerter af Albinoni. Operaen La serva padrona af Pergolesi i en Østtysk optagelse med Staatskapelle Berlin fra 1972. Og ikke mindst den syvende symfoni - Leningrad - af Shostakovich i en sovjettisk optagelse med Svetlanov i spidsen for USSRs Stats Symfoniorkester. Ikke bare en sovjettisk optagelse, men stadig med den originale prisseddel på 5,60 rubler på omslaget.

Jeg har endnu ikke hørt alt, men det jeg har hørt går fra det interessante til det rigtigt gode. Og det til en pris af 5 eller 10 kr per LP! Det bliver ikke sidste gang jeg kigger i pladekasserne på et kræmmermarked.

I took the plunge!

And ordered a Xindak MT-1 tube amplifier. It is also payed, so where is that postman? ;-)

The Xindak MT-1 is a 12,5 W amplifier with the 6P14 power tubes - as far as I can see they are the Chinese equivalent of the well known EL84. This amplifier is hard-wired and has got 3 line-level inputs. Just the right number for the DAC, the phono pre-amp and a direct connection to the tube output stage of the CD-player. 

I have ordered it at the Danish shop Now-in-Stereo, Kurt is a very nice man to deal with. My expectations to this little gem are indeed high - perfect synergy with my full range driver equipped TQWT's are a natural thing. I hope that the little almost-sharpness in the upper mid / lower treble the combination of solid-state amplification and a full-range speaker with whizzer-cone can give will be tamed. Stay tuned - I hope to be able to tell you more soon.

Treasures from the second-hand market

A week ago Jette and I went to a second-hand market in the next little village. My plan was to find some classical LPs. And I did - 12 LPs (one double) for a total of 100 Kr (less than 20$). Most of them in very fine condition (and a couple with scratches was left behind, even thou they were quite interresting).

2 recordings of Mozart piano concertos (15+21 and 20+23) with Alfred Brendel and Academy of St.Martin-in-the-Fields conducted by Neville Marriner. The great Haffner Serenade with Pinchas Zukerman and the English Chamber Orchestra (first time I have heard that). Mozarts concertos for 2 and 3 pianos with Ashkenazy, Barenboim anf Fou Ts'Ong as soloists and again the English Chamber Orchestra. Violin concertos by Mendelssohn and Max Bruch (first time I heard the Bruch concerto - very good indeed!) with Perlman as soloist and LSO lead by Previn. The Beethoven violin concerto in a tru classic recording - Menuhin as soloist and Klemperer conducting the New Philharmonia Orchestra.

Another number one for me is Fauré's Requiem with Victoria de Los Angeles and Dietrich Fischer-Dieskau and the Paris Conservatoire Orchestra lead by André Cluytens. This recording is from 1963 but in perfect state. A truly wonderful piece of music in a marvelous performance and recording!

Trumpet concertos by Haydn, Torelli, Viviani, Telemann and Franceschini. Trumpet and Obo concertos by Albinoni. The opera La serva padrona by Pergolesi in an East German recording with Staatkapelle Berlin from 1972. And not least the Symphony nr 7 - Leningrad - by Shostakovich in a Soviet recording with Svetlanov conducting the USSR State Symphony Orchestra. Not only a Russian recording, but still with the original price label of 5,60 Rubels on the cover.

I haven't heard all yet, but what I have heard is ranging from interesting to very good. And that at a price of 5 or 10 Kr for each LP! That was not my last visit at a second-hand market.

NOS LPer

New Old Stock - eller måske bare NIB - New In Box - udtryk der også kan bruges om LPer og ikke kun om rør.

I dag var vi taget til et temmeligt stort lokalt loppe/kræmmer marked på udkig efter noget helt andet. Jeg lagde mærke til en gut med en trailer fuld af kasser med LP plader. En af kasserne indeholdt klassiske plader. Mange af dem var i "Best of -"  eller "De mest elskede - " kategorien, men der var også et box-set med alle Beethovens symfonier spillet af Gewandhausorchester Leipzig under ledelse af Franz Konwitschny. De var på Fontana K 71 BA 600 og æsken var i meget pæn stand. En nærmere undersøgelse afslørede at alle 6 plader var som nye. Måske havde en af dem været spillet en gang før, resten havde aldrig været spillet. Prisen? - 60 Kr - de var købt!

Her i eftermiddag og aften har 1. og 2. symfoni været en tur på pladetallerkenen. Strålende - glimrende optagelser uden nogen overfladestøj og gode opførelser uden Karajans overromantiske lydtæppe - meget mere lig moderne opførelsespraksis. En glimrende fangst - måske skulle jeg gå på nogle flere kræmmermarkeder?

NOS - LPs

New Old Stock - or maybe just NIB - New in Box - can be used not only when talking of tubes, but also LPs.

Today we went to a rather large local flea-market to look for something quite different. I noticed a guy whith a trailer full of boxes of LP records. One of these boxes had classical records. Many of them where collections in the "Best of -" and "Most beloved -" genre, but there was also a box-set of all the Beethoven symphonies played by the Gewandhausorchester Leipzig lead by Franz Konwitschny. They were on Fontana K 71 BA 600 and the box looked very fine. A closer look - all 6 records in mint condition, maybe had one of them been played once, the rest was never played before. The price? - 60 Kr something like 11$ - bought!

This afternoon and evening Symphony no 1 and 2 have been on the platter. Marvelous - very good recording without any surface noise and a fine performance without the over romantic soundcarpet of Karajan - much more like modern performance practice. A fine catch - maybe I should go to more flea-markets?  

Sagen om de forsvundne hovedtelefoner

Som Arthur Conan Doyle ville have ladet Dr Watson benævne den - eller hvorfor jeg elsker mine Denons.

Jeg har netop hørt Händels oratorium Athalia gennem den digitale kæde (FLAC file - Squeezebox - DacMagic - Argon HA-1 - Denon AH-D2000) og hovedtelefonerne lavede deres fornemste trick - de forsvandt og efterlod mig midt i den rene musik. Andre hovedtelefoner skaber al musikken inden i ens hoved, men rigtigt gode hovedtelefoner som disse Denons skaber et stort lydbillede omkring en.

Sidst skrev jeg at vokal musik ikke havde været på den digitale menu endnu, men den gamle vokal mester sørgede for at ændre dette og gjorde et fornemt indtryk. Både solo passager og store komplekse kor bliver leveret med en skøn klarhed, luft og krop. Der er ingen antydning af skarpe S-lyde eller andre begrænsninger. Jeg ser bestemt frem til at høre noget Mozart. Solo arier, duetter og de utroligt skønne og komplekse kvartetter, kvintetter og sekstetter i nogle af operaerne må være fantastiske på dette grej! 

The case of the disappearing headphones

As Arthur Conan Doyle would have let Dr. Watson title it - or why I love my Denons. 

I have just heard Händels oratorium Athalia thru the digital chain (FLAC file - Squeezebox - DacMagic - Argon HA-1 - Denon AH-D2000) and the headphones did their eminent trick - they disappeared and just left me in the middle of pure music. Other headphones create the music inside your head but really good headphones like the Denons create a large soundscape all arround you.

Last time I wrote that vocal music had not been on the digital menu yet but the old master of vocals saw to this and made a very good impression. Both solo parts and large complicated choruses are delivered with wonderful clarity, air and body. No sibilance or any form of constraints. I certainly look forward to some Mozart. Solo arias, duets and the unbelievable beautiful and complicated quartets, quintets and sextets of some of the operas must be stunning on this rig! 

Head-Fi og DacMagic

Kæden fra FLAC filer gennem Squeezebox - DacMagic - Argon HA-1 - Denon AH-D2000 bliver bare bedre og bedre. Cambridge DacMagic'en har lukket sig meget op siden den stod ud af æsken for snart 2 uger siden, og jeg forventer stadig mere af den. Lyden fra den samlede kæde er nu meget åben og præcis, uden nogen skarpe kanter. Lydbilledet er bredt og dybt med en god definition af både instrumenternes placering og lokalets akustik. Det er en sand fornøjelse til både kammermusik (jeg har netop hørt Klaversonate nr 2 af Beethoven med Anne Øland), mellemstore orkestre (Klaverkoncert nr 22 af Mozart) og store orkestre (Symfoni nr 8 af Dvorak). Jeg har endnu ikke hørt så meget vokalmusik via den digitale kæde - det skal måske være det næste (efter den første strygekvartet af Beethoven der ligger klar på Squeezeboxen lige nu).

Skifter man til Exposure forstærkeren og de Fostex udstyrede TQWT'er i stedet for Argon og hovedtelefoner giver det lige så gode resultater. Et lydbillede der i bredden går ud over højttalernes positioner og langt bag dem. En slank og dyb bas, detaljeret mellemtone og ren og klar diskant - en sand fornøjelse. Jeg har eksperimenteret med at slutte den digitale udgang fra CD-spilleren til DacMagic'en for at sammenligne de upsamplede 24/192 DAC's og transistor udgangstrinnet fra DacMagic'en med de "normale" 16/44 DAC's og det rørbestykkede udgangstrin i Njoe Tjoeb 4000. Tja, jeg må indrømme at jeg ikke har fundet forskellen endnu! Den er der nok, men måske maskeret af de små niveauforskelle på de to analoge trin. Eller forskellen kan blive maskeret af transistor forstærkningen senere i kæden. Indtil nu har jeg kun sammenlignet gennem Exposure og højttalere, måske er hovedtelefonerne mere afslørende?

Nu vi taler om rør (en gammel og aldrig opfyldt drøm) så faldt jeg forleden dag over det kinesiske mærke Xindak (og et par danske forhandlere! - for eksempel Now-in-Stereo). Xindak producerer (blandt andet) flere interessante rør forstærkere, og det til en ganske rimelig (OK - lav!) pris. For eksempel ligger MT1 til lige omkring 4000,- DKR. Med sine 12,5 W kunne det være et fint match til mine TQWT'er med deres ret gode følsomhed på 94 dB. En anden interessant model et V15 (5999,- DKR). Den bruger EL34 udgangsrør og kan køre enten i triode mode - 18 W - eller i linear mode hvor den giver 40 W per kanal. Begge forstærkere vil give den ægte rør lyd (og forhåbentligt tæmme Fostex enhederne en smule i toppen) og de vil også gøre det væsentligt nemmere at justere lydstyrken. På grund af højttalernes følsomhed skal Exposurens volumenkontrol håndteres med megen følelse. Et drej på nogle få grader giver en stor forskel i lydstyrken. Måske skulle Xindak være efterårets lyd projekt?  

Head-Fi and DacMagic

The chain from FLAC files thru the Squeezebox - DacMagic - Argon HA-1 - Denon AH-D2000 is just getting better and better. The Cambridge DacMagic has opened a lot since it got out of the box less than two week ago, and I still expect even more from it. The sound of the full chain is now very open and precise, without any harsh edges. The soundstage is broad and deep with a good definition of both instrument placement and room accoustics. It is a genuine pleasure with both chamber music (I just heard Pianosonate no 2 by Beethoven with the Danish pianist Anne Øland), medium size orchestras (Pianoconcerto no 22 by Mozart) and large orchestras (Symphony no 8 by Dvorak). I haven't heard much vocal thru the digital chain yet - that must be next (after the first string quartet by Beethoven that is ready on the Squeezebox right now).

Substituting the Exposure 2010 amplifier and the Fostex equipped TQWT's for the Argon and headphones gives equally good results. A soundstage reaching outside the position of the speakers and far behind. A lean and deep bass, detailed middle and clean treble - pure bliss. I have experimented with connecting the digital output of the CD-player thru the DacMagic to compare the upsampled 24/192 DAC's and solid state analog output stage of the DacMagic with the more normal DAC's but tube output stage of the Njoe Tjoeb 4000. Well, I must admit that I haven't found the difference yet! It might be there, but masked by the slight niveau differences of the two analog stages. Or it might be masked by the solid state amplification later in the chain. Until now I have only compared thru the Exposure and speakers, maybe the headphones will be more revealing?

Talking of tubes (an old and never realized dream of mine) the other day I stumbled upon the chinese brand Xindak (and a couple of Danish dealers! for example Now-in-Stereo). Xindak is producing several interesting tube amplifiers - and that to a quite reasonable (OK - low!) price. For example the MT1 can be had for just arround 4000,- DKR. With 12,5 W it could be a fine match to my TQWT's with their quite good sensitivity of 94 dB. Another interesting model is the V15 ( 5999,- DKR). This one has got EL34 power tubes and can either run in triode mode - giving 18 W - or in linear mode giving 40 W per channel. Both will give the genuine tube sound (and hopefully tame the top end of the Fostex units just a trifle) and also be a lot easier to adjust the volume with. Due to the sensitivity of the speakers the volume control of the Exposure must be handled with great care today - a turn of a few degrees give a large variation in the sound level. That might be the project for the fall?

Der er magi i luften

Min DacMagic ankom i dag og blev sluttet til så snart jeg kom hjem fra arbejde. Den har endnu kun været brugt med Squeezeboxen her i aften. Selv nu - efter kun få timer med strøm på - er det et glimrende match. Kammermusik er stadig lidt skarpt i toppen (jeg har hørt Pastorale sonaten af Beethoven og den første klaver trio af Brahms over højttalerne), men det forventer jeg falder på plads over de næste dage eller måske uger.

Stort orkester lyder fremragende. Jeg hørte Symfoni nr 1 af den danske komponist Ludolf Nielsen (nej, ikke Carl Nielsen og de er heller ikke i familie - Ludolf er en sen-romantiker der stadig venter i skyggerne på sit brede gennembrud) på Denon AH-D2000 hovedtelefonerne og det var fantastisk. Rent, klart, flot definerede instrumenter præcist placeret i et stort lydbillede. Dyb og slank bas uden noget boom, luftig diskant. Squeezeboxen har aldrig lydt så godt før.

Det analoge system har fået konkurrence - nå, nok om det, der skal mere musik til!

Magic is in the air

There is magic in the air. The DacMagic arrived today and went straight into action as soon as I got home from work. It has only been playing with the Squeezebox as source this evening. Even now - after a few hours of power - it is a great match. Chamber music is still a little sharp in the top (I heard the Pastorale sonata by Beethoven and the first piano trio by Brahms thru the loudspeakers), but I expect that to settle in the next days or maybe weeks.

The large orchestra is just marvelous. I heard Symphoni no 1 by the Danish composer Ludolf Nielsen (no, not Carl Nielsen and they are not family - Ludolf is a late romantic composer waiting in the shadows for a broader acclaim) on the Denon AH-D2000 headphones and that was fantastic. Clean, clear, finely defined instruments precisely placed on a large soundstage. Deep slender bass without any boom, airy treble. The Squeezebox never sounded anything near this good.

The analog rig certainly got competition - enough of this and on with the music!

Analog er her stadig

Cambridge 640P pick-up forforstærkeren har nu haft strøm på i mere end 96 timer og jeg har hørt 23 LP sider gennem den. Den bliver bare bedre og bedre - nu er den storslået. Definitionen af de enkelte instrumenter, deres placering, hele lydbilledet og dynamikken overgår langt alt hvad jeg har hørt på vinyl før - og er meget bedre end mit digitale setup (som bestemt ikke er ringe).

Ved et tilfælde blev det til et lille Barbirolli tema i denne week-end. I går hørte jeg En London Symfoni (Symfoni nr 2) af Vaughan Williams med Hallé Orkesteret dirigeret af Sir John Barbirolli. Så vidt jeg kan se er denne plade fra 1968 (HMV Concert Classics på EMI SXLP 30180), men optagelsen ser ud til at være fra 1958. Det er 51 år siden - det kan man absolut ikke høre! Optagelsen er så klar, ren og dynamisk at kun få moderne optagelser kan stå mål med det.

I dag har jeg hørt Sibelius Symfoni nr 2 i D-dur, Opus 43 med Royal Philharmonic Orchestra - også dirigeret af Sir John. Pladen er på RCA Gold Seal GL25011 produceret i 1976 (men kunne godt være en genudsendelse af en ældre optagelse? - jeg mener at Gold Seal er en genudgivelses label). Igen - ren, kraftfuld, dynamisk - en perfekt gengivelse af det store orkester og koncertsalens akustik.

En anden dejlig plade der fik en tur på tallerknen i dag er Waldstein klaver sonaten af Beethoven, spillet af Vladimir Ashkenazy fra "Beethoven: Favourite Piano Sonatas" boks sættet på Decca London. Flyglet har aldrig lydt bedre på noget stereo anlæg jeg har haft gennem de sidste næsten 40 år. Heller ikke på CD. Det er simpelthen pragtfuldt. De to symfonier blev købt for mange år siden, mens jeg fandt Beethoven sættet i en (nu desværre lukket) plade forretning i København for nogle få år siden.

For et par dage siden kom der mail fra HiFi-Klubben om at de får et stort læs Cambridge DacMagic midt i april. Jeg bestilte min 1.januar og det har været en lang ventetid. Jeg glæder mig meget til at høre hvad DAC'en kan gøre for både min Squeezebox og CD spilleren - måske får grammofonen lidt konkurrence? ;-)

Nå, grammofonen har nu en uomtvistelig fordel frem for CD-spilleren (og ethvert andet digitalt medie) - den kan spille de 500 LP'er der står på hylderne. Og CD-spilleren har en helt klar vinder position når det gælder de 6 hyldemeter med CD'er!

Analogue is still here

The Cambridge 640P phono pre-amplifier has now been powered up for more than 96 hours and I have heard 23 LP sides thru it. It is just getting better and better - now it is marvelous. The definition of the single instruments, their placement, the total soundstage and the dynamics are far above anything I have ever heard on vinyl before - and much better than my digital rig (which is no slouch at all).

By coincidence it has become a small Barbirolli revival. Yesterday I heard A London Symphony by Vaughan Williams with the Hallé Orchestra conducted by Sir John Barbirolli. As far as I can see this pressing is from 1968 (HMV Concert Classics on EMI SXLP 30180), but the recording is from 1958. And you can't hear that age at all! This recording is so clear, clean and dynamic that few modern recordings can stand up to it.

Today I have just heard Sibelius Symphony no 2 in D major, Opus 43 with the Royal Philharmonic Orchestra - also conducted by Sir John. This recording is on RCA Gold Seal GL25011 produced 1976 (but could be a reissue of an older recording?). Again - clean, powerfull, dynamic - a perfect reproduction of the large orchestra and the ambience of the concerthall.

Another wonderfull record that got a spin today was the Waldstein piano sonata by Beethoven played by Vladimir Ashkenazy from the "Favourite Piano Sonatas" box set on Decca London. The grand piano has never been better and more natural on any of my stereo setups thru the last nearly 40 years. Neither on CD. It is just marvelous. The two symphonies where bought many years ago but I found the Beethoven set at a (now sadly closed) record shop in Copenhagen a few years ago.

A couple of days ago I got a mail from my dealer that they will get a large load of Cambridge DacMagic's mid April. I ordered mine January 1. It has been a long wait. I realy look forward to hear what the DAC can do to both my Squeezebox and the CD player - maybe the grammophone will get some competition? ;-)

Well the gramophone has got one area where it surpasses the CD-player (and any other digital media) - it can play the 500 LP's on my shelves. And the CD player certainly wins for playing the 6 shelf meters of CD's!

640P er ankommet!

Her i eftermiddag kom pakkeposten med den nye Cambridge 640P phono for-forstærker. Jeg var stadig i gang med at arbejde, så den fik god tid til at nå stuetemperatur før der kom strøm på. Selv om Cambridge skriver at man skal lade den stå tændt i 36 timer før den optimale lyd er til stede, så er den allerede rigtig god. Efter kun 6 timer med strøm på og 6 LP sider (fra en Birthday Ode to Queen Mary fra 1692 af Purcell til sidste halvdel af Gurrelieder af Schönberg) er der allerede stor kvalitet til stede. De enkelte instrumenter er placeret præcist og klippe solidt i et stort lydbillede. Bunden er dyb, præcis og kontrolleret. Toppen er blød men har også glans hvor den skal. Violiner - også en masse - er pragtfulde. Hele skalaen er ren, detaljeret og en fornøjelse at lytte til uden nogen tegn på sus eller brum.

Og så bliver det endda bedre over de næste dage og uger!

The 640P has arrived!

This afternoon the Cambridge 640P phono pre-amp arrived. I was still working, so it got the time for gaining room temperature before any power was allowed to enter. Even as Cambridge tell the user to allow it 36 hours of continous use to reach the best performance it is already very good. After just 6 hours of power and 6 LP sides (from a Birthday Ode to Queen Mary by Purcell to the last half of Gurrelieder by Schönberg) a lot of the quality is present. The single instruments are placed very precise and rock solid in a vast soundscape. The bottom is deep, precise and controlled. The top is smooth and yet sparkles as it should. Violins - also en masse - are wonderfull. The whole scale is clean, detailed and a joy to listen to without any sign of hiss or hum.

And it will be even better during the next days and weeks!

Phono for-forstærker

Der var faktisk et alternativ til den lidt smådyre Pro-Ject Tube Box jeg skrev om for nylig. Jeg fandt en stribe reviews - både hos TNT-Audio og andre steder - der roste Cambridge 640P RIAA i høje toner. Den er i stand til at håndtere såvel MM som MC pick-up'er og med en pris der ligger en god mellemklasse pick-up under Tube Box'en var det faktisk en nem beslutning. Den blev bestilt her til aften ;-)

Nu venter jeg utålmodigt på at komme til at sammenligne den med phono trinnet i Exposure 2010 forstærkeren - det bliver interessant!

Og næste spørgsmål? - Hm, Denon DL 160 high-output MC pick-up'en får rigtigt mange fine omtaler? Men der er naturligvis også DL 103R, DL 304, nogle Ortofon, nogle Bentz... (selvom prisen hurtigt render der op ad).

Phono pre-amp

There was in fact an alternative to the somewhat priced Pro-Ject Tube Box I wrote of lately. I found a lot of reviews - bot at TNT-Audio and several others - giving high praise to the Cambridge 640P RIAA. Capable of handling both MM and MC pick-ups and at a price a good medium price pick-up lower than the Tube Box it was a no-brainer. It got ordered tonight ;-) 

Now I am waiting impatiently to hear it compared to the phono stage of the Exposure 2010 - that will be interesting!

And the next question? - Hm, the Denon DL 160 high output MC pick-up get many fine comments? But then there is also the DL 103R, the DL 304, some Ortofons, some Bentz ....

Bacillen kommer igen

Jeg begynder at føle det igen – Audiophilia Nervosa – bacillen der giver upgraditis. Den kan være smitsom blandt audiophiler. I de sidste par uge er jeg begyndt at lytte mere til og også overveje mit analoge udstyr væsentligt mere. Vinyl kan noget helt specielt. Det kan være svært at forklare, men der er en form for ”rigtighed” og nærvær ved lyden fra LP'er der ikke helt findes i de digitale medier. Jeg afviser ingen medier, de har hver deres fordele. En af de store fordele ved vinyl er for mit vedkommende de 500 LP'er på hylderne.

Min grammofon – en ProJect RPM 4 – og dens arm er glimrende. Det jeg overvejer er pick-up og forforstærker. Pick-up'en er en Tekni-Fi K3 (eller mere præcist en K1 med K3 nåleforsats). Udenfor Danmark er den vist bedre kendt som en Tom Fletcher (eller Nottingham Analogue) konstruktion fra omkring 2001. Pick-up forforstærkeren er et indbygget modul i min Exposure 2010 forstærker. For tiden finder jeg denne kombination en smule for muskuløs og grovkornet og ikke så raffineret som jeg kunne ønske.

Alternativer? Tja for mange år siden havde jeg en rigtig god moving coil pick-up. Jeg tror den var fra Koetsu eller en anden Japansk fabrikant. Den var fremragende til større orkesterværker (jeg brugte en Stanton 681 EEE med en special tilpasset forforstærker til mindre ensembler, vokal, barok og kammer musik på den tid). Pick-up'en blev solgt omkring 1980 sammen med den batteridrevne Mark Levinson MC forforstærker. Når jeg læser om Koetsu i dag er de langt udenfor rækkevidde, men ideen om moving coil tiltaler mig stadig meget. Rimelige alternativer kunne være Denon DL103, DL103R, DL304 eller måske noget Ortofon. Faktisk har jeg – skønt dansk – aldrig ejet en Ortofon pick-up – det var måske på tide at gøre noget ved det?

Når talen falder på MC kommer den næste udfordring – forforstærkning. Mit nuværende phono trin kan ikke håndtere MC pick-upper. Den løsning der virker mest tiltalende lige nu er Pro-Ject Tube Box II. Med en evne til at håndtere såvel MM som MC pick-ups og meget fine omtaler på nettet kunne det være et første trin, der også giver et løft til den nuværende K3?

Tube Box'en ville også kunne opfylde noget af min både lydmæssige, visuelle og principielle fascination af rør udstyr. Omkring den tid jeg anskaffede Pro-Ject grammofonen lånte jeg et rør-bestykket RIAA trin i nogle dage. Det var den bedste og mest magiske lyd jeg nogensinde har haft fra en analog kilde. Men jeg var nødt til at balancere HiFi budget anderledes på det tidspunkt.

The bug returns

I am starting to feel it again - Audiophilia Nervosa - the bug that brings upgraditis. It can be catching among audiophiles. During the last couple of weeks I have started listening to and considering my analog rig a lot more. Vinyl has something of its own. It can be hard to explain but there is some sort of "rightness" about the sound from the LP's that is not to be found in the digital media. I am not dismissing any media - they have all their advantages. One of the great advantages of vinyl is for me the 500 LP's on the shelves.

My turntable - a Pro-Ject RPM 4 - and its arm are good. What I am considering is the pick-up and the phono preamplifier. The pick-up is a Tekni-Fi K3 (or more precisely a K1 upgraded with the K3 needle). Outside Denmark I think it is known as a Tom Fletcher (or Nottingham Analogue) construction from around 2001. The phono preamp is a build in MM module in my Exposure 2010 amplifier. These days I find the combination a bit to the muscular and rough side and not as refined as I could want.

Alternatives? Well many years ago I had a very good moving coil pick-up,  I think it was from Koetsu or some other Japanese manufacturer. It was spectacular for large orchestral music (I used a Stanton 681 EEE for smaller ensembles and the more baroque and chamber like music at that time). This pick-up was sold around 1980, together with the battery driven Mark Levinson MC preamp. Reading of Koetsu today place it far out of reach, but the idea of moving coil is still much to my liking. A viable alternative could be the Denon DL103, DL103R, DL304 or maybe some Ortofon. As a matter of fact even being Danish I have never owned an Ortofon pick-up - could the time have come to remediate that?

Speaking of MC brings up the next problem - pre-amplification. My present phono stage is not able to handle MC pick-ups. The solution that seems most appealing right now is the Pro-Ject Tube Box II. Being able to handle both MM and MC pick-ups and having a fine reputation among reviewers on the net this might be the first step even giving a lift to the present K3?

The Tube Box would also fulfill some of my both sonic, visual and principal fascination of tube equipment. Around the time I got the Pro-Ject turntable I borrowed a tube based phono preamp for a couple of days. It was the best and most magic sound I ever had from an analog source. But I had to balance the Hifi budget otherwise at the time.

Inspiration - fra Nielsen til Tippet

Inspirationen til hvad man skal høre kan komme fra de mest forskellige steder. Forleden morgen vækkede vores clock-radio os med midtersatsen fra Carl Nielsens Lille Suite for Strygere. Det er en dejlig let, hvirvlende og luftig vals der kun kunne blive starten på en smuk og solrig dag.

Jeg var nødt til at høre hele suiten samme aften. Det blev på en frisk lydende men ret gammel optagelse med Carl Garaguly i spidsen for Tivolis Symfoniorkester. En dejlig optagelse og et fint stykke musik. Den gamle LP (TF 121) er fra det i vore dage noget uventede pladeselskab Fona. På den samme LP er der også en optagelse af Symfoni nr 2. Den havde jeg totalt glemt da jeg skrev lister over mine optagelser af symfonierne for nogen tid siden.

Lille Suite er Carl Nielsens opus 1 og blev skrevet i 1883 da han var 18 år gammel. Det er et charmerende og tiltalende stykke der lover godt for de ting der skulle komme senere.

At høre Lille Suite fik inspirationen til at flyde, og jeg kom til at tænke på Little Music for String Orchestra af den engelske komponist Michael Tippet. Tilbage til LP hylderne for at finde 1972 optagelsen med Neville Marriner som dirigent for St.Martin in-the-Fields ensemblet. Den er på side to af en Argo LP (ZRG 680) sammen med Fantasia Concertante over et tema af Corelli. Little Music er et mere strengt og stærkt stykke end Nielsens Suite, men det var meget interessant at sammenligne de to. Den meget unge Nielsen havde allerede fundet en del af den stil der skulle komme i fuld blomst hos den modne komponist. Den erfarne Tippet var i 1946 ved starten af en ny stil - stadig lidt stift, men på vej frem mod højdepunktet i The Midsummer Marriage (nåh ja - den har jeg også i den første komplette optagelse med Colin Davis og Covent Gardens kor og orkester fra 1970. Det var den optagelse der introducerede mig til Tippet og det blev starten på en fin lille samling - og en større fascination). På side et af Argo pladen ligger Koncert for dobbelt strygeorkester fra 1938-39. Det er et af mesterværkerne fra Tippets første stilperiode. Den optagelse skal vist have noget spilletid snart?

Jeg må nu tilstå at Corelli Fantasien fra 1953 er den smukke juvel sammenlignet med Little Music. Det er et komplekst, smukt og meget interessant stykke musik. Den store fuga i 5.del af Fantasien er et dybt betagende mesterværk. Der er gået mange år siden jeg sidst hørte dette stykke, men magien slog til med fuld styrke allerede under opbygningen til fugaen - jeg vidste præcist hvad der ville komme og det var endnu bedre end jeg huskede det. Fremragende! Denon hovedtelefonerne lod også musikken stråle i sin fulde herlighed. For mig har de været perfekte til alle de typer klassisk musik jeg hidtil har hørt på dem, og de bliver stadig bedre med flere timers spilletid.

Inspiration - from Nielsen to Tippet

Inspiration for what to hear can comme from many different places. A couple of days ago our clock-radio woke us by playing the middle movement of Little Suite for Strings by Carl Nielsen. It is a wonderfully light swirling and airy waltz that could only be the start of a beautiful sunny day. 

I had to hear the complete suite the same evening. It was a fresh sounding but quite old Danish recording with Carl Garaguly leading the Tivoli Symphony Orchestra from Copenhagen. A very good recording and a fine piece of music. The old LP (TF 121) is from the somewhat unexpected label Fona (a Danish company, today a chain of Radio/TV shops). On the same LP is another recording of the 2.symphony by Carl Nielsen I totally forgot when listing my recordings of the symphonies some days ago.

The Little Suite is Carl Nielsens opus 1 and composed 1883 when he was 18 years old. It is a charming and deligthful piece with promisses for things to come.

Hearing the Little Suite got the inspirations flowing and I remembered the Little Music for String Orchestra by Michael Tippet. Back to the shelves to find the 1972 recording with Neville Marriner conducting Academy of St.Martin-in-the-Fields. It is on side two of an Argo LP (ZRG 680) together with Fantasia Concertante on a theme of Corelli. The Little Music is a more strict and strong piece of music than the Nielsen Suite, but it was very interesting to compare the two. The very young Nielsen had already found some of the style that would later come into full bloom for the mature artist. The experienced Tippet was in 1946 at the start of a new style - still a little stiff but leading to the high point later in The Midsummer Marriage (well, yes - I have also got that in the first complete recording with Colin Davis and Covent Garden. This was my introduction to Tippet, and the start of a fine little collection - and fascination). On side one of the recording is the Concerto for Double String Orchestra from 1938-39. This is a masterpiece from the first period of Tippets compositional styles. That recording must get som playing time one of the next days.

But I must admit - the Corelli Fantasia from 1953 is the wonderful jewel compared to Little Music. It is a complex, beautiful and very interesting piece of music. The grand fugue in the 5.part of the Fantasia is nothing but a breathtaking masterpiece. Many years has passed since I last heard this piece, but the magic struck with full power already during the build-up to the fugue - I knew precisely what was comming and it was even better than I remembered. Marvelous! And the Denon headphones made it shine in full glory. For me they are perfect for all the types of classical I have heard on them, and they still grow better with more hours of playing time.

My friend Gustav

This is a translation of a posting in Danish from February 4. 2009

My friend Gustav has written a lot of wonderful music. Well – he is not a personal friend I have met and his last name is Mahler. But I have been a great fan of his music since way back.

It has been a while since I last listened to any Mahler. It takes really good speakers and understanding surroundings to get the full benefit of the large orchestras in the Mahler symphonies.

Yesterday evening he got some playtime again and it was a great return.


It was the Symphony no 7 in a recent recording with Valery Gergiev leading the London Symphony Orchestra. I bought this recording at the iTunes shop sometime during the last fall and have it on my iPod. It sounds good here, but really good it became last evening when I connected the iPod to the stereo kit. When cranked up somewhat the TQWT's (my homebuild quarter-wave horns with Fostex FFE166e units) can shine in their handling of the deepest bass and the complex soundscape at the same time. And without loosing either the air or the details in the recording or compressing everything to one compact lump in the powerful passages. Pure delight.

And so is the music!

That wets the appetite for listening to more of the recordings I have. Most of them are older and on LP. For example no 1, 3, 4 and 9 with Jasha Horenstein. No 5, 6 and 7 with Bernard Haitink. The adagio from no 10 with Boulez or the dublicates: no 1 with Klaus Tennstedt, no 4 with Karajan and no 9 with Klemperer. For some reason I have never got hold of no 8 – even not on CD. I have only got a few of the symphonies on CD – no 1 with Petroschof, no 2 with Neumann and no 5 with Wit. Not any of these recordings can reach the knees of the old LP's. My favorites for Mahler is without any doubt Horenstein and Haitink.

We must not forget the songs with orchestra. On the LP shelves we find Das Klagende Lied in the first complete recording with Boulez as conductor and Evelyn Lear, Elisabeth Söderström, Grace Hoffman, Stuart Burrows, Ernst Häfliger and Gert Nienstedt as singers from 1970 (on CBS). It is a marvelous recording giving wonderful shivers and deep oppression. Das Lied von der Erde is with Haitink at the front and Janet Baker and James King as singers. On CD I have got 2 Rückert Lieders with Robert Wagner conducting the Symphonieorchester Innsbruck and Maura Moreira singing the alto voice. Well yes – quite a suspect recording – the label also hints in that direction “The Rose Collection”.

One thing that fascinate me by Mahler is his way to have multiple things going on in the orchestra at the same time and in a way that every instrument is totally audible almost without regard to what else is going on. For example can a solo oboe have its own private comments contrary to the rest of the orchestra – and be totally audible. In this Mahler in fact reminds me of one of my other favorites in the large scale symphonic repertoire – Carl Nielsen. He has got a little of the same (some times a lot) quirky way of letting a single instrument stand up against the rest of the orchestra. By Nielsen the clarinet and the side drum are typical examples, but they are not the only ones.

Another parallel to the Mahler way of using the orchestra I find in the Gurre Lieder by Arnold Schönberg. There is in fact quite a lot here reminding of Das Klagende Lied. Gurre Lieder is on my shelves in the classic LP version with János Ferencsik leading the Danish Radio (DR) Symphony Orchestra and with Martina Arroyo, Alexander Young, Janet Baker, Odd Wolstad, Niels Møller and Julius Patzak as soloists. The recording was made March 18., 1968 in the DR concert hall – and it was not released until 1974. We waited a long time for that! It is almost symbolic for the time that Schönberg used to finish the composition (and very typical for the unbelievable problems DR always had to get their recordings release during those years – that almost could be the basis of a major historical posting). I am not quite sure if I attended that concert myself. But I am sure that I attended a couple of the great DR concerts in 1972 that first was release on LP in 1976 – more of this another time.

Well isn't it quite a while since I last heard some Carl Nielsen? - I have got a nice handful of the good classic recordings on CD also, they might be put on the music server so the Squeezebox can have a chance? There is the very classic recordings of Symphony no 3 and 5 with Bernstein – those that made Carl Nielsen known outside tight circles abroad and a fine lineup of other older and newer recordings of mainly the symphonies. The classical recordings are naturally also found on the shelves in LP version bought (very) early in the 1970's. In fact there is 11 single LP's with music by Carl Nielsen plus two box sets and 12 CD's. That could be the ground for a new posting ;-)

And that in fact came the 18. and 22. of february and was translated on the 23. of February.
This will be the last of the old postings I translate. Stay tuned for new postings in both Danish and English.

Dette var det sidste gamle indlæg jeg oversætter – hæng på for nye indlæg på både dansk og engelsk.

Nielsens nr 1 (english)

This is a translation of a posting in Danish from February 22. 2009.

- from Nørresnede, as my late dad would have added. But it is long since I could share my musical experiences and discoveries with him. Now I must share with you!

In the recent days I have heard two other recordings of the Carl Nielsen Symphony no 1. Both with Danish conductors, but very different. And both very right and not as I had remembered or expected them.


First Thomas Jensen and the Danish Radio Symphony Orchestra (LP, Decca Eclipse ECS 570, copy from 1970). It is both factually and audible the oldest one. Technically the quality is good, but the soundstage is a little compressed and not as broad and expansive as later recordings – and that is quite natural. I have not been able to date this recording precisely. It must be not earlier than 1957 when Jensen moved from Aarhus to Copenhagen, and not later than 1963 when he dies. This is well in line with the recording being in stereo. The first recordings Thomas Jensen made of the Nielsen symphonies are dated from 1944 and into the early 1950's and all in mono. The major difference to more modern recordings is the tempo. The tempo is faster and more insisting than I have ever heard on any other recording. It is absolutely worth hearing as a fresh wind thru well known music, and not just as a historical document. When you have in mind that Thomas Jensen studied under Carl Nielsen at the academy of music and that he played all of the symphonies as a cellist with Nielsen himself conducting the orchestra it is not strange that the daughters of Carl Nielsen said that Thomas Jensen was the conductor that came closest to their farther in his performances of the symphonies.


The contrast of the day is the Ole Schmidt recording of no 1 with the London Symphony Orchestra (LSO) (LP, Unicorn RHS 324-330 box-set with all 6 symphonies from 1973-74). Here the technical quality is at the top, the orchestral play is marvelous and the tempo somewhat slower. I thought I remembered Ole Schmidt as very temperamental and almost violent? It must be time and memory playing around here ;-)

In short – this is Nielsen to my taste!


It is much fun to compare the performances from different times and different countries of the same piece of music. If I myself must conclude anything it will be that Schmidt and Ormandy has got the solid mainstream offerings of this symphony. Jensen has the very interesting alternative – and maybe more original – performance. While Bostock not quite gets it. But it is the differences that enrich.

I wonder if not the next project in comparative record listening must be the Symphony no 5 by Carl Nielsen? Not just because it for many years has been my top favourite symphony but also because I have a whole lot of (very different) recordings – and it is years since I last heard any of them.

Head-Fi - Denon AH-D2000 (english)

This is a translation of a posting in Danish from February 21. 2009.

It had been simmering for a while. Since I got the Argon HA-1 headphone amplifier - or soon after. Maybe the old Sennheiser HD-570's was growing to old? They had a lot of loose - boomy? - bass and missed something in the high end. That inspired a lot of searching and reading on the net.

I quite soon found two decent candidates for a major improvement. One is a true classic – Sennheiser HD-650. They get rave reviews everywhere. But several mention that they first really sing with a good tube amplifier. For example the Little Dot MK III or IV. Well, I have just bought an amplifier? The other candidate that came more and more into focus was the Denon AH-D2000 (the greater siblings are also very tempting but with prices 2 and 3 times higher they are way out of reach).

The Sennheiser can be found at reasonable prices around the net, although is not that easy to get to listen to in this corner of the world. But they have got the Denon at the HiFi-Klubben stores – also in Holbæk, so I dropped in to listen today.



The sound is terrific – and as you can se in the picture they had to come home with me. They didn't have a boxed sample in Holbæk and the demo kit had a scratch, so I had to go to Roskilde to fetch it. It was definitely worth the ride. The good people told me to let them play for a couple of hours before I even listened to them. I could not wait! Right from the beginning they sound really good. If they will get much better in a few hours and perfect after 100 or more then great things are coming.

Even now the bass is more tight and the mids and treble are silky and precise at the same time. As the Denon's are closed they also isolate much better for the sound – both inward and outward – than the totally open Sennheisers. At the same time they are perfectly comfortable to wear. The thick cable is very convincing. It's also nice that it won't tangle and twist every time you get them on or off.

But I am still waiting (not at all patiently) for my DacMagic...

Nielsen then and now - a small composers theme

Translation of a posting in Danish from February 18. 2009.

Carl Nielsen can be played in many ways. Some days ago I listened to the first two movements of Symphony no 1 in g-minor (Opus 7) in a near recent (2001) recording with Douglas Bostock leading the Royal Liverpool Philharmonic Orchestra (Classico Classcd 299). Something was wrong. Especially the first movement was not at all right to my ears. It was disordered and uneasy. Not tense, on the edge, brooding even ominously uneasy as Nielsen not just can, but almost must be in some places. It was just messy and uneasy, as there was no overall thought and understanding behind the performance. The second movement was better, but still not quite right.

I have to admit that the Bostock recordings of the 6 symphonies with accessories never quite has hit the high marks for me.

Some days later I heard an older (1967) recording with Eugene Ormandy conducting the Philadelphia Orchestra (Sony Classical SM4K 45 989). Thats Nielsen! Here everything finds the right place and sound right and logical. I have this recording on CD in a box set with all 6 symphonies conducted by Ormandy and Bernstein – including the really classic Bernstein recordings of no 5 with the New York Philharmonic from 1962 and no 3 with the Danish Royal Chapel from 1965. This is the necessary set for anyone interested in hearing how the Carl Nielsen symphonies became known outside our local Danish circles.

I have to get some LP's spinning soon – it could be interesting to compare both the oldest recording I have got of no 1 (Thomas Jensen and the Danish Radio Symphony Orchestra. I don't know exactly when it was recorded. My sample is on Decca Eclipse from 1970, and this is Decca's rerun label as far as I know) and the somewhat newer with Ole Schmidt and the London Symphony Orchestra on Unicorn from 1973-74.

Another interesting project is the different versions of no 5 – Thomas Jensen and the Danish Radio Symphony Orchestra, Bernstein and the New York Philharmonic (on both LP and CD), Paavo Berglund and the Bournemouth Symphony Orchestra, Jasha Horenstein and the New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt and the LSO and as the last one Douglas Bostock and the Royal Liverpool Philharmonic (on CD).

Well – 6 different, that sure looks like collecto'mania? The 3.symphony I only have got in 3 different versions (I think – Bernstein, Schmidt and Bostock). The symphonic music of Carl Nielsen has always been very dear to me, but I have never got the hang of his songs.

I just got to mention another of my favorites – Jasha Horenstein. That man can bring orchestras that are not super top notch to play much better than they (or anyone else) think. It is nothing short of magic at the right occasion. I guess we have to return to that another time.

To-sproget blog

Da jeg kan se at denne blog har læsere mange forskellige steder, har jeg besluttet at skrive den to-sproget i en periode. Hvis det ser ud til at være af interesse vil jeg fortsætte med det. For at få gang i den to-sprogede del, vil jeg oversætte et par af de seneste indlæg til engelsk.

Jeg vil naturligvis være meget glad for at høre reaktioner på dette!

Bilingual blog

As I can see that this blog has got readers in many different places I have decided to try to write this blog bilingual for a period. If the response - or the distribution of readers - tend to show that this is of interest, I will continue. To make a kick-start I will translate a couple of the last postings.

I will of course be glad to receive any feed-back on this initiative!

Nielsens nr 1

- fra Nørresnede, som min far ville have tilføjet - men det er længe siden jeg har kunnet dele musikalske oplevelser med ham. Så nu er det jer jeg må dele med.

I de senere dag har jeg hørt to andre udgaver af Carl Nielsens Symfoni nr 1. Begge med danske dirigenter, men meget forskellige. Og begge meget rigtige, og ikke som jeg umiddelbart havde husket/tænkt dem.

Først Thomas Jensen og Radiosymfoniorkesteret (LP, Decca Eclipse ECS 570, produceret 1970). Det er både faktisk og hørbart den ældste. Teknisk set er kvaliteten god, men lydbilledet er lidt komprimeret og ikke så bredt og ekspansivt som senere indspilninger - men det er jo naturligt nok. Jeg har ikke kunnet tidsfæste denne optagelse præcist, men den må ligge mellem 1957 hvor Thomas Jensen skifter fra Århus til København, og 1963 hvor han dør. Det stemmer også med at den er i stereo. Thomas Jensens tidligere indspilninger af Nielsen symfonier fra '44 og ind i 50'erne er i mono. Den store forskel til nyere indspilninger er tempoet, det er en del højere og mere insisterende end jeg har hørt på nogen anden udgave. Den er absolut værd at høre som et frisk pust, og ikke kun som et historisk dokument. Når man tænker på at Thomas Jensen har haft Carl Nielsen som lærer og at han har spillet alle symfonierne som cellist med Carl Nielsen selv som dirigent, er der ikke noget at sige til at Carl Nielsens døtre har udtalt at Thomas Jensen er den der kommer deres far nærmest i opførelserne af symfonierne.

Dagens modsætning er Ole Schmidts indspilning af nr 1 med London Symphony Orchestra (LP, Unicorn RHS 324-330 boks sættet med alle 6 symfonier fra 1973-74). Her er den tekniske kvalitet i top, orkesterspillet er storslået og tempoet en del langsommere. Jeg havde ellers husket Ole Schmidt som meget ilter og næsten voldsom? Det må være både tiden og hukommelsen der spiller ind her ;-) Kort sagt - det er Nielsen lige efter min smag!

Det er rigtigt spændende at sammenlige forskellige tiders og landsmænds opfattelser af det samme stykke musik. Hvis jeg selv skal konkludere noget må det være at Schmidt og Ormandy har de gode solide mainstream bud på symfonien, Jensen har det meget interessante alternative - og måske mere originale? - bud, mens Bostock ikke helt rammer. Men det er netop spredningen der beriger.

Mon ikke næste projekt i sammenlignende pladelytning skal være være Carl Nielsens symfoni nr 5? - både fordi det i rigtigt mange år har været min suveræne yndlingssymfoni, fordi jeg har så dejligt mange forskellige (meget forskellige!) indspilninger og fordi det er meget længe siden jeg har hørt den sidst.   

Head-Fi - Denon AH-D2000

Det har rumlet et stykke tid. Siden jeg anskaffede Argon HA-1 hovedtelefonforstærkeren - eller i hvert fald kort efter. Måske var de gamle Sennheiser HD-570 efterhånden for gamle? De havde masser af rigelig løs bas og manglede noget i toppen. Det gav inspiration til en masse læsen på nettet.

Jeg fandt hurtigt frem til at der var to rimelige kandidater til en kraftig forbedring. Den ene er en klassiker - Sennheiser HD-650. De får fremragende omtale over alt. Men flere skriver også at de først for alvor viser hvad de kan med en god rør-forstærker - f.eks en Little Dot MK III eller IV. Nå, nu har jeg jo netop købt forstærker? Den anden kandidat der tegnede sig mere og mere tydeligt er Denon AH-D2000 (dens større brødre lyder også meget fristende, men priser på 4500,- og noget over 6000,- var en hel del udenfor det realistiske).

Sennheiseren kan fås til en rimelig pris mange steder på nettet, men er ikke lige til at komme til at høre. Denon'en derimod har de hos HiFi-Klubben - også i Holbæk, så der var jeg forbi i dag for at lytte.

De lyder fremragende - og som det kan ses af billedet måtte de også med hjem. Nu havde de ikke et sæt tilbage i Holbæk og demo eksemplaret havde en ridse, så jeg måtte forbi Roskilde for at hente dem. Det var afgjort turen værd. Selvom de gode mennesker anbefalede at lade dem ligge og spille et par timer før jeg overhovedet tog dem på, kunne jeg naturligvis ikke vente. Lige fra starten lyder de rigtigt godt, og hvis det bliver meget bedre på nogle få timer, og først helt perfekt efter omkring 100 så er der store ting i vente.

Allerede nu er bassen strammere og mellemtone og diskant er silkeblød og samtidigt præcis. Da Denon'en er lukket isolerer de også langt bedre for lyden - både udefra og indefra - end de fuldtstændigt åbne Sennheiser. Samtidigt er de fantastisk behagelige at have på og det tykke kabel virker meget overbevisende, og det er rart at det ikke snor sig hver gang man tager dem af og på.

Men jeg går stadig og venter (meget lidt tålmodigt) på min DacMagic...

Nielsen før og nu - et lille komponist tema

Der er mange måder at spille Carl Nielsen på. For nogle dage siden hørte jeg de 2 første satser af Symfoni nr 1 i g-mol (Opus 7) i en nyere (2001) indspilning med Douglas Bostock i spidsen for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. Der var et eller andet galt, især 1.sats var slet ikke rigtig i mine ører. Den virkede rodet og urolig. Ikke spændt, på kanten, anelsesfuld, truende, ja uheldsvanger urolig som Nielsen ikke bare gerne må, men nærmest skal, være en del steder. Mere bare rodet urolig, som om der ikke ligger en samlet holdning og forståelse bag opførslen. 2.satsen var noget bedre, men stadig ikke helt rigtig.

Faktisk må jeg indrømme at Bostocks indspilninger af de 6 symfonier med tilbehør aldrig helt har ramt plet hos mig.

Her til aften har jeg så hørt den ældre (1967) indspilning med Eugene Ormandy i spidsen for Philadelphia Orkesteret. Det er Nielsen! Her falder det hele meget mere på plads og lyder rigtigt og logisk. Denne indspilning har jeg stående på CD i et sæt med alle 6 symfonier, med Ormandy og Bernstein - her er også de helt klassiske Bernstein indspilniger af nr 5 med New York Philharmonic fra 1962 og nr 3 med det Kongelige Kapel fra 1965. Vel nærmest det uomgængelige sæt hvis man vil høre hvordan Carl Nielsens symfonier blev kendt udenfor vores lokale geografi.

Jeg må snart have sat nogle LP'er i spin - her kunne det være interessant at sammenligne både den ældste indspilning jeg har af nr 1 (Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret - jeg er ikke lige klar over hvornår den er indspillet, men mit eksemplar på Decca Eclipse er fra 1970, og jeg mener at det er Decca's genudgivelses label) og den nyere med Ole Schmidt og London Symphony Orchestra på Unicorn fra 1973-74.

Et andet spændende projekt er de forskellige udgaver af nr 5 - Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret, Bernstein og New York Philharmonic (på både LP og CD), Paavo Berglund og Bournemouth Symphony Orchestra, Jascha Horenstein og New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt og London Symphony Orchestra og endeligt Douglas Bostock og Royal Liverpool Philharmonic (CD). 

Hm - 6 forskellige, det ligner da vist en slags samlermani? Symfoni nr 3 har jeg trods alt kun i 3 udgaver (tror jeg nok - Bernstein, Schmidt og Bostock). Carl Nielsens orkestermusik har altid stået mit hjerte meget nær, mens jeg derimod aldrig har fået fat i hans sange.

Nu fik jeg også lige nævnt en snert af en af mine andre favoritter - Jascha Horenstein. Den mand kan få selv ikke super top orkestre til at spille langt bedre end de selv tror de kan. Det er ikke mindre end magisk til tider! Det må vi vist vende tilbage til igen senere.

Min ven Gustav

Min ven Gustav har skrevet en masse dejlig musik. Nåh, ja - han er jo ikke en personlig ven som jeg har kendt og han hedder Mahler til efternavn, men jeg har holdt meget af hans musik i rigtigt mange år.

Der har været en længere pause hvor jeg ikke har lyttet til noget Mahler - det kræver både rigtigt gode højttalere og forstående omgivelser at få det fulde udbytte af de store orkestre i Mahlers symfonier. 

I går aftes kom han dog frem igen, og det var et skønt genhør.

Det blev den 7.symfoni i en relativ ny indspilning med Valery Gergiev og London Symphony Orchestra. Jeg købte denne indspilning i iTunes shoppen engang i efteråret og har den på min iPod. Her lyder den rigtigt godt, men helt fremragende blev det i går aftes da jeg satte iPod'en til stereo anlægget. Når der bliver skruet tilpas op kan TQWT'erne (mine hjemmebyggede kvartbølge-horn med Fostex FE166e enheder) rigtigt vise hvordan de behersker både den helt dybe bas og det komplekse orkesterbillede samtidigt. Og det uden at tabe hverken luften eller detaljerne i optagelsen eller mudre sammen til en kompakt klump i de kraftige passager. Det er rent fryd.

Og det er musikken afgjort også!

Det giver blod på tanden med hensyn til at høre nogle af de andre gode indspilninger jeg har. De fleste er ældre og på LP. F.eks nr 1, 3, 4 og 9 med Jasha Horenstein, nr 5, 6 og 7 med Bernard Haitink, adagioen fra nr 10 med Boulez eller dubletterne nr 1 med Klaus Tennstedt, nr 4 med Karajan og nr 9 med Klemperer. Af en eller anden grund har jeg aldrig fået fat i nr 8 - heller ikke på CD. På CD har jeg kun nogle få af symfonierne; nr 1 med Petroschof, nr 2 med Neumann og nr 5 med Wit. Ingen af de indspilninger har nået de gamle LP'er til knæene. Mine favoritter til Mahler er afgjort Horenstein og Haitink.

Nu skal vi heller ikke glemme orkestersangene - på LP står der Das Klagende Lied i den første samlede optagelse med Boulez på podiet og Evelyn Lear, Elisabeth Söderström, Grace Hoffman, Stuart Burrows, Ernst Häfliger og Gerd Nienstedt fra 1970 (på CBS) - det er en fremragende indspilninger der giver frydefulde gys og dyb knugen. Das Lied von der Erde er med Haitink ved pinden og Janet Baker og James King som sangere. På CD har jeg 2 Rückert-Lieder med Robert Wagner i spidsen for Symphonieorchester Innsbruck og Maura Moreira synger alt-partiet - ja, en ret suspekt indspilning! - plademærket giver også et hint "The Rose Collection".

En af de ting der fascinerer mig så meget ved Mahler er hans måde at lade flere ting ske samtidigt i orkesteret og på en måde så de enkelte instrumenter kommer fuldt til orde næsten uanset hvad der ellers sker. For eksempel kan en solo obo have sine helt egne kommentarer på tværs af resten af orkesteret - og være helt hørbar. Her minder han for øvrigt ret meget om en af mine andre store favoritter i det store symfoniske repertoire - Carl Nielsen. Han har meget af den samme lidt (nogen gange meget) skæve måde at lade et enkelt instrument stå op mod resten af orkesteret. Hos Nielsen er klarinetten og lille-trommen de typiske eksempler, men det er slet ikke begrænset til dem.

En anden parallel til Mahlers måde at bruge orkesteret finder jeg hos Arnold Schönberg i hans Gurrelieder. Der er faktisk en del her der minder om Das Klagende Lied. Gurrelieder står på reolen i den klassiske LP udgave med János Ferencsik i spidsen for DR Symfoniorkesteret og med Martina Arroyo, Alexander Young, Janet Baker, Odd Wolstad, Niels Møller og Julius Patzak som solister. Optagelsen er fra 18 marts 1968 i Radiohusets Koncertsal - og den udkom først i 1974. Den ventede vi længe på dengang! Det er næsten symbolsk for den tid det tog Schönberg selv at komponere værket færdig (og meget typisk for de utrolige problemer DR altid havde med at få udgivet fremragende optagelser på plade i de år - det er også lige ved at være stof til et større historisk indlæg). Jeg er ikke helt sikker på om jeg selv var til denne koncert, men til gengæld var jeg til et par af DR's andre store koncerter i 1972 der først kom ud på plade i 1976 - mere om det en anden gang. 

Hm, det er da også længe siden jeg har hørt Carl Nielsen? - jeg har da en række af de gode klassiske indspilninger på CD også, så de burde lægges på musikserveren så Squeezebox'en kan få en chance? Der er både de helt klassiske indspilninger af 3. og 5. symfoni med Bernstein - dem der gjorde Carl Nielsen kendt udenlands, uden for de helt specialiserede cirkler, og en række andre ældre og nyere indspilninger af specielt symfonierne. De klassiske indspilninger står naturligvis også i reolen i LP udgaver købt (meget) tidligt i halvfjerdserne. Faktisk står der 11 enkelte LP'er med musik af Carl Nielsen udover to boks set i reolen og 12 CD'er. Det ligner oplægget til endnu et indlæg ;-) 

DacMagic mysteriet

Det første - og måske største? - mysterie ved DacMagic ser ud til at være hvornår den bliver leveret. Da jeg bestilte den for mere end en måned siden hed leveringstiden februar.

Nu - hvor vi netop er kommet ind i februar - skriver de gode mennesker juli!

Forhåbentligt er det ved bestilling nu, det må da hjælpe lidt at jeg har ventet i mere end en måned allerede?

Problemet ser ud til at være at Cambridge overhovedet ikke kan følge med til at producere lige så hurtigt som bestillingerne ruller ind. Spændingen stiger unægteligt.

Argon HA1 billeder

Hovedtelefonforstærkeren er lige så enkel og stilren som den lyder - og den fylder kun ganske lidt.

 

Forsiden har en (blå) LED til at vise der er tændt, 1/4" hovedtelefonstik og styrkeregulering. Andet er der heller ikke brug for.

Bagsiden er lige så enkel, der er hvad der skal være - linie signal ind, strøm ind, afbryder og impedansomskifter.

Alt føles godt og solidt, det er en ren fornøjelse at bruge den!

Head-Fi II

Så kom den! Min nye hovedtelefon-forstærker - Argon HA1 - kom med posten idag, selvom den stadig kun stod som "ordre modtaget" i HiFi-Klubbens system. Det skal de ikke høre et ondt ord for - meget hellere det, end det modsatte ;-)

Det er en sød lille tingest, meget nem og ligetil at have med at gøre. Og så får den mine efterhånden lidt ældre Sennheiser HD-570 (købt i Tyskland dengang der stadig var D-Mark til) til omsider at vise hvad de kan. Det er ikke så lidt - de er stadig lidt mørke i klangen, men det hele er der fra top til bund. Måske ikke krystalklart, men mere gyldent, varmt og meget lækkert.

Tidligere på dagen blev det til lidt spredt kortvarig lytten for at konstatere at Argon'en virkede som den skulle - det gjorde den. Her til aften er den kommet på plads ovenpå forstærker og CD-spiller. Idéen med at sætte den til tape-out på Exposure forstærkeren og benytte forstærkerens indgangsvælger fungerer perfekt til at vælge mellem Squeezebox og CD-spiller. Det virker naturligvis ikke til pladespilleren uden der bliver tændt for forstærkeren - grammofon forforstærkeren skal jo have strøm (og så er det en ulempe at højttalerne ikke kan afbrydes). Nok om det. Musik!

Jeg har netop hørt to gange Beethoven - det er ofte ham der kommer frem i lyset i øjeblikket. Først kvartetsatsen Grosse Fuge (den oprindelige finalesats fra strygekvartet nr 13, opus 130) og dernæst klaversonate nr 17  (d-mol, opus 31 nr 2). Det er fremragende! Hovedtelefoner og en god forstærker giver den type koncentrationsmusik de helt rigtige betingelser.

Her i løbet af week-enden er de (halv)store gulvhøjttalere (TQWT - se indlæggene fra bygningen januar til marts 2006) ellers kommet frem igen, efter vi har møbleret en del rundt i stuen. Det har gavnet meget på lyden og den åbne, ubesværede gengivelse med en temmelig dyb men slank bas er en stor fryd. 

Head-Fi

Det må være på tide med noget ordentlig hovedtelefon lyd. Jeg har i flere år haft et par glimrende Sennheiser HD-570 hovedtelefoner. I det mindste tror jeg de er glimrende. Min forstærker har ikke hovedtelefonudgang og hovedtelefonudgangene på diverse CD-spillere, computere og bærbare afspillere står ikke rigtigt mål med det jeg tror Sennheiserne burde kunne give. De små afspillere har ikke kræfter til at trække dem og CD-spilleren giver et meget mørkt og nærmest svampet lydbillede. Nu tror jeg heller ikke det gode analoge rør-trin er blandet ind i hovedtelefonudgangen på min Njoe Tjoeb 4000 CD-spiller (en temmelig modificeret standard Marantz CD-4000 maskine fra for 6-8 år siden). Den rigtige løsning må være en egentlig hovedtelefon forstærker.

I går tog jeg så beslutningen og bestilte en Argon HA1 hovedtelefon forstærker hos HiFi-Klubben (mens jeg stadig går og venter - ikke helt tålmodigt - på min Cambridge DacMagic, der efter sigende kommer engang i februar). Jeg har læst en del godt om denne hovedtelefon forstærker, og så er den til at få fat i til en nogenlunde rimelig pris. Det skal da ikke nægtes at tænderne (og ørerne?) kan løbe i vand når jeg læser om den rent rørbestykkede Little Dot MK III ht-forstærker. Men dels er den ikke sådan lige at få fat i, og dels kunne jeg forestille mig at prisen har rykket sig lidt før den står i Nordvest-Sjælland i forhold til de priser man ser på amerikanske sider ;-)

Jeg har tænkt på hovedtelefon forstærker i flere år. En af de ting der er med til at beslutningen kom nu, er at jeg har set et sted at min Exposure forstærker faktisk har et passivt indgangstrin. Det betyder at jeg kan sætte hovedtelefon forstærkeren til tape-out, og bruge Exposurens indgangsvælger - altså skal der ikke skiftes rundt på kabler når man skifter mellem hovedtelefoner og højttalere - det er kun et spørgsmål om hvilken forstærker der tændes for.

Nu er det tæt på et døgn siden jeg bestilte forstærkeren - og den er ikke engang kommet endnu! Og jeg som er så tålmodig en sjæl ;-)

Beethoven og hans forgænger

Her til aften blev det (næsten) til to gange Beethoven. Først var det nu Mozart, men hans klaverkoncert nr 20 (i en indspilning med Derek Han ved tangenterne) synes jeg er hans mest Beethovenske klaverkoncert. Der er en storhed og magtfuldhed i denne koncert der faktisk leder mere frem mod Beethoven, end mod Mozarts egne sene klaverkoncerter der på sin vis er mere udadvendte og sine steder pompøse på en måde Beethoven aldrig kunne være.

Bagefter var det Beethoven selv i form af klaversonate nr 12 i As-dur - Marcia Funebre, igen i en Anne Øland udgave på Classico. Her er både 1.satsens variationer og 3.satsens begravelses march (over en helt) så typisk Beethoven når han er i det storladne og alvorlige humør (hvad han jo ofte er).

Netop Mozarts klaverkoncert nr 20 peger for mig frem mod den gryende romantik hvor kunstneren beretter om sine egne følelser, i modsætning til mange andre af Mozarts værker der mere handler om fyrstens / mæcenens herlighed og pragt. Det er mange af de samme tidligt-romantiske indgangsvinkler jeg ser hos Beethoven. Her skal man naturligvis skelne mellem de "midterste" værker (som netop klaversonate nr 12, klaverkoncert nr 3 og måske også symfonierne omkring nr 4, 5 og 7) der dyrker helten (ikke fyrsten - nærmere den tragiske helt) og de sene værker der er mere indadskuende og udviklinger af det rent musikalske sprog (som de sene sonater og strygekvartetter) eller menneskeligt-idealistiske som den niende symfoni.  

WiFi fortsat

Hm, jeg er i det mindste blevet lidt klogere på to områder. Det ene er at Apple selv skriver at en Airport Express kun kan bruges som repeater i et netværk der udelukkende er baseret på Airports. Der er godt nok et sted beskrevet hvordan man får det til at fungere med ét andet navngivet AP - men det er ikke nok til at jeg vil forsøge den løsning. 

Det andet der er gået op for mig, er at der jo ikke kun er et skelet af smalle stålskinner i væggen bag HiFi'et. Der står også et fuld højde køleskab ved siden af en indbygningsovn og en microovn der er placeret lige over hinanden lige på den anden side væggen. Det vil sige at der er mere end en kvadratmeter jern i flere lag umiddelbart bag Squeezebox'ens antenne. Selv når maskinerne ikke arbejder udgør det jo en ganske kraftig afskærmning for radiobølger. Det er nok her en stor del af roden til miseren skal findes.

Det betyder jo så også at idéen om en WiFi repeater placeret udenfor "skyggeområdet" - set fra både AP og Squeezebox - lyder som en meget plausibel mulighed.

WiFi mysteriet fortsætter

Jeg har skrevet om det før, men her i går og i dag har det været helt slemt igen - vores upålidelige trådløse net. Baggrunden er at access pointet sidder i arbejdsværelset og Squeezeboxen står i stuen. Der er en skrå vinkel mellem de to, så signalet skal passere flere indre vægge (der ikke er særligt solide) og 2 eller 3 døre. I går aftes havde jeg sammenstillet en længere spilleliste - og lige pludseligt gik musikken bare i stå. Jeg kan se at serveren og access pointet arbejder troligt videre, men der kommer ingen musik igennem. Midt på dagen i dag virkede alt fortrindeligt, men sidst på eftermiddagen var den gal igen.

Det fik mig til at spekulere over om det har noget at gøre med at Slimserver kører på en lille NSLU2 netværks server? Ergo blev der lagt den nyeste udgave af SqueezeCenter på Mac-Mini'en og den blev sat til at spille taffelmusik til aftensmaden. Her skete nøjagtigt det samme. Efter få minutter gik forbindelsen ned, den kom igen lidt senere, men forsvandt også igen. Dette gentog sig adskillige gange til jeg tabte tålmodigheden og slukkede for jukset.

Nå, det løste da et spørgsmål - problemet har ikke noget med NSLU2'en at gøre, og heller ikke med den ældre udgave af Slimserver der kører der. Jeg skiftede tilbage til den oprindelige opsætning og har netop hørt Beethovens Klaversonate nr 10 (i en dejlig indspilning med Anne Øland på Classico) helt uden problemer.

Ingen af de gængse forklaringer ser ud til at gælde her. Microvnen var ikke i brug på nogen af de fejlberørte tidspunkter, vi ejer ikke en trådløs telefon eller andet der bevæger sig på 2,4 GHz båndet. Der er også så tilpas meget afstand til naboerne at det ikke burde kunne stamme fra dem og her en lørdag og søndag eftermiddag og aften er der vel heller ikke gang i noget særligt industri der skulle kunne forstyrre?

Ifølge Squeezebox'en selv er det trådløse signal som regel omkring 53%, jeg har en enkelt gang set det nede på 41% - det er dog på tidspunkter hvor det hele virker. Når problemet for alvor slår til slukker Squeezebox'en. Inden der er nogen der foreslår at det kan være Squeezebox'en selv der har et problem, må jeg lige tilføje at vi også har set samme problem med vores bærbare PC, når den bruges i samme hjørne af stuen. Det eneste jeg kan tænke på lige nu er om det er væggen mellem stuen og køkkenet der kan være synderen. Lige netop denne væg (som musikanlægget står op ad) er bygget op af gipsplader på et stålskelet, i modsætning til alle andre indre vægge i huset der ikke har noget stål i sig.

Efterhånden tror jeg løsningen må være en trådløs repeater, anbragt så den ikke er i "skygge" af væggen med stålskelet. Næste spørgsmål er så om det er muligt at bruge en Apple Airport Expres som repeater, når AP'et ikke er Apple, men SMC, eller om det er mere sikkert at satse på et SMC AP som repeater? - der må læses lidt på andres erfaringer ;-)  

Jeg nåede det!

I går fik jeg lige akkurat bestilt en Cambridge Audio DacMagic hos HiFi-Klubben til gammel pris. Selvom de først kan levere engang i februar fik jeg den til gammel pris - 1499,-, hvor prisen fra i dag er 1999,-.

Hvad det er? - en digital til analog konverter af glimrende kvalitet hvis man skal tro de mange tråde på nettet der har prist den i høje toner siden sidste sommer. Humlen er at den skal hæve kvaliteten af musik fra Squeezebox'en ganske meget, så det fulde udbytte af de store FLAC filer rigtigt får lov at vise sig. Samtidigt bliver det også spændende at høre om den kan gøre noget positivt for CD-afspilleren. CD-afspilleren er i forvejen ikke helt almindelig, den startede sit liv på samlebåndet som en ret ordinær Marantz CD4000 maskine, men var derefter en tur rundt om nogle gale/geniale hollændere der byggede den om til en AH! Njoe Tjoeb 4000. Det vil blandt andet sige at den har fået et analog udgangstrin bygget over rør. Den blev købt for en del år siden, efter jeg havde læst den meget positive anmeldelse på TNT-Audio. CD-spilleren lyder stadig rigtigt godt, men det bliver interessant at høre hvad en helt moderne DAC kan give af forskelle.

Det er jo et stykke tid til februar endnu, så i mellemtiden kan jeg jo overveje om jeg vil bruge coax eller optiske kabler mellem signalkilder og DAC? - Da afstandende bliver minimale (alt samlet i samme møbel) så tyder det for tiden på at coax er den rigtige løsning. Jeg lover at vende tilbage med både første og mere vedvarende indtryk når tiden kommer.