søndag, januar 04, 2009

WiFi mysteriet fortsætter

Jeg har skrevet om det før, men her i går og i dag har det været helt slemt igen - vores upålidelige trådløse net. Baggrunden er at access pointet sidder i arbejdsværelset og Squeezeboxen står i stuen. Der er en skrå vinkel mellem de to, så signalet skal passere flere indre vægge (der ikke er særligt solide) og 2 eller 3 døre. I går aftes havde jeg sammenstillet en længere spilleliste - og lige pludseligt gik musikken bare i stå. Jeg kan se at serveren og access pointet arbejder troligt videre, men der kommer ingen musik igennem. Midt på dagen i dag virkede alt fortrindeligt, men sidst på eftermiddagen var den gal igen.

Det fik mig til at spekulere over om det har noget at gøre med at Slimserver kører på en lille NSLU2 netværks server? Ergo blev der lagt den nyeste udgave af SqueezeCenter på Mac-Mini'en og den blev sat til at spille taffelmusik til aftensmaden. Her skete nøjagtigt det samme. Efter få minutter gik forbindelsen ned, den kom igen lidt senere, men forsvandt også igen. Dette gentog sig adskillige gange til jeg tabte tålmodigheden og slukkede for jukset.

Nå, det løste da et spørgsmål - problemet har ikke noget med NSLU2'en at gøre, og heller ikke med den ældre udgave af Slimserver der kører der. Jeg skiftede tilbage til den oprindelige opsætning og har netop hørt Beethovens Klaversonate nr 10 (i en dejlig indspilning med Anne Øland på Classico) helt uden problemer.

Ingen af de gængse forklaringer ser ud til at gælde her. Microvnen var ikke i brug på nogen af de fejlberørte tidspunkter, vi ejer ikke en trådløs telefon eller andet der bevæger sig på 2,4 GHz båndet. Der er også så tilpas meget afstand til naboerne at det ikke burde kunne stamme fra dem og her en lørdag og søndag eftermiddag og aften er der vel heller ikke gang i noget særligt industri der skulle kunne forstyrre?

Ifølge Squeezebox'en selv er det trådløse signal som regel omkring 53%, jeg har en enkelt gang set det nede på 41% - det er dog på tidspunkter hvor det hele virker. Når problemet for alvor slår til slukker Squeezebox'en. Inden der er nogen der foreslår at det kan være Squeezebox'en selv der har et problem, må jeg lige tilføje at vi også har set samme problem med vores bærbare PC, når den bruges i samme hjørne af stuen. Det eneste jeg kan tænke på lige nu er om det er væggen mellem stuen og køkkenet der kan være synderen. Lige netop denne væg (som musikanlægget står op ad) er bygget op af gipsplader på et stålskelet, i modsætning til alle andre indre vægge i huset der ikke har noget stål i sig.

Efterhånden tror jeg løsningen må være en trådløs repeater, anbragt så den ikke er i "skygge" af væggen med stålskelet. Næste spørgsmål er så om det er muligt at bruge en Apple Airport Expres som repeater, når AP'et ikke er Apple, men SMC, eller om det er mere sikkert at satse på et SMC AP som repeater? - der må læses lidt på andres erfaringer ;-)  

Ingen kommentarer: