Beethoven og hans forgænger

Her til aften blev det (næsten) til to gange Beethoven. Først var det nu Mozart, men hans klaverkoncert nr 20 (i en indspilning med Derek Han ved tangenterne) synes jeg er hans mest Beethovenske klaverkoncert. Der er en storhed og magtfuldhed i denne koncert der faktisk leder mere frem mod Beethoven, end mod Mozarts egne sene klaverkoncerter der på sin vis er mere udadvendte og sine steder pompøse på en måde Beethoven aldrig kunne være.

Bagefter var det Beethoven selv i form af klaversonate nr 12 i As-dur - Marcia Funebre, igen i en Anne Øland udgave på Classico. Her er både 1.satsens variationer og 3.satsens begravelses march (over en helt) så typisk Beethoven når han er i det storladne og alvorlige humør (hvad han jo ofte er).

Netop Mozarts klaverkoncert nr 20 peger for mig frem mod den gryende romantik hvor kunstneren beretter om sine egne følelser, i modsætning til mange andre af Mozarts værker der mere handler om fyrstens / mæcenens herlighed og pragt. Det er mange af de samme tidligt-romantiske indgangsvinkler jeg ser hos Beethoven. Her skal man naturligvis skelne mellem de "midterste" værker (som netop klaversonate nr 12, klaverkoncert nr 3 og måske også symfonierne omkring nr 4, 5 og 7) der dyrker helten (ikke fyrsten - nærmere den tragiske helt) og de sene værker der er mere indadskuende og udviklinger af det rent musikalske sprog (som de sene sonater og strygekvartetter) eller menneskeligt-idealistiske som den niende symfoni.