Xindak MT-1 er en 12,5 W forstærker med 6P14 udgangsrør - så vidt jeg kan se er det den kinesiske ekvivalent til de velkendte EL84 rør. Forstærkeren er hard-wired helt uden trykte kredsløb og har 3 linie-indgange. Lige det rette antal til DAC, phono-forforstærker og en direkte forbindelse fra rør-udgangstrinnet i CD-spilleren.
Jeg bestilte den hos den danske forhandler Now-in-Stereo, Kurt er en meget behagelig mand at handle med. Mine forventninger til denne lille perle er høje - perfekt harmoni med mine TQWT'er med fuld-tone enheder er en naturlig ting. Jeg håber også at den lille næsten-skarphed der kan komme i øverste mellemtone / nederste diskant med kombinationen af transistor forstærker og fuld-tone enheder med whizzer-cone bliver tæmmet noget. Bliv endelig her på kanalen - jeg håber snart at kunne fortælle meget mere.
Skatte fra brugt-markedet
For en uges tid siden tog Jette og jeg til et kræmmer marked i nabobyen. Min plan var at finde nogle klassiske LPer. Det lykkedes - 12 LPer (hvoraf en dobbelt) for en samlet pris af 100 Kr. De fleste af dem i meget fin stand (et par stykker med ridser kom ikke med hjem - selvom det var spændende optagelser).
2 optagelser af Mozart klaverkoncerter (15+21 og 20+23) med Alfred Brendel og Academy of St.Martin-in-the-Fields dirigeret af Neville Marriner. Den store Haffner Serenade af Mozart med Pinchas Zukerman og English Chamber Orchestra (det er første gang jeg hører den serenade). Mozarts koncerter for 2 og 3 klaverer med Ashkenazy, Barenboim og Fou Ts'Ong som solister, igen med English Chamber Orchestra. Violin koncerter af Mendelssohn og Max Bruch (første gang jeg hører Bruchs koncert - virkelig god!) med Perlman som solist og LSO dirigeret af Previn. Beethovens violinkoncert i en meget klassisk indspilning - Menuhin som solist og Klemperer i spidsen for New Philharmonia Orchestra.
En anden premiere for mig var Faure's Requiem med Victoria de Los Angeles (desværre et meget kort parti - hun synger skønt!) og Dietrich Fisher-Dieskau med Paris Conservatoire Orchestra dirigeret af André Cluytens. Optagelsen er fra 1963 men i perfekt stand. Et virkeligt skønt stykke musik i en fremragende optagelse og opførelse!
Trompet koncerter af Haydn, Torelli, Viviani, Telemann og Franceschini. Trompet og Obo koncerter af Albinoni. Operaen La serva padrona af Pergolesi i en Østtysk optagelse med Staatskapelle Berlin fra 1972. Og ikke mindst den syvende symfoni - Leningrad - af Shostakovich i en sovjettisk optagelse med Svetlanov i spidsen for USSRs Stats Symfoniorkester. Ikke bare en sovjettisk optagelse, men stadig med den originale prisseddel på 5,60 rubler på omslaget.
Jeg har endnu ikke hørt alt, men det jeg har hørt går fra det interessante til det rigtigt gode. Og det til en pris af 5 eller 10 kr per LP! Det bliver ikke sidste gang jeg kigger i pladekasserne på et kræmmermarked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar