Jeg fandt hurtigt frem til at der var to rimelige kandidater til en kraftig forbedring. Den ene er en klassiker - Sennheiser HD-650. De får fremragende omtale over alt. Men flere skriver også at de først for alvor viser hvad de kan med en god rør-forstærker - f.eks en Little Dot MK III eller IV. Nå, nu har jeg jo netop købt forstærker? Den anden kandidat der tegnede sig mere og mere tydeligt er Denon AH-D2000 (dens større brødre lyder også meget fristende, men priser på 4500,- og noget over 6000,- var en hel del udenfor det realistiske).
Sennheiseren kan fås til en rimelig pris mange steder på nettet, men er ikke lige til at komme til at høre. Denon'en derimod har de hos HiFi-Klubben - også i Holbæk, så der var jeg forbi i dag for at lytte.
De lyder fremragende - og som det kan ses af billedet måtte de også med hjem. Nu havde de ikke et sæt tilbage i Holbæk og demo eksemplaret havde en ridse, så jeg måtte forbi Roskilde for at hente dem. Det var afgjort turen værd. Selvom de gode mennesker anbefalede at lade dem ligge og spille et par timer før jeg overhovedet tog dem på, kunne jeg naturligvis ikke vente. Lige fra starten lyder de rigtigt godt, og hvis det bliver meget bedre på nogle få timer, og først helt perfekt efter omkring 100 så er der store ting i vente.
Allerede nu er bassen strammere og mellemtone og diskant er silkeblød og samtidigt præcis. Da Denon'en er lukket isolerer de også langt bedre for lyden - både udefra og indefra - end de fuldtstændigt åbne Sennheiser. Samtidigt er de fantastisk behagelige at have på og det tykke kabel virker meget overbevisende, og det er rart at det ikke snor sig hver gang man tager dem af og på.
Men jeg går stadig og venter (meget lidt tålmodigt) på min DacMagic...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar