Nielsens nr 1

- fra Nørresnede, som min far ville have tilføjet - men det er længe siden jeg har kunnet dele musikalske oplevelser med ham. Så nu er det jer jeg må dele med.

I de senere dag har jeg hørt to andre udgaver af Carl Nielsens Symfoni nr 1. Begge med danske dirigenter, men meget forskellige. Og begge meget rigtige, og ikke som jeg umiddelbart havde husket/tænkt dem.

Først Thomas Jensen og Radiosymfoniorkesteret (LP, Decca Eclipse ECS 570, produceret 1970). Det er både faktisk og hørbart den ældste. Teknisk set er kvaliteten god, men lydbilledet er lidt komprimeret og ikke så bredt og ekspansivt som senere indspilninger - men det er jo naturligt nok. Jeg har ikke kunnet tidsfæste denne optagelse præcist, men den må ligge mellem 1957 hvor Thomas Jensen skifter fra Århus til København, og 1963 hvor han dør. Det stemmer også med at den er i stereo. Thomas Jensens tidligere indspilninger af Nielsen symfonier fra '44 og ind i 50'erne er i mono. Den store forskel til nyere indspilninger er tempoet, det er en del højere og mere insisterende end jeg har hørt på nogen anden udgave. Den er absolut værd at høre som et frisk pust, og ikke kun som et historisk dokument. Når man tænker på at Thomas Jensen har haft Carl Nielsen som lærer og at han har spillet alle symfonierne som cellist med Carl Nielsen selv som dirigent, er der ikke noget at sige til at Carl Nielsens døtre har udtalt at Thomas Jensen er den der kommer deres far nærmest i opførelserne af symfonierne.

Dagens modsætning er Ole Schmidts indspilning af nr 1 med London Symphony Orchestra (LP, Unicorn RHS 324-330 boks sættet med alle 6 symfonier fra 1973-74). Her er den tekniske kvalitet i top, orkesterspillet er storslået og tempoet en del langsommere. Jeg havde ellers husket Ole Schmidt som meget ilter og næsten voldsom? Det må være både tiden og hukommelsen der spiller ind her ;-) Kort sagt - det er Nielsen lige efter min smag!

Det er rigtigt spændende at sammenlige forskellige tiders og landsmænds opfattelser af det samme stykke musik. Hvis jeg selv skal konkludere noget må det være at Schmidt og Ormandy har de gode solide mainstream bud på symfonien, Jensen har det meget interessante alternative - og måske mere originale? - bud, mens Bostock ikke helt rammer. Men det er netop spredningen der beriger.

Mon ikke næste projekt i sammenlignende pladelytning skal være være Carl Nielsens symfoni nr 5? - både fordi det i rigtigt mange år har været min suveræne yndlingssymfoni, fordi jeg har så dejligt mange forskellige (meget forskellige!) indspilninger og fordi det er meget længe siden jeg har hørt den sidst.