Guldkorn eller raritet?

Begge dele! Efter højdepunktet hos Händel og udklingning hos Haydn (Skabelsen og Årstiderne) er det småt med oratorier fra 1800-tallet og fremefter. En af de få undtagelser (som jeg er faldet over) finder man - af alle steder - hos ærkeromantikeren Schumann.

I skatkammeret (= hylderne med LP'er) står der to. Der Rose Pilgerfahrt og Das Paradies und die Peri. Begge er indspilninger fra den korte overgang hvor SQ quadrofoni var det helt hotte (hvad blev der forøvrigt af det?). I aftes fik jeg hørt en enkelt side af Der Rose Pilgerfahrt (Op 112 fra 1851) - et hyperromantisk oratorie for solostemmer, kor og orkester. Det er ren fryd - et kæmpestort og meget dybt lydbillede fyldt med skønne solister og et perfekt optaget orkester (fra Düsseldorf - ikke et man ellers hører meget til?).

Dengang i 60'erne - eller et dyk på LP hylderne

Dengang i 60'erne blev der lavet mange gode optagelser. Her til aften har jeg haft fat i 2, den ene 39 år gammel, den anden 40 år.

Den 26-29/11-1966 optog Archiv (DG's musikhistoriske højkvalitets label) 3 trompetkoncerter i Herkules-Saal i München med Münchener Kammerorchester under Hans Stadlmair. Solist - ja, på det tidspunkt var der stort set kun én der spillede baroktrompet på højt niveau - Maurice André.

Klasikkeren over alle trompetkoncerter er nok Joseph Haydn's i Es-dur fra 1796, men også lillebror Michael Haydn's trompetkoncert i D-dur, som man ikke kender det præcise årstal for, er virkelig værd at høre (og ikke kun for at den indeholder den højeste tone i nogen trompetkoncert fra perioden - A i 3die). At en så gammel optagelse stadig står lysende klart og ren er en utrolig fornøjelse. Det har Archiv's gode optage- og presseteknik en ikke ringe del af æren for. På samme plade er også en trompetkoncert af Franz Xaver Richter og en klarinetkoncert af Johann Melchior Molter. De må snart på tallerkenen. Denne overgangsperiode mellem barok og wiener-klassik (Richter og Molter's koncerter er fra henholdsvis 1737 og 1747) har mange spændende perler - også blandt de knap så kendte komponister. Bach's sønner, brødrene Benda og en række andre Bøhmere ved siden af Richter og Molter, for ikke at tage fat i franskmændene også (Devienne osv). Der er masser at høre på!

Den anden perle der fik sig en snurretur her til aften var en indspilning af Debussy's Image pour Orchestre (specifikt nr 1 - Gigues og nr 3 Rondes de Printemps) og hans danse for harpe og strygeorkester (Danse Sacrée et Profane). Indspilningen fra november 1967 er med Pierre Boulez i spidsen for Cleveland orkesteret (på CBS naturligvis). Pierre Boulez i 60'erne - det betyder lys, luft, lethed, klarhed - og en knivskarp præcision. Alt klæder Debussy fantastisk godt. Der er intet af den lidt udflydende parfumetyngde der kan præge andre (ofte senere) fortolkninger og som ofte kan gøre Debussy til en lidt for sukret oplevelse. Nej, det er sådan Debussy skal spilles - og så ovenikøbet i en fuldstændig dugfrisk åben og dynamisk gengivelse, det er bare forrygende (og TQWT'erne lader den rigtigt komme til sin ret).

[Er der forøvrigt nogen der læser hvad jeg skriver? - nu har jeg fjernet kravet om at man skal være registreret hos Blogger for at kunne kommentere.]

TQWT - 99% færdig

Efter en lang og kold lørdag eftermiddag på terrassen for at skære huller til enheder, skære og fræse de faste plader i den rette længde, slibe og finslibe er det nu tid at rykke indendørs. I mangel af spændetvinger der kan gabe højt nok, må der 30 kg briketter og 5 kg fuglefrø til når de faste forplader skal limes til kabinetterne. Det virkede glimrende, men sig det ikke til solsortene, de mener i forvejen at servicen er alt for sløv om morgenen!

Søndag - oliering af forplader og så kan der skrues sammen. Det eneste der mangler nu, er nogle gitre foran enhederne. Jeg skal - når lejlighed byder sig - have set på dem Brinck har. Det skal nok være 8" udgaven, selvom enhederne kun er 6,5". De 4 "hjørner" hvor skruerne sidder fylder ganske meget.


Så spiller de! - her i deres naturlige habitat.

Nu skal der høres musik.

TQWT - siden sidst

I den forløbne uge - og specielt her i week-enden - er der sket en del.

Sidste mandag kom jeg forbi Hifi-Klubben i Roskilde og fik købt højttalerkabler og stik. Det blev til nogle Silver Anniversary XT fra QED (med godt med slangeolie og fe-støv) samt banastik og spader. Efter en del roderi med loddekolbe osv kom de til at spille samme aften. Foreløbigt med Sequence højttalerne - TQWT'erne er til maleren (det er også mig). De nye kabler har en væsentligt renere og bløde diskant i sammenligning med de gamle fletninger. Bassen er nok også renere, men ihvertfald anderledes. Om det så skyldes kablerne i sig selv, eller at der ikke længere er bi-wirering (det er der ikke meget idé i til et par fuldtoneenheder ;-) ) er lidt svært at sige. Jeg er meget spændt på at høre TQWT'erne med de nye kabler. Med hensyn til udseende er de væsentligt mere diskrete end de gamle kabler. Jeg tror næsten at de har en acceptabel WAF.

Nu har TQWT'erne fået en nydelig lysegrå farve på sider, top og bagside. De skulle lige have det sidste strøg på toppen idag, der var lidt ujævnheder i sammenflydningen der ikke var forsvundet efter sidste lag igår (sikke dog noget snask at hente en malerrulle op af en godt tilsyltet plastikpose - hver gang jeg troede jeg var færdig og havde fået renset hænderne i terpentin, var der lige en ting mere).
Forsiderne blev savet og kantfræset igår - carporten er fuld af rødbrunt støv og savsmuld. Det lader til at være noget halvhissigt stads det acajou træ. I aftes hævede min læbe kraftigt op og her til formiddag synes jeg også det sad i øjnene. Jeg må hellere bruge støvmaske når der skal saves ud til enhederne, og til den sidste finslibning inden olieringen.

Næste træk er at få savet ud til enhederne. Jeg havde håbet på at kunne fræse hullerne, men fræserens cirkel-anslag kan ikke komme under en radius på ca 10,5 cm, og jeg skal bruge 7,6! Ærgerligt, det bliver så stiksaven igen. Nå, jeg har en fornemmelse af at acajou'en er nemmere at save end MDF, og den er også nogle mm tyndere (den blev købt som 18 mm, men ser nærmere ud til at være 16).

TQWT - Start på en finish

I ugens løb havde jeg fået spartlet begge kabinetter og slebet dem. Igår var jeg rundt til diverse tømmerhandler for at se på noget træ til fronterne. Min første idé var krydsfiner med en pæn side. Problemet viste sig at være at man kun kan købe det i hele plader - 122 * 244 cm. Et problem ville være at få det hjem, et andet og nok så alvorligt at få skåret det op i de 4 stumper (2 á 25 * 30 cm og 2 á 25 * 60) jeg skulle bruge. Der er en almindelig work-mate næppe tilstrækkeligt underlag.

I stedet besluttede jeg mig for to hylder af acajou-limtræ. Det er en mørk trope-træsort der kommer til at se rigtigt godt ud (håber jeg!) efter et møde med noget fint sandpapir og lidt træ-olie. Planen er at skære nye plader til højttaler enhederne og et sæt plader til at dække resten af fronten. "Højttaler pladerne" skal stadig skrues på, men resten limes. Det vil også give en yderligere afstivning af hornets første del, hvor det højeste tryk findes. Pladerne er 18 mm tykke, men med en affasning af kanterne (med den nye overfræser jeg fandt til en rimelig penge i Bauhaus) tror jeg det bliver ret godt. Lørdag eftermiddag og idag har kabinetternes sider, top og bagside fået grunder, slibning, ny spartling, slibning og ny grunder. De er nu ved at være så glatte at det ikke varer længe før der skal tænkes på maling. Idéen er en mellemgrå, som jeg tror kommer til at passe godt til det mørke træ.

Senere skal jeg have set på et par sorte gitre til at sætte foran enhederne - på Brinks netside ser det ud til at de har noget der kan bruges. De må besøges ved lejlighed. Samtidigt skal jeg også have stik til et par nye og mere diskrete højttalerkabler end de fletninger af almindelig netledning der gør tjeneste nu. Det har Jette glædet sig til (alt for) længe!

En Mozart duet

Sinfonia Concertante i Es-dur for violin og viola (KV 364) er en skøn duet. Jeg har netop hørt den i en 1989 optagelse med Takako Nishizaki på violin og Ladislav Kyselak på bratch. Den er med som (ædelt!) fyld på Naxos sættet med Mozarts violinkoncerter med deres originale husorkester Capella Istripolitana, med Stephen Gunzenhauser som dirigent.

Det var vist dette orkester der nærmest var eksistensgrundlaget for Naxos i de første år. Samtidigt er det (for mig i hvert fald) også noget nær synonymet med den lette luftige Mozart besætning, der for alvor fornyede og moderniserede opførelsespraksis for 15-20 år siden. Væk var den overfyldte - ja næsten tunge og klæge - klang af et 100-mands højromantisk symfoniorkester, der prøver at spille Mozart uden at drukne undervejs ;-). Det var en meget velkommen fornyelse - der jo i bund og grund var en tilbagevenden til den orkesterstørrelse Mozart (maksimalt!) havde mulighed for at råde over i sin egen tid.

Misforstå mig nu ikke - der er absolut ikke noget i vejen med hverken Berlinerne eller Wienerne - i deres repertoire. Både Mahler og Bruckner ville være en - skal vi være diplomatiske at sige ganske anderledes oplevelse med et 25-mands orkester - og slet ikke det komponisten havde tænkt. På samme vis klinger en Mozart koncert eller symfoni også meget mere rigtig - og med den rigtige balance mellem solist og orkester - med den størrelse orkester de blev skrevet til.

Tilbage til Sinfonia Concertante'n der nærmere er en dobbeltkoncert for violin og bratch - jeg tror det er noget af den skønneste dialog mellem de to instrumenter jeg kender i nogen koncert form. Brahms dobbeltkoncert for violin og cello, skrevet mere end 100 år senere, falder i hu som en slags parallel (naturligvis med bratchen erstattet med cello'en - med sit bredere span end bratchen passer cello'en bedre til Brahms' større og tættere orkesterbesætning). Den står på reolen i en skøn indspilning med Bruno Walther i spidsen for sit eget Columbia Symphony Orchestra. Pladen er produceret i 1973, men indspilningen må være en del ældre, Bruno Walther døde i 1962.

Bruno Walther var forøvrigt også en yppig Mozart dirigent, tænk bare på "The birth of a performance" - den berømte indspilning af prøver og opførelse af Linz'er symfonien (nr 36 i C-dur) - jeg har den stående i en (original?) mono-indspilning fra CBS. Eller f.eks sættet med de sidste 6 symfonier, også med Columbia Symphony. Min udgave er fra 1963, men desværre de "tynde" presninger CBS (og andre amerikanske pladeselskaber - RCA f.eks.) ekselerede i i de år. De bliver nu nydt alligevel, ved passende lejligheder, det er altid godt at se på hvor man kommer fra.

Den romantiske Nielsen

Nej, ikke Carl - det er Ludolf jeg tænker på. Indtil for et par år siden havde jeg aldrig hørt om ham, men her er (endnu) en dansk senromantisk komponist der er værd at høre på. Naxos har udgivet alle LN's 3 symfonier, sammen med nogle mindre orkesterværker, alt dirigeret af Frank Cramer. Den første CD - med symfoni nr 1 og den symfoniske suite "Fra Bjærgene" købte jeg af ren nysgerrighed - en dansk komponist jeg aldrig havde hørt om - det måtte prøves!

Det fortrød jeg ikke - de to næste CD'er blev købt med passion. Symfoni nr 1 og 2 er indspillet af Sønderjyllands Symfoniorkester, mens nr 3 er indspillet af Bamberger Symfonikerne i deres flotte koncertsal "Sinfonie an der Regnitz" - som vi forøvrigt så fra en turbåd på floden i sommer. Der vil jeg gerne ind og høre en koncert ved lejlighed!

Forleden genhørte jeg 3.symfoni - som jeg før har skrevet er de nye højttalere (også) helt suveræne til det store orkester. Det er en fremragende indspilning! Herfra skal der lyde en varm anbefaling af at låne et øre til Ludolf Nielsen (1876-1939) og hans musik. Den står sagtens distancen ved siden af andre danske senromantikere.

Karajan (næsten) værd at høre på

De nye højttalere er nu både spillet rimeligt til (der gaar nu rygter om at de bliver bedre og bedre igennem 6 måneder - det må blive godt!) og jeg har efterhånden faaet justeret dæmpningen ganske godt. De spiller nu meget rent, åbent, expansivt og ubesværet - så meget at selv de gamle Karajan indspilninger af Beethoven og Brahms fra 60'erne er værd at høre på igen. De sidste mange år har jeg følt at de var så komprimerede og massive i mellem til kraftige passager, at det var en lidelse at høre på. I forvejen er Karajan på sit højdepunkt en ren klangdyrker, hvor mere moderne opfattelser langt mere går efter rytme og luft, med mindre og slankere besætninger. TQWT'erne har så meget luft i de kraftige passager, og så ren en bas, at grænsen for hvornår "masiviteten" indtræffer i de gamle indspilninger er flyttet mærkbart opefter. Nu er f.eks. Beethoven i sig selv jo også forholdsvis massiv, og når det er kombineret med en talrig besætning på alle poster skal det jo give resultater.

Det er tydeligt at jeg hører mere romantisk og symfonisk musik på de nye højttalere - i den sidste lange tid har det mest været kammermusik, barok og wiener-klassik der har fået lov at dominere via de flade Sequence højttalere. Dermed ikke sagt at kammermusik ikke lyder fremragende på TQWT'erne. De kan få en cello til at synge med den helt rigtige lyd af træ og harpiks der for mig er indbegrebet af en cello og et flygel får en meget realistisk störrelse og klang med den fremragende transientgengivelse. Det er genialt rigtigt med én fuldtoneenhed, og intet delefilter til at rode rundt med faseforholdene.
Alt bliver efterladt (mere) ægte og urørt på den måde.

Ind i varmen igen

Efter 48 timers tilspilning ude i det kolde udhus, er højttalerne nu inde i varmen igen. De er nok nødt til at akklimatisere sig en smule, før der bliver fyret op under (i?) dem.

Test af mail blogning

Dette indlæg er sendt via mail til bloggen. Der er sidste gang jeg
prøver at få det til at virke!.

TQWT - nu med Fostex

Efter en week-end hvor der kom godt liv i begge højttalere - og de lyder rigtigt godt - åbent, ubesværet og naturligt - så kom Fostex enhederne jeg havde bestilt fra BD-Design i Holland igår.

Så det var frem med skruetrækker og stiksav, der skulle skæres huller i de løse frontplader til de nye enheder. At skære et hul på 137 mm op til 146 mm i en tyk MDF plade er ikke det sjoveste på en tirsdag aften! Men det lykkedes, og nu står de begge og spiller til med en gammel receiver spændt for, ude i vores udhus. Efter sigende tager det omkring 100 timer. De lød nu ellers ganske godt fra starten, så det må jo gå hen og blive helt fremragende ;-).

Her til aften lyder det glimrende ude i lydværkstedet - jeg holder nok ikke til at vente længere end til imorgen aften. 48 timer er vel også helt præsentabelt?

TQWT - nr 1 spiller for alvor

Nr 1 spiller! - Det blev ikke til at komme igang med nr 2 her iaften, det kursus jeg er på i disse dage trækker rigeligt med tænder ud. I stedet blev det til et billede af det spillende unikum (Der er jo kun én endnu!). Jeg glæder mig utroligt til nr 2 kan være med, men den står stadig og ser noget flad ud i baggrunden.

Forbedringerne igår aftes - primært den skrå plade bagest i den store bøjning - har for alvor hjulpet (sammen med en lidt anderledes placering af dæmpningsmaterialet?). Det er en ualmindelig stor fornøjelse at lytte til både kammermusik, orkestermusik og vokal - selv med kun én højttaler, en ikke særligt fremragende receiver til at trække den med og en lidt tilfældig placering i et for lille rum.

Now playing: Romantiske danske klavertrioer af Hartmann, Heise og Barnekow med Eskar Trioen. Det tre piger kan bare det der!

TQWT - de næste skridt

Dagens puslerier har fået den skrå plade i øverste bøjning på plads. Jeg eksperimenterede først med lidt glasuld i den første tredjedel af hornet. Det havde ikke så stor virkning som jeg havde ventet - nu må vi se om den skrå plade gavner? Med dæmpningen tror jeg dog ikke der kommer noget særligt over basområdet ud gennem hornet længere.

Nu har jeg også fået lavet tilslutningsterminaler - simpelt: maskinskruer ud gennem bagvægen, 2 møtrikker til at spænde kabler med spadestik under. Samtidigt er der kommet en ordentlig dimension ledning til fra enheden til terminalerne indvendigt i hornet.

Når limen til den skrå plade er nogenlunde tør, skal der lyttes igen! Nr 2 begynder jeg forhåbentligt på imorgen aften.

TQWT - nr 1 spiller

Igår sidst på aftenen kom jeg så langt med den første højttaler at den fik lov at spille musik for første gang. Det indledende indtryk er at der er hul igennem. Ren og ubesværet lyd. Lidt til den lyse side, men der er heller ikke hverken dæmpning eller den skrå plade der skal jævne bøjningen ud op mod top og bagplade. Samtidigt hænger ledningen også bare ud gennem porten forneden.

Men, men, men - det virker! Princippet med den løse ekstra baffel til højttalerenheden der skal monteres bagfra fungerer også. Jeg har slået nogle "møtrik-ankre" i forborede huller, således at ankrene sidder på indersiden af forpladen. Dermed kan den løse baffel skrues på med maskinskruer, det gør det nemt at skifte og eksperimentere. Med tætningsliste både bag den løse plade, og hele vejen rundt langs den sidste side (der bliver holdt på plads med 4 skruetvinger - jeg har ikke fået boret til skruer endnu) er boksen også tæt hvor den skal være det.

TQWT - nr 1 undervejs

Igår fik jeg savet top, bund, sider, front og bag til begge kabinetter - den skrå sektion kan jeg først tage det endelige mål til undervejs. Idag fik jeg pillet den ene af de gamle Philips enheder ud. Den har typebetegnelse AD 7060 og er en 5 Ohms enhed med wizzer-cone. Det ser ud til at den helst skal monteres bagfra. Der er meget lille afstand mellem skruehuller og den udskæring der skal til hvis den skal monteres forfra. Det kan næppe holde, så jeg har valgt en anden metode. I kabinetterne saver jeg hullet stort nok - også stort nok til de andre enheder jeg har i tankerne at lege med. Derefter sætter jeg enheden i en ekstra plade - Philips enhederne kan så blive monteret bafra, mens Fostex enheder kan blive monteret forfra i hver deres skræddersyede monteringsplader. Monteringspladen skal derefter boltes fast på kabinettet (med passende tætning imellem). Når vi når til den endelige udgave vil det være oplagt at give monteringspladen en finish der matcher resten af kabinettet (f.eks malet kabinet, med monteringsplade i ædeltræ?).

Nu er det første kabinet, som man kan se, delvist samlet. Side, top, front og portens "tag" er på plads og står og tørrer. Når det er klar skal skråvægen saves til og monteres. Derefter bagstykke og bund. Den sidste side bliver skruet tørt på, så det er muligt at arbejde med dæmpning osv, indtil alt stemmer.

TQWT - Grovsavet

Træet står bare og venter på at jeg kommer igang med at mærke op, og save top og bund samt korte front, bagside og "hornvæg" af i rette størrelser.

Bloggerier - mail

Gad vide hvad det er for en fidus jeg ikke har fundet? Nu har jeg et par gange prøvet at opdatere min blog via en mail, men der sker ingenting. Det nye indlæg kommer ikke frem, det står ikke på listen over indlæg og jeg får ikke nogen mail tilbage om at der er fejl? Hvis jeg skriver til en bevidst forkert blog-adresse kommer der heller ingen delivery fejl. Hva' foregår der...?

TQWT - Træet købt

Så var der omsider tid - to aflyste aftaler sidst på eftermiddagen gav luft til at jeg kom forbi Bauhaus og fik købt træet til højttalerne. At bagegerummet nu omsider var tøet efter det kraftige isslag der har dækket det siden sidste fredag morgen var selvfølgelig en ekstra bonus.

Jeg havde regnet med at bruge 21 mm MDF, men kunne ikke få andet end 19 mm. Det går nok også an. Hvis det bliver vellykket (og efter der er kommet de endelige enheder i) har jeg tænkt på at beklæde siderne (delvist?) med et ekstra lag ædeltræ. Både for stabiliteten og for udseendet. Det må rigeligt kompensere for de manglende få milimeter. De første 10 lange snit fik jeg skåret på byggemarkedets store sav. Det gik nemt og hurtigt, og har efterladt nogle flotte lige og meget rene snit. Det ser også ud til at målene holder ganske godt. Det er bestemt pengene værd at få skåret pladen. Det ville heller ikke have været til hverken at transportere eller save en (tung!) plade på 122 * 242 cm.

TQWT projektet

Jeg er efterhånden landet på dette højttalerprojekt: Little Boy TQWT. Planen er først at få kabinetterne bygget og udstyret med de gamle Philips enheder. Hvis det ser ud til at være værd at fortsætte med, kommer der nok et par Fostex enheder i. Det ideelle ville være FE168SE, men et billigere alternativ kunne være FE166 eller FE167.



Foreløbigt har jeg fået tegnet en udskæringsplan der bør kunne passe til en 120 * 240 cm plade. Det bliver nok 22 mm MDF, selvom mange skriver at birke krydsfiner lyder bedre. Hvis det bærer derhenad kan det være de skal forsynes med (delvise?) sidestykker i "rigtigt" træ - både af hensyn til udseendet, og til lyden.

Det er min idé at få pladen skåret efter de 10 markerede snit i byggemarkedet. Resten kan jeg nok selv klare med rund- eller stiksav.

Fra den nyere bunke

Den nyere bunke (decembers fristelser og julegaver) har mange meget spændende ting. En af de absolut bedre jeg har hørt indtil nu, er den nye Classico indspilning af 5 af Beethovens sonater for cello og klaver med Amalie Malling og Morten Zeuthen (ClassCD 660-61). Jeg har slet ikke hørt dette dejlige sæt nok endnu, men den sonate der står stærkest for mig på dette tidspunkt er nr 2. Det er ægte (tidlig - opus 5) Beethoven - lige fra det lyrisk syngende (ren Schubert!) til bjørnestærk "Don't mess with my piano!" Beethoven - eller måske skal det nærmere være "Nicht mit meine Klavier klabautern!". Pragtfuldt! - men næste gennemlytning må vente et par dage, en god kollega måtte lige låne.

En anden meget spændende ting - julegave fra min skønne viv! - er Opera proibita (Decca 475 6924) - arier af Händel, Scarlatti og Caldara sunget af Cecilia Bartoli. Blandt de mere stille ting på denne plade (den gode CB fornægter bestemt ikke sit sanglige temperament!) er en udgave af Lascia la spina af Händel. Den var både bekendt og så alligevel ikke. I aftes fandt jeg ud af hvorfor. Denne udgave stammer fra oratoriet Il Trionfo del Tempo et del Disinganno (Tidens og desillutionens triumf) som Händel skrev under sit ophold i Rom som ung mand i 1707. Tempoet er her en langsom sarabande.
Da Händel omarbejdede dette oratorie til Il Trionfo del Tempo et della Verità (Tidens og sandhedens triumf) i London i 1737 blev teksten brugt til en arie i allegro. Måske både fordi tiden var en anden, og publikum i London havde ganske andre forventninger end hans mentor i Rom - Cardinal Pamphili - der skrev teksten i 1707? Det er forøvrigt også tankevækkende at det meget religiøse miljø i Rom taler om desillution, mens det langt mere oplysningsorienterede miljø i London taler om sanheden?
På Naxos pragtindspilning af 1737 udgaven (Naxos 8.554440-42) findes den gamle udgave fra 1707 også, som en form for ekstra nummer efter et mellemspil. Interessant nok er mellemspillet en improvisation for 2 cemballi skrevet til operaen Almira i Hamburg i 1704, og her optræder sarabande udgavens tema (delvist) i starten.
Endnu en ting der fremgår af pladenoterne fra Naxos er at Händel faktisk bearbejdede dette oratorie til en 3.udgave - nu med engelsk tittel The Triumf of Time and Truth i 1757, med en let revideret udgave på Covent Garden i 1758, året før hans død i 1759. Den udgave har jeg aldrig hørt - det kunne være spændende!

Endnu en perle (også julegave fra min dejlige pige!) er oboværker af Mozart og Lebrun med Albrecht Mayer som solist og Claudio Abbado i spidsen for Mahler Chamber Orchestra (DG 476 235-2). Udover de fødte oboværker af Mozart (koncerten og to andanter) har Mayer bearbejdet 2 koncertarier for obo - obo'en giver i aller højeste grad sopranerne noget at tænke over! Det er ren juleguf for ørerne. Lebrun (meget tæt på samme årstal som Mozart - 1752-1790) kendte jeg slet ikke. Hans obokoncert er rigtig dejlig, og bestemt værd at genhøre adskillige gange.

Der er mere i bunken, men det må blive en anden dag!

Planer/ideer
En anden ting der også har noget med musik at gøre, rumler rundt i baghovedet på mig for tiden. Jeg er blevet mere og mere fascineret af idéen om at prøve at bygge et par højttalere efter TQWT princippet (også kaldet Voigt horn eller kvartbølgehorn). I første omgang bare til genbrug af de fuldtoneneheder der sidder i vores oldgamle små Philips terninger der får lov at spille lidt i arbejdsværelset af og til. Hvis det kommer til at fungere rimeligt er idéen så at skifte enhederne til et par af Fostex' meget følsomme fuldtoneenheder. Hvad det senere kan føre med sig af SE triode rørforstærkere med lav udgangseffekt og meget stor musikalitet skal vi vist ikke ind på endnu ;-) (Decware's Zen forstærker?).

Endnu har jeg ikke fået fundet den helt rigtige konstruktion, men der findes mange at tage af på nettet. Jeg skal også have overvejet om jeg tror at rundsaven og jeg kan finde hinanden igen, efter mange års pause. På den anden side er der også en blanding af fascination, nysgerrighed og tanker om de mini-Voigthorn der leverede musikken derhjemme i starten af halvfjerserne. Tanken om en rørforstærker med lav effekt, kombineret med horn med høj virkningsgrad og kun én driver lyder umiddelbart meget rigtig. Med min efterhånden foretrukne smag for kammermusik, barok og den tidlige klassiks mindre besætninger tror jeg også det kan passe meget fint sammen.

Vi får se! - der skal nok komme flere tanker, før der sker noget.