TQWT - Start på en finish

I ugens løb havde jeg fået spartlet begge kabinetter og slebet dem. Igår var jeg rundt til diverse tømmerhandler for at se på noget træ til fronterne. Min første idé var krydsfiner med en pæn side. Problemet viste sig at være at man kun kan købe det i hele plader - 122 * 244 cm. Et problem ville være at få det hjem, et andet og nok så alvorligt at få skåret det op i de 4 stumper (2 á 25 * 30 cm og 2 á 25 * 60) jeg skulle bruge. Der er en almindelig work-mate næppe tilstrækkeligt underlag.

I stedet besluttede jeg mig for to hylder af acajou-limtræ. Det er en mørk trope-træsort der kommer til at se rigtigt godt ud (håber jeg!) efter et møde med noget fint sandpapir og lidt træ-olie. Planen er at skære nye plader til højttaler enhederne og et sæt plader til at dække resten af fronten. "Højttaler pladerne" skal stadig skrues på, men resten limes. Det vil også give en yderligere afstivning af hornets første del, hvor det højeste tryk findes. Pladerne er 18 mm tykke, men med en affasning af kanterne (med den nye overfræser jeg fandt til en rimelig penge i Bauhaus) tror jeg det bliver ret godt. Lørdag eftermiddag og idag har kabinetternes sider, top og bagside fået grunder, slibning, ny spartling, slibning og ny grunder. De er nu ved at være så glatte at det ikke varer længe før der skal tænkes på maling. Idéen er en mellemgrå, som jeg tror kommer til at passe godt til det mørke træ.

Senere skal jeg have set på et par sorte gitre til at sætte foran enhederne - på Brinks netside ser det ud til at de har noget der kan bruges. De må besøges ved lejlighed. Samtidigt skal jeg også have stik til et par nye og mere diskrete højttalerkabler end de fletninger af almindelig netledning der gør tjeneste nu. Det har Jette glædet sig til (alt for) længe!

En Mozart duet

Sinfonia Concertante i Es-dur for violin og viola (KV 364) er en skøn duet. Jeg har netop hørt den i en 1989 optagelse med Takako Nishizaki på violin og Ladislav Kyselak på bratch. Den er med som (ædelt!) fyld på Naxos sættet med Mozarts violinkoncerter med deres originale husorkester Capella Istripolitana, med Stephen Gunzenhauser som dirigent.

Det var vist dette orkester der nærmest var eksistensgrundlaget for Naxos i de første år. Samtidigt er det (for mig i hvert fald) også noget nær synonymet med den lette luftige Mozart besætning, der for alvor fornyede og moderniserede opførelsespraksis for 15-20 år siden. Væk var den overfyldte - ja næsten tunge og klæge - klang af et 100-mands højromantisk symfoniorkester, der prøver at spille Mozart uden at drukne undervejs ;-). Det var en meget velkommen fornyelse - der jo i bund og grund var en tilbagevenden til den orkesterstørrelse Mozart (maksimalt!) havde mulighed for at råde over i sin egen tid.

Misforstå mig nu ikke - der er absolut ikke noget i vejen med hverken Berlinerne eller Wienerne - i deres repertoire. Både Mahler og Bruckner ville være en - skal vi være diplomatiske at sige ganske anderledes oplevelse med et 25-mands orkester - og slet ikke det komponisten havde tænkt. På samme vis klinger en Mozart koncert eller symfoni også meget mere rigtig - og med den rigtige balance mellem solist og orkester - med den størrelse orkester de blev skrevet til.

Tilbage til Sinfonia Concertante'n der nærmere er en dobbeltkoncert for violin og bratch - jeg tror det er noget af den skønneste dialog mellem de to instrumenter jeg kender i nogen koncert form. Brahms dobbeltkoncert for violin og cello, skrevet mere end 100 år senere, falder i hu som en slags parallel (naturligvis med bratchen erstattet med cello'en - med sit bredere span end bratchen passer cello'en bedre til Brahms' større og tættere orkesterbesætning). Den står på reolen i en skøn indspilning med Bruno Walther i spidsen for sit eget Columbia Symphony Orchestra. Pladen er produceret i 1973, men indspilningen må være en del ældre, Bruno Walther døde i 1962.

Bruno Walther var forøvrigt også en yppig Mozart dirigent, tænk bare på "The birth of a performance" - den berømte indspilning af prøver og opførelse af Linz'er symfonien (nr 36 i C-dur) - jeg har den stående i en (original?) mono-indspilning fra CBS. Eller f.eks sættet med de sidste 6 symfonier, også med Columbia Symphony. Min udgave er fra 1963, men desværre de "tynde" presninger CBS (og andre amerikanske pladeselskaber - RCA f.eks.) ekselerede i i de år. De bliver nu nydt alligevel, ved passende lejligheder, det er altid godt at se på hvor man kommer fra.

Den romantiske Nielsen

Nej, ikke Carl - det er Ludolf jeg tænker på. Indtil for et par år siden havde jeg aldrig hørt om ham, men her er (endnu) en dansk senromantisk komponist der er værd at høre på. Naxos har udgivet alle LN's 3 symfonier, sammen med nogle mindre orkesterværker, alt dirigeret af Frank Cramer. Den første CD - med symfoni nr 1 og den symfoniske suite "Fra Bjærgene" købte jeg af ren nysgerrighed - en dansk komponist jeg aldrig havde hørt om - det måtte prøves!

Det fortrød jeg ikke - de to næste CD'er blev købt med passion. Symfoni nr 1 og 2 er indspillet af Sønderjyllands Symfoniorkester, mens nr 3 er indspillet af Bamberger Symfonikerne i deres flotte koncertsal "Sinfonie an der Regnitz" - som vi forøvrigt så fra en turbåd på floden i sommer. Der vil jeg gerne ind og høre en koncert ved lejlighed!

Forleden genhørte jeg 3.symfoni - som jeg før har skrevet er de nye højttalere (også) helt suveræne til det store orkester. Det er en fremragende indspilning! Herfra skal der lyde en varm anbefaling af at låne et øre til Ludolf Nielsen (1876-1939) og hans musik. Den står sagtens distancen ved siden af andre danske senromantikere.

Karajan (næsten) værd at høre på

De nye højttalere er nu både spillet rimeligt til (der gaar nu rygter om at de bliver bedre og bedre igennem 6 måneder - det må blive godt!) og jeg har efterhånden faaet justeret dæmpningen ganske godt. De spiller nu meget rent, åbent, expansivt og ubesværet - så meget at selv de gamle Karajan indspilninger af Beethoven og Brahms fra 60'erne er værd at høre på igen. De sidste mange år har jeg følt at de var så komprimerede og massive i mellem til kraftige passager, at det var en lidelse at høre på. I forvejen er Karajan på sit højdepunkt en ren klangdyrker, hvor mere moderne opfattelser langt mere går efter rytme og luft, med mindre og slankere besætninger. TQWT'erne har så meget luft i de kraftige passager, og så ren en bas, at grænsen for hvornår "masiviteten" indtræffer i de gamle indspilninger er flyttet mærkbart opefter. Nu er f.eks. Beethoven i sig selv jo også forholdsvis massiv, og når det er kombineret med en talrig besætning på alle poster skal det jo give resultater.

Det er tydeligt at jeg hører mere romantisk og symfonisk musik på de nye højttalere - i den sidste lange tid har det mest været kammermusik, barok og wiener-klassik der har fået lov at dominere via de flade Sequence højttalere. Dermed ikke sagt at kammermusik ikke lyder fremragende på TQWT'erne. De kan få en cello til at synge med den helt rigtige lyd af træ og harpiks der for mig er indbegrebet af en cello og et flygel får en meget realistisk störrelse og klang med den fremragende transientgengivelse. Det er genialt rigtigt med én fuldtoneenhed, og intet delefilter til at rode rundt med faseforholdene.
Alt bliver efterladt (mere) ægte og urørt på den måde.

Ind i varmen igen

Efter 48 timers tilspilning ude i det kolde udhus, er højttalerne nu inde i varmen igen. De er nok nødt til at akklimatisere sig en smule, før der bliver fyret op under (i?) dem.

Test af mail blogning

Dette indlæg er sendt via mail til bloggen. Der er sidste gang jeg
prøver at få det til at virke!.

TQWT - nu med Fostex

Efter en week-end hvor der kom godt liv i begge højttalere - og de lyder rigtigt godt - åbent, ubesværet og naturligt - så kom Fostex enhederne jeg havde bestilt fra BD-Design i Holland igår.

Så det var frem med skruetrækker og stiksav, der skulle skæres huller i de løse frontplader til de nye enheder. At skære et hul på 137 mm op til 146 mm i en tyk MDF plade er ikke det sjoveste på en tirsdag aften! Men det lykkedes, og nu står de begge og spiller til med en gammel receiver spændt for, ude i vores udhus. Efter sigende tager det omkring 100 timer. De lød nu ellers ganske godt fra starten, så det må jo gå hen og blive helt fremragende ;-).

Her til aften lyder det glimrende ude i lydværkstedet - jeg holder nok ikke til at vente længere end til imorgen aften. 48 timer er vel også helt præsentabelt?

TQWT - nr 1 spiller for alvor

Nr 1 spiller! - Det blev ikke til at komme igang med nr 2 her iaften, det kursus jeg er på i disse dage trækker rigeligt med tænder ud. I stedet blev det til et billede af det spillende unikum (Der er jo kun én endnu!). Jeg glæder mig utroligt til nr 2 kan være med, men den står stadig og ser noget flad ud i baggrunden.

Forbedringerne igår aftes - primært den skrå plade bagest i den store bøjning - har for alvor hjulpet (sammen med en lidt anderledes placering af dæmpningsmaterialet?). Det er en ualmindelig stor fornøjelse at lytte til både kammermusik, orkestermusik og vokal - selv med kun én højttaler, en ikke særligt fremragende receiver til at trække den med og en lidt tilfældig placering i et for lille rum.

Now playing: Romantiske danske klavertrioer af Hartmann, Heise og Barnekow med Eskar Trioen. Det tre piger kan bare det der!