Field og Bernstein

John Fields klaverkoncert nr 3 er i den nye udgave (se nedenfor) spillet på Fortepiano. Det er muligvis meget historisk korrekt, men også noget tyndbenet i forhold til et flygel. Når resten af orkesteret er i fuld moderne størrelse bliver balancen lidt - vredet? Ellers er det en glimrende opførelse, hvor de har taget en af Fields nocturner med som 2.sats - en ting han efter sigende ofte selv gjorde, når han opførte sine koncerter. Det virker glimrende.

Som partner til Beethovens violinkoncert, på pladen med Hilary Hahn, ligger Bernsteins serenade for violin, strygere, harpe og slagtøj. Den er meget spændende, nu har jeg hørt den 2 gange, og den bliver stadig bedre. Det kan kun være beskedenhed, og måske det større antal satser?, der gør at Bernstein ikke selv indrømmer at det er en violinkoncert. Nå, bare vi andre ved det er en violinkoncert, så gør det jo heller ikke noget.

Serenaden starter meget blidt og lyrisk, men efterhånden som Bernstein fyrer op, kommer jeg til at tænke på Bartok (Koncert for orkester f.eks) og Janacek (Harry Janosh suiten) - det er forresten meget længe siden jeg har hørt nogen af dem? Det er dog umiskendeligt Bernstein. Der er både tydeligt amerikanske ting (dog ikke så meget stetson hat som hos Copland) og i sidste sats umiskendelig jazz - specielt i de knipsede kontrabasser. Helt bestemt værd at høre - også adskillige gange mere. På et eller andet tidspunkt må det da lykkes at finde harpen? - jeg har ikke fundet den endnu, hverken som solo eller i tutti. For mig lyder alt pizzicato som om det er fra strygere, der er ikke den klang af ressonansbund og de øvrige strenge, der ellers karakteriserer harpen, at finde nogen steder.

Nyt fra pladepusheren

Idag var der en ny forsyning fra min gode plade-pusher (Classico Klubben). Beethovens violinkoncert med grøn-øjede Hilary Hahn har allerede været en tur i cd-spilleren. Hendes fløjlsbløde tone er helt rigtig og får denne koncert, der ellers har været gemt noget af vejen i min glemmebog i meget lang tid, til at leve med fuld styrke igen (i en indspilning med Igor Oistrakh og Wiener Philharmonikerne dirigeret af David Oistrakh var det en af de allerførste plader min far og jeg hørte på vores første grammofon hjemme - sammen med Beethovens 2 violin romancer indledte den en lang periode med Beethoven, der førte til et mætningspunkt).

Af andre godter kan nævnes Field's klaverkoncerter nr 2 og 3, 3 af Haydns strygekvartetter fra opus 76 og en plade med klaverstykker af Mozart og hans elev Hummel. Alt sammen ting jeg glæder mig meget til at høre.

På det sidste er Peter Olufsen også begyndt at sælge bøger. Jeg kunne ikke lade A Century of Recorded Music af Timothy Day ligge. Som titlen siger er det et forsøg på at skrive musikindspilningernes historie, fra de første fonografvalser og papirruller til selvspillende klaverer fra 1880'erne og frem til 2000. Jeg er begyndt og det er spændende læsning. Det er fascinerende så mange af de store navne der selv har indspillet, enten på de første akustiske optagelser, eller på ruller til selvspillende klaverer (både Elgar, Mahler, Busoni og Brahms selv kender man optagelser med).

Haydn Symfonier

Dem har man jo hørt mange af. Men han skrev endnu flere!

Nr 1 til 5 havde jeg ikke hørt før, men da boghandleren havde dem stående på disken på en ny (?) Naxos CD med et finsk orkester i lørdags, så måtte de jo prøves. De kom med i bilen her til morgen - absolut værd at lytte til. De skal have en tur på den hjemlige CD-spiller snart. Måske skulle de også lige med over på den bærbare, så de kan komme med på ferie?