Field og Bernstein

John Fields klaverkoncert nr 3 er i den nye udgave (se nedenfor) spillet på Fortepiano. Det er muligvis meget historisk korrekt, men også noget tyndbenet i forhold til et flygel. Når resten af orkesteret er i fuld moderne størrelse bliver balancen lidt - vredet? Ellers er det en glimrende opførelse, hvor de har taget en af Fields nocturner med som 2.sats - en ting han efter sigende ofte selv gjorde, når han opførte sine koncerter. Det virker glimrende.

Som partner til Beethovens violinkoncert, på pladen med Hilary Hahn, ligger Bernsteins serenade for violin, strygere, harpe og slagtøj. Den er meget spændende, nu har jeg hørt den 2 gange, og den bliver stadig bedre. Det kan kun være beskedenhed, og måske det større antal satser?, der gør at Bernstein ikke selv indrømmer at det er en violinkoncert. Nå, bare vi andre ved det er en violinkoncert, så gør det jo heller ikke noget.

Serenaden starter meget blidt og lyrisk, men efterhånden som Bernstein fyrer op, kommer jeg til at tænke på Bartok (Koncert for orkester f.eks) og Janacek (Harry Janosh suiten) - det er forresten meget længe siden jeg har hørt nogen af dem? Det er dog umiskendeligt Bernstein. Der er både tydeligt amerikanske ting (dog ikke så meget stetson hat som hos Copland) og i sidste sats umiskendelig jazz - specielt i de knipsede kontrabasser. Helt bestemt værd at høre - også adskillige gange mere. På et eller andet tidspunkt må det da lykkes at finde harpen? - jeg har ikke fundet den endnu, hverken som solo eller i tutti. For mig lyder alt pizzicato som om det er fra strygere, der er ikke den klang af ressonansbund og de øvrige strenge, der ellers karakteriserer harpen, at finde nogen steder.