En Mozart duet

Sinfonia Concertante i Es-dur for violin og viola (KV 364) er en skøn duet. Jeg har netop hørt den i en 1989 optagelse med Takako Nishizaki på violin og Ladislav Kyselak på bratch. Den er med som (ædelt!) fyld på Naxos sættet med Mozarts violinkoncerter med deres originale husorkester Capella Istripolitana, med Stephen Gunzenhauser som dirigent.

Det var vist dette orkester der nærmest var eksistensgrundlaget for Naxos i de første år. Samtidigt er det (for mig i hvert fald) også noget nær synonymet med den lette luftige Mozart besætning, der for alvor fornyede og moderniserede opførelsespraksis for 15-20 år siden. Væk var den overfyldte - ja næsten tunge og klæge - klang af et 100-mands højromantisk symfoniorkester, der prøver at spille Mozart uden at drukne undervejs ;-). Det var en meget velkommen fornyelse - der jo i bund og grund var en tilbagevenden til den orkesterstørrelse Mozart (maksimalt!) havde mulighed for at råde over i sin egen tid.

Misforstå mig nu ikke - der er absolut ikke noget i vejen med hverken Berlinerne eller Wienerne - i deres repertoire. Både Mahler og Bruckner ville være en - skal vi være diplomatiske at sige ganske anderledes oplevelse med et 25-mands orkester - og slet ikke det komponisten havde tænkt. På samme vis klinger en Mozart koncert eller symfoni også meget mere rigtig - og med den rigtige balance mellem solist og orkester - med den størrelse orkester de blev skrevet til.

Tilbage til Sinfonia Concertante'n der nærmere er en dobbeltkoncert for violin og bratch - jeg tror det er noget af den skønneste dialog mellem de to instrumenter jeg kender i nogen koncert form. Brahms dobbeltkoncert for violin og cello, skrevet mere end 100 år senere, falder i hu som en slags parallel (naturligvis med bratchen erstattet med cello'en - med sit bredere span end bratchen passer cello'en bedre til Brahms' større og tættere orkesterbesætning). Den står på reolen i en skøn indspilning med Bruno Walther i spidsen for sit eget Columbia Symphony Orchestra. Pladen er produceret i 1973, men indspilningen må være en del ældre, Bruno Walther døde i 1962.

Bruno Walther var forøvrigt også en yppig Mozart dirigent, tænk bare på "The birth of a performance" - den berømte indspilning af prøver og opførelse af Linz'er symfonien (nr 36 i C-dur) - jeg har den stående i en (original?) mono-indspilning fra CBS. Eller f.eks sættet med de sidste 6 symfonier, også med Columbia Symphony. Min udgave er fra 1963, men desværre de "tynde" presninger CBS (og andre amerikanske pladeselskaber - RCA f.eks.) ekselerede i i de år. De bliver nu nydt alligevel, ved passende lejligheder, det er altid godt at se på hvor man kommer fra.