Karajan (næsten) værd at høre på

De nye højttalere er nu både spillet rimeligt til (der gaar nu rygter om at de bliver bedre og bedre igennem 6 måneder - det må blive godt!) og jeg har efterhånden faaet justeret dæmpningen ganske godt. De spiller nu meget rent, åbent, expansivt og ubesværet - så meget at selv de gamle Karajan indspilninger af Beethoven og Brahms fra 60'erne er værd at høre på igen. De sidste mange år har jeg følt at de var så komprimerede og massive i mellem til kraftige passager, at det var en lidelse at høre på. I forvejen er Karajan på sit højdepunkt en ren klangdyrker, hvor mere moderne opfattelser langt mere går efter rytme og luft, med mindre og slankere besætninger. TQWT'erne har så meget luft i de kraftige passager, og så ren en bas, at grænsen for hvornår "masiviteten" indtræffer i de gamle indspilninger er flyttet mærkbart opefter. Nu er f.eks. Beethoven i sig selv jo også forholdsvis massiv, og når det er kombineret med en talrig besætning på alle poster skal det jo give resultater.

Det er tydeligt at jeg hører mere romantisk og symfonisk musik på de nye højttalere - i den sidste lange tid har det mest været kammermusik, barok og wiener-klassik der har fået lov at dominere via de flade Sequence højttalere. Dermed ikke sagt at kammermusik ikke lyder fremragende på TQWT'erne. De kan få en cello til at synge med den helt rigtige lyd af træ og harpiks der for mig er indbegrebet af en cello og et flygel får en meget realistisk störrelse og klang med den fremragende transientgengivelse. Det er genialt rigtigt med én fuldtoneenhed, og intet delefilter til at rode rundt med faseforholdene.
Alt bliver efterladt (mere) ægte og urørt på den måde.