Nielsen før og nu - et lille komponist tema

Der er mange måder at spille Carl Nielsen på. For nogle dage siden hørte jeg de 2 første satser af Symfoni nr 1 i g-mol (Opus 7) i en nyere (2001) indspilning med Douglas Bostock i spidsen for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. Der var et eller andet galt, især 1.sats var slet ikke rigtig i mine ører. Den virkede rodet og urolig. Ikke spændt, på kanten, anelsesfuld, truende, ja uheldsvanger urolig som Nielsen ikke bare gerne må, men nærmest skal, være en del steder. Mere bare rodet urolig, som om der ikke ligger en samlet holdning og forståelse bag opførslen. 2.satsen var noget bedre, men stadig ikke helt rigtig.

Faktisk må jeg indrømme at Bostocks indspilninger af de 6 symfonier med tilbehør aldrig helt har ramt plet hos mig.

Her til aften har jeg så hørt den ældre (1967) indspilning med Eugene Ormandy i spidsen for Philadelphia Orkesteret. Det er Nielsen! Her falder det hele meget mere på plads og lyder rigtigt og logisk. Denne indspilning har jeg stående på CD i et sæt med alle 6 symfonier, med Ormandy og Bernstein - her er også de helt klassiske Bernstein indspilniger af nr 5 med New York Philharmonic fra 1962 og nr 3 med det Kongelige Kapel fra 1965. Vel nærmest det uomgængelige sæt hvis man vil høre hvordan Carl Nielsens symfonier blev kendt udenfor vores lokale geografi.

Jeg må snart have sat nogle LP'er i spin - her kunne det være interessant at sammenligne både den ældste indspilning jeg har af nr 1 (Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret - jeg er ikke lige klar over hvornår den er indspillet, men mit eksemplar på Decca Eclipse er fra 1970, og jeg mener at det er Decca's genudgivelses label) og den nyere med Ole Schmidt og London Symphony Orchestra på Unicorn fra 1973-74.

Et andet spændende projekt er de forskellige udgaver af nr 5 - Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret, Bernstein og New York Philharmonic (på både LP og CD), Paavo Berglund og Bournemouth Symphony Orchestra, Jascha Horenstein og New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt og London Symphony Orchestra og endeligt Douglas Bostock og Royal Liverpool Philharmonic (CD). 

Hm - 6 forskellige, det ligner da vist en slags samlermani? Symfoni nr 3 har jeg trods alt kun i 3 udgaver (tror jeg nok - Bernstein, Schmidt og Bostock). Carl Nielsens orkestermusik har altid stået mit hjerte meget nær, mens jeg derimod aldrig har fået fat i hans sange.

Nu fik jeg også lige nævnt en snert af en af mine andre favoritter - Jascha Horenstein. Den mand kan få selv ikke super top orkestre til at spille langt bedre end de selv tror de kan. Det er ikke mindre end magisk til tider! Det må vi vist vende tilbage til igen senere.