lørdag, december 16, 2006

USB DAC i praksis

Installation kan ikke være nemmere - det er jo et HiFi produkt. USB kabel fra PC til DAC, phono kabel fra DAC til forstærker (ja, der er rigtige RCA phono stik på DAC'en, ikke de sædvanlige mini-jack stik alle computer lyd-enheder ellers er så glade for). Tænd PC og forstærker og alt virker. Bemærk at der ikke engang skal strøm til DAC'en, den trækker sin strøm fra USB forbindelsen. Bare det at der ikke skal endnu en irriterende løs strømforsyning i sving, er en stor og velkommen ting.

I Windows XP bliver DAC'en genkendt som USB højttalere, og der skal ikke installeres drivere eller noget som helst andet - så nemt skal det være!

Lyden? - ren, glat, dynamisk, fra den dybeste bas til den højeste diskant - meget langt fra den lettere klemte og små-grynede/mudrede klang fra det integrerede AC97 lydsystem i den bærbare Acer. Ægte musik med en klang der ligger tæt på min Njoe Tjoeb modificerede CD-spillers rør bestykkede analog trin. Kort sagt en sand fornøjelse. Den fuldstændige fravær af støj og andre fremmedelementer (når kildematerialet er rent nok) gør at det er nemt at komme til at skrue en smule mere op end ellers.

Anmeldelsernes ord om lavt udgangsniveau fra EB-01 er ikke noget der har nogen betydning i mit setup. I forvejen har CD-spilleren og gramofonen ikke helt samme niveau. EB-01'en lægger sig nogenlunde mellem de to - bortset fra den tendens til at skrue lidt ekstra op der er en følge af den rene lyd.

Nu bliver det spændende at få gransket lidt mere i forskellene på standard lyd-systemet i Windows (gennem Kmixer) og ASIO drivernes fordele (som tidligere nævnt i TNT-Audios anmeldelse af Trend USB DAC'en). Jeg har installeret ASIO driverne, Winamp afspilleren og den plug-in til Winamp der tillader brugen af ASIO driverne. Det bliver holdt op mod iTunes afspilleren, der benytter standard lyddriverne. Her skal man så - for ikke at blande æbler og pærer unødigt - prøve at holde diskusionen om lyd-formater udenfor - MP3 med forskellige faste og variable bit-rater, Apples komprimerede og loss-less formater, FLAC, OVB, ren WAV osv. Der må noget systematik til. Mere om det (og links til kilder til drivere, plug-ins osv) senere.    

4 kommentarer:

Henrik sagde ...

Hej Klaus, Hvor endte du med at Købe Trned usb enheden henne?

mvh

henrik

Klaus sagde ...

Hej Henrik
Det var ikke Trend DAC'en jeg købte, men den fra Silverstone. Jeg købte den hos www.enavia.com - de var både hurtige og reelle.

venlig hilsen Klaus

simcax sagde ...

Hej Klaus,
Jeg har kigget meget på Firestone DAC (Fubar II) og har haft en del forvirring om hvorvidt man bare kunne købe en DAC og hertil tilslutte højtalere - din artikel fik lige givet mig hintet om at jeg naturligvis også skal have en forstærker ;-) Så øøh tak !

Anonym sagde ...

Hejsa! Jeg har en kæreste der ønsker sig en USB DAC i julegave, og jeg har absolut ingen forstand på det. Køber man det i Hifi butik eller computer butik? (Han selv går meget op i hifi og ikke computer, så lyden skal være god)Hvad koster de ca?

MVH Anne