torsdag, december 21, 2006

De gamle medier spiller endnu

I aller højeste grad endda. Forleden aften var det Panufnik's Fagotkoncert fra 1985 der kom i CD-spilleren. Jeg havde helt glemt at jeg har den skive, men det var et spændende genhør. Meget moderne, men også meget musikalsk musik (hvis ikke det lyder helt hen i vejret).
Igår aftes var det først en bredskuldret Schubert - hans Wanderer Fantasie - der fik lov. Den bliver jeg vist aldrig færdig med. Det er et godt stykke tid siden den sidst har været fremme - på et tidspunkt var jeg nødt til at rationere den lidt, for at den ikke skulle blive fladtrådt. Nu var den god frisk og fin igen.
Næste nummer på tallerkenen var en lidt ældre LP - hvis Shubert var bredskuldret kan man næsten kalde dette for Mozart til hest. Es-dur var det i hvert fald, men det kan jo dårligt heller være andet i en koncert skrevet for naturhorn. Det var 2 af Mozarts hornkoncerter i en dejlig traditionel indspilning med Neville Marriner og St.Martin-in-the-Fields, med Alan Civil som solist. De er fra et ældre Philips sæt på 4 LP'er med samtlige Mozarts blæser-koncerter. Altid en fornøjelse. Lydmæssigt har LP'en heller ikke noget at lade sig høre fra de øvrige formater. Anderledes, men med sine egne stærke sider. Jeg ved ikke hvad det er der gør forskellen, men mange gange lyder en CD som om det er et meget bredt, men ikke særligt (geometrisk) højt lydbillede, mens en LP giver et væsentligt højere lydbillede. Samtidigt kan gode LP'er også noget på dynamik området som de andre kan have svært ved at leve op til - eller er det bare nyere miks der er komprimeret kraftigere? - måske ud fra en tankegang om at musikken mere bliver brugt som lydtapet nu om stunder, hvor det tidligere var beregnet på at man satte sig og lyttede koncentreret?

Egentligt havde jeg regnet med at Beethovens 7.Symfoni (som jeg kun har på LP, med Wienerne og Carlos Kleiber - en DG indspilning fra 1976) skulle på tallerkenen. Tiden blev dog ikke til det, så serveringen må vente til i morgen.

lørdag, december 16, 2006

USB DAC i praksis

Installation kan ikke være nemmere - det er jo et HiFi produkt. USB kabel fra PC til DAC, phono kabel fra DAC til forstærker (ja, der er rigtige RCA phono stik på DAC'en, ikke de sædvanlige mini-jack stik alle computer lyd-enheder ellers er så glade for). Tænd PC og forstærker og alt virker. Bemærk at der ikke engang skal strøm til DAC'en, den trækker sin strøm fra USB forbindelsen. Bare det at der ikke skal endnu en irriterende løs strømforsyning i sving, er en stor og velkommen ting.

I Windows XP bliver DAC'en genkendt som USB højttalere, og der skal ikke installeres drivere eller noget som helst andet - så nemt skal det være!

Lyden? - ren, glat, dynamisk, fra den dybeste bas til den højeste diskant - meget langt fra den lettere klemte og små-grynede/mudrede klang fra det integrerede AC97 lydsystem i den bærbare Acer. Ægte musik med en klang der ligger tæt på min Njoe Tjoeb modificerede CD-spillers rør bestykkede analog trin. Kort sagt en sand fornøjelse. Den fuldstændige fravær af støj og andre fremmedelementer (når kildematerialet er rent nok) gør at det er nemt at komme til at skrue en smule mere op end ellers.

Anmeldelsernes ord om lavt udgangsniveau fra EB-01 er ikke noget der har nogen betydning i mit setup. I forvejen har CD-spilleren og gramofonen ikke helt samme niveau. EB-01'en lægger sig nogenlunde mellem de to - bortset fra den tendens til at skrue lidt ekstra op der er en følge af den rene lyd.

Nu bliver det spændende at få gransket lidt mere i forskellene på standard lyd-systemet i Windows (gennem Kmixer) og ASIO drivernes fordele (som tidligere nævnt i TNT-Audios anmeldelse af Trend USB DAC'en). Jeg har installeret ASIO driverne, Winamp afspilleren og den plug-in til Winamp der tillader brugen af ASIO driverne. Det bliver holdt op mod iTunes afspilleren, der benytter standard lyddriverne. Her skal man så - for ikke at blande æbler og pærer unødigt - prøve at holde diskusionen om lyd-formater udenfor - MP3 med forskellige faste og variable bit-rater, Apples komprimerede og loss-less formater, FLAC, OVB, ren WAV osv. Der må noget systematik til. Mere om det (og links til kilder til drivere, plug-ins osv) senere.    

Microflygelet er ankommet



Det er da en fristende betegnelse ikke? - mere om de gode oplevelser imorgen!

Et avanceret lydkort...

... hedder en DAC når det skal være rigtigt godt. Og det er det. Jeg blev inspireret af TNT-Audio´s artikel om en USB DAC fra Trend. Det lød virkeligt spændende - at man ligefrem (specielt med de rigtige ASIO drivere og en dertil passende afspiller) skulle kunne få en lydkvalitet der ligger over hvad man kan få fra en god CD-afspiller havde jeg aldrig før hørt om. Finten er at de jitter-problemer der er indbygget i S/PDIF interfacet - og derfor i større eller mindre grad plager enhver traditionel CD-afspiller - overhovedet ikke eksisterer i det USB/DAC interface Burr-Brown har designet. Med en pris på 90$ var det jo heller ikke i det luftlag hvor kvalitetslyd plejer at befinde sig. Jeg gik på jagt host Trend og fandt også ud af at de har en forhandler i Europa, men de har tilsyneladende endnu ikke fået USB DAC'en. Derimod har de (omend udsolgt) den også meget interessante TA-10 Class-T forstærker  fra Trend, også til en fornuftig pris. Når der nu ikke er en forhandler med noget på lager i Europa, hvad gør man så? Jo, Trend henviser selv til deres forhandler Buyoyo i Hong-kong. De kalder sig selv verdens største shop for asiatiske DVD/VCD/CD - det tror jeg jeg kender én der vil finde interessant ;-). Det ser også ud til at de sælger til Europa - f.eks findes TA-10 forstærkeren i en udgave med Fransk/Europæisk strømstik. Jeg prøvede at bestille hos dem, men havnede i en obskur autorisation af Visa jeg ikke lige kunne få hoved og hale på - den nærmere forklaring var tilsyneladende på kinesisk.

Næste trin - der er vel andre der fremstiller USB DAC's? - lidt søgen førte til Silverstone der fremstiller EB01 USB DAC'en. Den kan man endda købe hos flere web-butikker herhjemme. Google fandt hurtigt en del anmeldelser - hvor de alvorligste kritikpunkter gik på at det "kun" er en stereo DAC - ingen surround lyd (men det er der heller ikke i vores musik anlæg), og at udgangsniveauet er så lavt at man har brug for en forstærker! - det er absolut ikke noget problem i vores anlæg - Exposure 2010'en gør det glimrende. Alle anmeldelser var enige om at lyden er glimrende - et stort skridt frem i forhold til integrerede lydkort. Samtidigt er designet langt mere HiFi-lignende end det sædvanlige computertilbehør. Absolut også en fordel til noget der skal stå i stuen. Altså var konklusionen klar - en bestilling afsted til www.enavia.com (dansk forhandler på trods af com-endelsen). Og de var hurtige, bestilling mandag eftermiddag og pakken kom med posten tirsdag! 

lørdag, december 09, 2006

Nykøbing måtte vige..

... for en bedre middag med en pragtfuld hvid Valencay fra 2004 (håndimporteret i sommer - se eventuelt Feriebloggen). Desuden fik vi fod på en hel del ønskesedler via diverse netbutikker - herligt at få det på plads.

For ikke at svigte Mozart helt havde jeg fundet Gran Partita frem og hørte den på vej til arbejde. Det er skøn musik - har alt hvad der er Mozart - drøm, poesi, drama, humor.

fredag, december 08, 2006

Herlig aften

Det var en dejlig koncert - og i en skøn gammel - 122 år - sal. Programmet var ændret lidt i forhold til hvad jeg læste igår. I stedet for Prokofieff's sonate for to violiner, fik vi Bachs koncert for 2 violiner i d-mol (BWV 1043). Det var bestemt ikke noget dårligt bytte. De 3 Bach koncerter klang godt og levende i den gamle sal der er helt i træ og med et passende højt loft. En kort og ret tør efterklang gav en fin klarhed i lyden. Og de gode Sjællændere spillede med fryd og entusiasme.

Schnittkes Concerto grosso har jeg som sagt ikke hørt før, men den er bestemt værd at lytte til. Besætningen - 2 violiner, cembalo, præpareret klaver og strygeorkester - er jo ikke ligefrem almindelig. Med årgang 1977 er stilen også ganske anderledes end hos Bach. Navnligt det præparerede klaver, der kun blev brugt i starten af første sats og i slutningen af den sidste - 6. - sats er noget for sig. Nærmest en kombination af et frø-klaver og en dyb og magtfuld nederste oktav på klaveret, med ekstra forstærkning. Det gav en meget god og speciel virkning, der passer fint i den sammenstilling af barokt og moderne tonesprog der er så karakteristisk for koncerten. Kombinationen af små indfald i kontrasterende stil fra enkelte instrumenter, på tværs af hvad resten af orkesteret foretager sig, fik mig ind imellem til at tænke på både Mahler og Carl Nielsen. Hvad jeg mener - jo et cembalo der begynder på en værtshus tango midt i det hele, eller en soloviolin der kaster sig ud i hvad der nærmest minder om en parodi på en billig zigeuner primas udfoldelser ved bordet i en turistrestaurent!

Det præparerede klaver kan også minde lidt om den forstærkede cello i Schnittkes 1.cellokoncert. Det samme gjorde det meget lange og meget gribende crescendo i 5.satsen, hvor både lydstyrke og tonehøjde stiger og stiger til det lige pludseligt bliver brudt.

Det var en skøn aften - var der forresten ikke noget om at Sjællændernes blæsere giver koncert i Nykøbing i morgen aften? Jo! - Blæsersymfoni nr 2 af Richard Strauss og Mozarts Gran Partita for 13 blæsere.  Fristende! - nu må vi se hvornår jeg kommer hjem, og om der er flere billetter.

onsdag, december 06, 2006

Nok gamle bånd og anden dåsemusik!

For en lille tid i hvert fald. Imorgen aften er der koncert - Solistiske Strygere -med Sjællands Symfoniorkester paa Vallekilde Højskole (ikke så forfærdeligt langt herfra). De spiller 2 violinkoncerter af Bach, Prokofieff's Sonate for 2 violiner og Schnittke's Concerto grosso nr 1. Det glæder jeg mig utroligt til, det er meget længe siden jeg sidst har hørt levende musik.

Inspireret af udsigten måtte der lige et par af Bach's violinkoncerter på CD-spilleren da dagens arbejde var slut - dem går man aldrig fejl af, selvom det var en noget anonym indspilning med et ikke særligt kendt hollandsk orkester på en skive fra en "Masser af Bach på 40 cd'er"-kasse. Jeg har ikke hørt Schnittke's Concerto grosso før - jeg kender kun hans cellokoncert, et stort, intenst og pragtfuldt stykke. Længe siden jeg har hørt det sidst, men det står stærkt i hukommelsen. Prokofieff's sonate er også ny for mig - det bliver vist en spændende aften imorgen.

søndag, november 26, 2006

Det hjalp!

Efter et par gange spolen frem og tilbage er det lykkes at få 1.sats af Das Lied von der Erde spillet over, og anden sats - Der Einsame in Herbst - er nu igang. Der er meget længe siden jeg har hørt den sidst - der er en utrolig ro og tidløs - udenfor alting - stemning over denne musik.

lørdag, november 25, 2006

Overspilning af gamle kasetter

Det er tydeligt ved at være sidste øjeblik at få overført de gamle kasettebånd. Jeg har allerede været ude for to bånd der bare stopper midt i afspilningen. Det ene så grelt at det ikke engang kan spoles forbi stedet. Jeg må til at spole båndene igennem et par gange, inden jeg begynder at overspille dem igen.

Seneste produktion er et DG bånd med adagio'en fra Mahlers 10.symfoni (med det Bayerske Radiosymfoniorkester og Rafael Kubelik), sammen med Das Lied von der Erde (med Concertgebouw og Eugen Jochum samt Nan Merriman, mezzo og Ernst Haefliger, tenor). Adagio'en kom fint over, men midt i første sats af Das Lied von der Erde - Das Trinklied von Jammer der Erde - lød der et klonk og båndet vendte. Det var ikke just meningen. Det var så sent på aftenen at det fik lov at vente til næste ombæring. Før det var et bånd med uddrag (arier og kor) af Haydns oratorie Skabelsen kommet i kassen uden problemer - dejlig musik!.

På mit sidste togt til en af computerpusherne - i dette tilfælde Computercity i Glostrup - faldt jeg over et program "Magix Audio Cleaning Lab v 10 deluxe" der hævder at være værktøjet til at lette overspilning af såvel LP'er som kasettebånd til MP3. Til den meget overkommelige pris af 49 kr - endda inclusive et mini-jack til phono kabel og en stor jack til phono adapter - kunne jeg ikke lade det ligge. Det viser sig at være den forrige udgave (der er kommet en 11'er med et par effektfiltre mere) af et glimrende tysk program (med engelsk brugerflade) fra www.magix.com. Det forsøger blandt andet (med vekslende held - det er lidt overentusiastisk omkring pauserne hos Mahler) at dele optagelsen op i spor. Det er dog ganske let at fjerne de spormarkeringer der ikke hører hjemme - og eventuelt sætte nye selv. Programmets hovedfunktion er at brænde normale CD'er med det overspillede materiale, men det kan også sagtens konvertere til MP3 som er det jeg har brug for for tiden. Med den pris kan det kun anbefales.

Sammen med programmet får man endda også Magix Music Manager, som dels er en udmærket afspiller, men som også kan editere MP3 tags på nem og enkel vis.

Lidt mere teknik

Nu er nettet opgraderet til 54 Mbps og det gavner. Der er dog stadig af og til et uforklarligt udfald, lige som musikken spiller. Det skal der forskes noget mere i. Men ellers er det ren musik!

mandag, november 20, 2006

Teknisk set

Teknisk set er der sket lidt siden sidst. Først og fremmest er min Nex LanShare disk ankommet, og den virker bare så det er en fryd. Fysisk føles den tung og gedigen, softwaren var nem at installere og fungerede med det samme. Første trin var naturligvis at få den til at køre fra den stationære pc, via switchen, det gik enkelt. Næste - og rigtigt spændende trin - var at lægge driverne på den bærbare og koble trådløst op - lige så enkelt. Det fungere også glimrende. Endda på et langsomt 802.11b net, hvor manualen ellers (stærkt) anbefaler 802.11g for problemløs brug. De 11 Mbps er i underkanten, 54 Mbps væsentligt mere passende. Musikfiler streamer upåklageligt til den bærbare i stuen og derfra til Exposure'en - også når pc'en i arbejdsværelset er slukket.

Tags til MP3 filerne har jeg fundet 2 måde at klare. Dels kan iTunes (forrygende program!) nemt opdatere dem via Info funktionen for hver fil. Skal det gå lidt mere systematisk for sig er ID3-Tag også et glimrende (Open Source) program.

søndag, november 12, 2006

Det funker!

Det fungerer fint - Nero Wave Editor til optagelse - gemmes i .WAV format og derefter konvertering til MP3 med open source programmet CDex. Det tager dog sin tid, et kassettebånd tager nu den tid det tager og så skal der "klippes op" i de enkelte satser og værker. En ting jeg ikke har fået fod på endnu er hvordan jeg tilføjer ID3 tags med CDex - det må der ses noget mere på.

I aftes og i dag er Dvoraks 8. og 9.symfoni kørt ind i et par dejlige indspilninger med Wienerne og Lorin Mazel (også DG og fra 1982). Lige nu er Haydn's Appónyi kvartetter (opus 71 nr 1 til 3) på vej gennem systemet. Jeg måtte opgive et par af Beethovens klaversonater - båndet ville pludseligt ikke køre den ene vej. Tja, 20 år gamle kassetter bliver jo ikke ligefrem mere pålidelige end de nogensinde har været!

lørdag, november 11, 2006

MP3?

Det har været en lang sommer og efterår (foreløbigt - efteråret er som bekendt langt fra slut endnu) uden mange musikskriblerier. Lidt musiklytten er det da blevet til, men ikke så meget. Det har mere stået på ferierejser, udendørsliv og feriedagbøger. Vi havde dog stor glæde af vores MP3 kapable radio der blev installeret (sammen med faste højttalere) i campingvognen før ferien - langt mere praktisk og med meget bedre lyd end vi havde på påsketuren med bærbar pc og løse højttalere.

Nu er det musiktid igen!

Jeg har længe gået rundt om MP3 som musikmedie uden rigtigt at kunne finde ud af hvad jeg skulle bruge det til. Med en middelsvær samling af såvel LP'er som CD'er - og en musiksmag der for 97% vedkommende er klassisk, er MP3 ikke helt så oplagt et format som for der har en mere samtidig musiksmag. Som temmelig computerorienteret har det egentligt irriteret mig lidt - teknisk set er det interessant, tanken om en server med musik er heller ikke dum, men jeg har ikke rigtigt set mig som en der køber filer på nettet i stedet for CD'er. Samtidigt kan jeg heller ikke helt forestille mig at kvaliteten kan blive den samme fra et - mere eller mindre tilfældigt - lydkort, som den jeg får fra min special modificerede (også kaldet nørdede!) CD-spiller med rør-udgangstrin osv.

Nu tror jeg dog jeg har fundet noget fornuftigt at bruge teknikken til. Der ligger en hel del både købte og hjemmeindspillede kassettebånd på hylden her i arbejdsværelset. Kassettespilleren har dog også været forvist fra stuens anlæg i årevis og efter der er kommet CD-spiler i bilen (for mere end 4 år siden) har jeg faktisk ikke fået hørt noget af den musik. Så er tanken nærliggende (da jeg først fik den!) at her er der noget fornuftigt at lægge over i MP3 filer.

Min første tanke var at bruge Windows Media Player - men som navnet også siger er det en player - den kan rippe CD'er, men ikke optage fra linie indgangen. Windows Sound Recorder er heller ikke beregnet til dette formål - bare en lille ting som at den kun kan optage maks 60 sekunder af gangen lukker hurtigt det bal. Efter lidt roden rundt på computeren fandt jeg frem til at mit CD-brænder program Nero faktisk har en glimrende Nero Wave Editor (NWE) der er som skabt til at overspille og editere filer fra lydkortets linieindgang. Med et mini-jack til RCA kabel blev kassettespilleren forbundet til pc'en og så igang. Næste udfordring var at få reguleret indspilningsniveauet - i første færd klippede det lystigt, og man kan ikke regulere noget i NWE. Nå, via kontrol panelet (og lidt Googling må jeg indrømme) fandt jeg frem til Recording Controls - her kan man stille niveauet, og i mit tilfælde skal det ned omkring 20% eller så.

Lige nu er Brahms violinkoncert i en indspilning fra 1982 (på DG) med Wiener Philharmonikerne, Gideon Kremer som solist og Bernstein som dirigent på vej ned på harddisken. Det bliver spændende at høre den på stuens anlæg (via den bærbare pc og trådløs adgang til filen på den stationære pc i arbejdsværelset).

Et andet problem er jo at det ikke er smart at skulle have to pc'er kørende for at høre et stykke musik. Det er der dog også (delvist!) råd for. Jeg har netop bestilt en Nex LANShare harddisk (250 GB) der kan kobles på lokalnettet. Ved at lægge musik filerne på den opnår jeg 2 ting - dels bliver den stationære pc's efterhånden ret overbefolkede harddisk ikke fyldt ud over randen, dels behøver den pc ikke at være tændt for at den bærbare kan komme til filerne.

Det andet problem - at en bærbar pc er både upraktisk og ikke specielt dekorativ ved siden af stereo'en - må vente til en anden gang med en løsning. Nu skal der først og fremmest (over)spilles musik!

lørdag, maj 27, 2006

Feriemusik - det spiller

Med en indbygningsboks til autoradio (fra DCT - part nummer 1873000) og to stykker 9 mm bøgetræ til at løfte boksen op til forkanten på hylden, kom radioen på plads idag. Det interessante spørgsmål var hvordan jeg fik gjort radion fast på hylden. Løsningen er (og jeg håber det bliver ved med at være) 4 striber velcro. Lidt bøvlet at få en hæftepistol ind, men det gik.

Antennen er løst med ca en meter almindelig ledning, proppet fast i hullet til antennestikket med en tændstik - indtil jeg får fat i et mere reglementeret stik. Ledningen går op i overskabet og hen langs loftet øverste på væggen. Fastgørelse? - gaffatape i tynde strimler. Det virker glimrende, alle 4 DR-kanaler, 100FM og Energy går klart igennem.

Der kommer billeder senere.

onsdag, maj 24, 2006

Feriemusik (anlæg)

På vores påskeferie til Alsace (se Feriebloggen) i år havde vi stor glæde af at have en flok MP3 filer på den bærbare pc, med lyd ud over de medbragte pc-højttalere. Det var lidt bøvlet med alle ledningerne på kryds og tværs i campingvognen, men Mozart eller Patsy Cline på en regnvejrsdag var det hele værd. Det gav smag for noget nemmere og bedre integreret. Løsningen er blevet en autoradio til en fornuftig pris, i en udgave der både kan spille CD'er og MP3 filer fra enten CD-Rom, USB stick eller SD-kort. Samtidigt kan den køre direkte på campingvognens batteri (pc-en skal helst have 230V, dens batteri kan kun holde ca en time og pc-højttalerne skal have 230V for at fungere). Den anden halvdel af løsningen er et par auto-højttalere (nej, ikke ren HiFi - men mindre kan også gøre det. Ganske vist har jeg da tænkt lidt på hvor stort et kabinet et par af de mindre Fostex enheder egentligt har brug for, og hvor man kunne integrere det? - og så kunne en T-amp jo nok køre ganske fornuftigt med et 110 AH batteri som strømforsyning ;-) ).

I LMC'en er der ved rundsiddegruppen et par glimrende hjørner, med en solid, men aftagelig bundplade. Den helt rigtige placering af højttalerne. Der var blot den lille hage ved det, at der 2 cm længere oppe sad en plade på tværs, lige hvor magneten på højttalerenheden rager 4 cm op. Og denne plade kan ikke afmonteres. Frem med en hånddrevet stiksav, og resultatet blev ganske brugbart.


Højttalerne blev monteret i hver sin hjørneplade, og det ser da faktisk ud til at det har været meningen hele tiden?


Så langt så godt. Ledningerne blev trukket til ca den hylde (over bogskabet, for de indviede) hvor radioen skal placeres, og det er tid til den første test - med en radio der blot ligger på hylden, ledninger med rigeligt slack og Figaros Bryllup i cd-spilleren. Det lyder rigtigt godt! Nu skal vi have fundet en boks til montering af radioen. Vi havde først tænkt på at lave en selv, men 19 mm MDF er alt for kluntet. I stedet skal vi se om ikke vi kan finde en fornuftig monteringsboks - DCT har f.eks en der ser god ud, så er det bare med at finde en forhandler der har den, eller relativt hurtigt kan skaffe den.

Så mangler der bare en antenne. En mulighed er en forbindelse til den antenne vi får monteret på vognen, men jeg vil dog først lige prøve om ikke det fif jeg læste et sted - en meter ledning i et overskab - kan bruges. Imorgen!

fredag, april 28, 2006

Field og Bernstein

John Fields klaverkoncert nr 3 er i den nye udgave (se nedenfor) spillet på Fortepiano. Det er muligvis meget historisk korrekt, men også noget tyndbenet i forhold til et flygel. Når resten af orkesteret er i fuld moderne størrelse bliver balancen lidt - vredet? Ellers er det en glimrende opførelse, hvor de har taget en af Fields nocturner med som 2.sats - en ting han efter sigende ofte selv gjorde, når han opførte sine koncerter. Det virker glimrende.

Som partner til Beethovens violinkoncert, på pladen med Hilary Hahn, ligger Bernsteins serenade for violin, strygere, harpe og slagtøj. Den er meget spændende, nu har jeg hørt den 2 gange, og den bliver stadig bedre. Det kan kun være beskedenhed, og måske det større antal satser?, der gør at Bernstein ikke selv indrømmer at det er en violinkoncert. Nå, bare vi andre ved det er en violinkoncert, så gør det jo heller ikke noget.

Serenaden starter meget blidt og lyrisk, men efterhånden som Bernstein fyrer op, kommer jeg til at tænke på Bartok (Koncert for orkester f.eks) og Janacek (Harry Janosh suiten) - det er forresten meget længe siden jeg har hørt nogen af dem? Det er dog umiskendeligt Bernstein. Der er både tydeligt amerikanske ting (dog ikke så meget stetson hat som hos Copland) og i sidste sats umiskendelig jazz - specielt i de knipsede kontrabasser. Helt bestemt værd at høre - også adskillige gange mere. På et eller andet tidspunkt må det da lykkes at finde harpen? - jeg har ikke fundet den endnu, hverken som solo eller i tutti. For mig lyder alt pizzicato som om det er fra strygere, der er ikke den klang af ressonansbund og de øvrige strenge, der ellers karakteriserer harpen, at finde nogen steder.

tirsdag, april 18, 2006

Nyt fra pladepusheren

Idag var der en ny forsyning fra min gode plade-pusher (Classico Klubben). Beethovens violinkoncert med grøn-øjede Hilary Hahn har allerede været en tur i cd-spilleren. Hendes fløjlsbløde tone er helt rigtig og får denne koncert, der ellers har været gemt noget af vejen i min glemmebog i meget lang tid, til at leve med fuld styrke igen (i en indspilning med Igor Oistrakh og Wiener Philharmonikerne dirigeret af David Oistrakh var det en af de allerførste plader min far og jeg hørte på vores første grammofon hjemme - sammen med Beethovens 2 violin romancer indledte den en lang periode med Beethoven, der førte til et mætningspunkt).

Af andre godter kan nævnes Field's klaverkoncerter nr 2 og 3, 3 af Haydns strygekvartetter fra opus 76 og en plade med klaverstykker af Mozart og hans elev Hummel. Alt sammen ting jeg glæder mig meget til at høre.

På det sidste er Peter Olufsen også begyndt at sælge bøger. Jeg kunne ikke lade A Century of Recorded Music af Timothy Day ligge. Som titlen siger er det et forsøg på at skrive musikindspilningernes historie, fra de første fonografvalser og papirruller til selvspillende klaverer fra 1880'erne og frem til 2000. Jeg er begyndt og det er spændende læsning. Det er fascinerende så mange af de store navne der selv har indspillet, enten på de første akustiske optagelser, eller på ruller til selvspillende klaverer (både Elgar, Mahler, Busoni og Brahms selv kender man optagelser med).

tirsdag, april 04, 2006

Haydn Symfonier

Dem har man jo hørt mange af. Men han skrev endnu flere!

Nr 1 til 5 havde jeg ikke hørt før, men da boghandleren havde dem stående på disken på en ny (?) Naxos CD med et finsk orkester i lørdags, så måtte de jo prøves. De kom med i bilen her til morgen - absolut værd at lytte til. De skal have en tur på den hjemlige CD-spiller snart. Måske skulle de også lige med over på den bærbare, så de kan komme med på ferie?

onsdag, marts 15, 2006

Guldkorn eller raritet?

Begge dele! Efter højdepunktet hos Händel og udklingning hos Haydn (Skabelsen og Årstiderne) er det småt med oratorier fra 1800-tallet og fremefter. En af de få undtagelser (som jeg er faldet over) finder man - af alle steder - hos ærkeromantikeren Schumann.

I skatkammeret (= hylderne med LP'er) står der to. Der Rose Pilgerfahrt og Das Paradies und die Peri. Begge er indspilninger fra den korte overgang hvor SQ quadrofoni var det helt hotte (hvad blev der forøvrigt af det?). I aftes fik jeg hørt en enkelt side af Der Rose Pilgerfahrt (Op 112 fra 1851) - et hyperromantisk oratorie for solostemmer, kor og orkester. Det er ren fryd - et kæmpestort og meget dybt lydbillede fyldt med skønne solister og et perfekt optaget orkester (fra Düsseldorf - ikke et man ellers hører meget til?).

mandag, marts 13, 2006

Dengang i 60'erne - eller et dyk på LP hylderne

Dengang i 60'erne blev der lavet mange gode optagelser. Her til aften har jeg haft fat i 2, den ene 39 år gammel, den anden 40 år.

Den 26-29/11-1966 optog Archiv (DG's musikhistoriske højkvalitets label) 3 trompetkoncerter i Herkules-Saal i München med Münchener Kammerorchester under Hans Stadlmair. Solist - ja, på det tidspunkt var der stort set kun én der spillede baroktrompet på højt niveau - Maurice André.

Klasikkeren over alle trompetkoncerter er nok Joseph Haydn's i Es-dur fra 1796, men også lillebror Michael Haydn's trompetkoncert i D-dur, som man ikke kender det præcise årstal for, er virkelig værd at høre (og ikke kun for at den indeholder den højeste tone i nogen trompetkoncert fra perioden - A i 3die). At en så gammel optagelse stadig står lysende klart og ren er en utrolig fornøjelse. Det har Archiv's gode optage- og presseteknik en ikke ringe del af æren for. På samme plade er også en trompetkoncert af Franz Xaver Richter og en klarinetkoncert af Johann Melchior Molter. De må snart på tallerkenen. Denne overgangsperiode mellem barok og wiener-klassik (Richter og Molter's koncerter er fra henholdsvis 1737 og 1747) har mange spændende perler - også blandt de knap så kendte komponister. Bach's sønner, brødrene Benda og en række andre Bøhmere ved siden af Richter og Molter, for ikke at tage fat i franskmændene også (Devienne osv). Der er masser at høre på!

Den anden perle der fik sig en snurretur her til aften var en indspilning af Debussy's Image pour Orchestre (specifikt nr 1 - Gigues og nr 3 Rondes de Printemps) og hans danse for harpe og strygeorkester (Danse Sacrée et Profane). Indspilningen fra november 1967 er med Pierre Boulez i spidsen for Cleveland orkesteret (på CBS naturligvis). Pierre Boulez i 60'erne - det betyder lys, luft, lethed, klarhed - og en knivskarp præcision. Alt klæder Debussy fantastisk godt. Der er intet af den lidt udflydende parfumetyngde der kan præge andre (ofte senere) fortolkninger og som ofte kan gøre Debussy til en lidt for sukret oplevelse. Nej, det er sådan Debussy skal spilles - og så ovenikøbet i en fuldstændig dugfrisk åben og dynamisk gengivelse, det er bare forrygende (og TQWT'erne lader den rigtigt komme til sin ret).

[Er der forøvrigt nogen der læser hvad jeg skriver? - nu har jeg fjernet kravet om at man skal være registreret hos Blogger for at kunne kommentere.]

søndag, marts 12, 2006

TQWT - 99% færdig


Efter en lang og kold lørdag eftermiddag på terrassen for at skære huller til enheder, skære og fræse de faste plader i den rette længde, slibe og finslibe er det nu tid at rykke indendørs. I mangel af spændetvinger der kan gabe højt nok, må der 30 kg briketter og 5 kg fuglefrø til når de faste forplader skal limes til kabinetterne. Det virkede glimrende, men sig det ikke til solsortene, de mener i forvejen at servicen er alt for sløv om morgenen!

Søndag - oliering af forplader og så kan der skrues sammen. Det eneste der mangler nu, er nogle gitre foran enhederne. Jeg skal - når lejlighed byder sig - have set på dem Brinck har. Det skal nok være 8" udgaven, selvom enhederne kun er 6,5". De 4 "hjørner" hvor skruerne sidder fylder ganske meget.


Så spiller de! - her i deres naturlige habitat.

Nu skal der høres musik.

mandag, marts 06, 2006

TQWT - siden sidst


I den forløbne uge - og specielt her i week-enden - er der sket en del.

Sidste mandag kom jeg forbi Hifi-Klubben i Roskilde og fik købt højttalerkabler og stik. Det blev til nogle Silver Anniversary XT fra QED (med godt med slangeolie og fe-støv) samt banastik og spader. Efter en del roderi med loddekolbe osv kom de til at spille samme aften. Foreløbigt med Sequence højttalerne - TQWT'erne er til maleren (det er også mig). De nye kabler har en væsentligt renere og bløde diskant i sammenligning med de gamle fletninger. Bassen er nok også renere, men ihvertfald anderledes. Om det så skyldes kablerne i sig selv, eller at der ikke længere er bi-wirering (det er der ikke meget idé i til et par fuldtoneenheder ;-) ) er lidt svært at sige. Jeg er meget spændt på at høre TQWT'erne med de nye kabler. Med hensyn til udseende er de væsentligt mere diskrete end de gamle kabler. Jeg tror næsten at de har en acceptabel WAF.

Nu har TQWT'erne fået en nydelig lysegrå farve på sider, top og bagside. De skulle lige have det sidste strøg på toppen idag, der var lidt ujævnheder i sammenflydningen der ikke var forsvundet efter sidste lag igår (sikke dog noget snask at hente en malerrulle op af en godt tilsyltet plastikpose - hver gang jeg troede jeg var færdig og havde fået renset hænderne i terpentin, var der lige en ting mere).
Forsiderne blev savet og kantfræset igår - carporten er fuld af rødbrunt støv og savsmuld. Det lader til at være noget halvhissigt stads det acajou træ. I aftes hævede min læbe kraftigt op og her til formiddag synes jeg også det sad i øjnene. Jeg må hellere bruge støvmaske når der skal saves ud til enhederne, og til den sidste finslibning inden olieringen.

Næste træk er at få savet ud til enhederne. Jeg havde håbet på at kunne fræse hullerne, men fræserens cirkel-anslag kan ikke komme under en radius på ca 10,5 cm, og jeg skal bruge 7,6! Ærgerligt, det bliver så stiksaven igen. Nå, jeg har en fornemmelse af at acajou'en er nemmere at save end MDF, og den er også nogle mm tyndere (den blev købt som 18 mm, men ser nærmere ud til at være 16).

søndag, februar 26, 2006

TQWT - Start på en finish

I ugens løb havde jeg fået spartlet begge kabinetter og slebet dem. Igår var jeg rundt til diverse tømmerhandler for at se på noget træ til fronterne. Min første idé var krydsfiner med en pæn side. Problemet viste sig at være at man kun kan købe det i hele plader - 122 * 244 cm. Et problem ville være at få det hjem, et andet og nok så alvorligt at få skåret det op i de 4 stumper (2 á 25 * 30 cm og 2 á 25 * 60) jeg skulle bruge. Der er en almindelig work-mate næppe tilstrækkeligt underlag.

I stedet besluttede jeg mig for to hylder af acajou-limtræ. Det er en mørk trope-træsort der kommer til at se rigtigt godt ud (håber jeg!) efter et møde med noget fint sandpapir og lidt træ-olie. Planen er at skære nye plader til højttaler enhederne og et sæt plader til at dække resten af fronten. "Højttaler pladerne" skal stadig skrues på, men resten limes. Det vil også give en yderligere afstivning af hornets første del, hvor det højeste tryk findes. Pladerne er 18 mm tykke, men med en affasning af kanterne (med den nye overfræser jeg fandt til en rimelig penge i Bauhaus) tror jeg det bliver ret godt. Lørdag eftermiddag og idag har kabinetternes sider, top og bagside fået grunder, slibning, ny spartling, slibning og ny grunder. De er nu ved at være så glatte at det ikke varer længe før der skal tænkes på maling. Idéen er en mellemgrå, som jeg tror kommer til at passe godt til det mørke træ.

Senere skal jeg have set på et par sorte gitre til at sætte foran enhederne - på Brinks netside ser det ud til at de har noget der kan bruges. De må besøges ved lejlighed. Samtidigt skal jeg også have stik til et par nye og mere diskrete højttalerkabler end de fletninger af almindelig netledning der gør tjeneste nu. Det har Jette glædet sig til (alt for) længe!

tirsdag, februar 21, 2006

En Mozart duet

Sinfonia Concertante i Es-dur for violin og viola (KV 364) er en skøn duet. Jeg har netop hørt den i en 1989 optagelse med Takako Nishizaki på violin og Ladislav Kyselak på bratch. Den er med som (ædelt!) fyld på Naxos sættet med Mozarts violinkoncerter med deres originale husorkester Capella Istripolitana, med Stephen Gunzenhauser som dirigent.

Det var vist dette orkester der nærmest var eksistensgrundlaget for Naxos i de første år. Samtidigt er det (for mig i hvert fald) også noget nær synonymet med den lette luftige Mozart besætning, der for alvor fornyede og moderniserede opførelsespraksis for 15-20 år siden. Væk var den overfyldte - ja næsten tunge og klæge - klang af et 100-mands højromantisk symfoniorkester, der prøver at spille Mozart uden at drukne undervejs ;-). Det var en meget velkommen fornyelse - der jo i bund og grund var en tilbagevenden til den orkesterstørrelse Mozart (maksimalt!) havde mulighed for at råde over i sin egen tid.

Misforstå mig nu ikke - der er absolut ikke noget i vejen med hverken Berlinerne eller Wienerne - i deres repertoire. Både Mahler og Bruckner ville være en - skal vi være diplomatiske at sige ganske anderledes oplevelse med et 25-mands orkester - og slet ikke det komponisten havde tænkt. På samme vis klinger en Mozart koncert eller symfoni også meget mere rigtig - og med den rigtige balance mellem solist og orkester - med den størrelse orkester de blev skrevet til.

Tilbage til Sinfonia Concertante'n der nærmere er en dobbeltkoncert for violin og bratch - jeg tror det er noget af den skønneste dialog mellem de to instrumenter jeg kender i nogen koncert form. Brahms dobbeltkoncert for violin og cello, skrevet mere end 100 år senere, falder i hu som en slags parallel (naturligvis med bratchen erstattet med cello'en - med sit bredere span end bratchen passer cello'en bedre til Brahms' større og tættere orkesterbesætning). Den står på reolen i en skøn indspilning med Bruno Walther i spidsen for sit eget Columbia Symphony Orchestra. Pladen er produceret i 1973, men indspilningen må være en del ældre, Bruno Walther døde i 1962.

Bruno Walther var forøvrigt også en yppig Mozart dirigent, tænk bare på "The birth of a performance" - den berømte indspilning af prøver og opførelse af Linz'er symfonien (nr 36 i C-dur) - jeg har den stående i en (original?) mono-indspilning fra CBS. Eller f.eks sættet med de sidste 6 symfonier, også med Columbia Symphony. Min udgave er fra 1963, men desværre de "tynde" presninger CBS (og andre amerikanske pladeselskaber - RCA f.eks.) ekselerede i i de år. De bliver nu nydt alligevel, ved passende lejligheder, det er altid godt at se på hvor man kommer fra.

søndag, februar 19, 2006

Den romantiske Nielsen

Nej, ikke Carl - det er Ludolf jeg tænker på. Indtil for et par år siden havde jeg aldrig hørt om ham, men her er (endnu) en dansk senromantisk komponist der er værd at høre på. Naxos har udgivet alle LN's 3 symfonier, sammen med nogle mindre orkesterværker, alt dirigeret af Frank Cramer. Den første CD - med symfoni nr 1 og den symfoniske suite "Fra Bjærgene" købte jeg af ren nysgerrighed - en dansk komponist jeg aldrig havde hørt om - det måtte prøves!

Det fortrød jeg ikke - de to næste CD'er blev købt med passion. Symfoni nr 1 og 2 er indspillet af Sønderjyllands Symfoniorkester, mens nr 3 er indspillet af Bamberger Symfonikerne i deres flotte koncertsal "Sinfonie an der Regnitz" - som vi forøvrigt så fra en turbåd på floden i sommer. Der vil jeg gerne ind og høre en koncert ved lejlighed!

Forleden genhørte jeg 3.symfoni - som jeg før har skrevet er de nye højttalere (også) helt suveræne til det store orkester. Det er en fremragende indspilning! Herfra skal der lyde en varm anbefaling af at låne et øre til Ludolf Nielsen (1876-1939) og hans musik. Den står sagtens distancen ved siden af andre danske senromantikere.

tirsdag, februar 14, 2006

Karajan (næsten) værd at høre på

De nye højttalere er nu både spillet rimeligt til (der gaar nu rygter om at de bliver bedre og bedre igennem 6 måneder - det må blive godt!) og jeg har efterhånden faaet justeret dæmpningen ganske godt. De spiller nu meget rent, åbent, expansivt og ubesværet - så meget at selv de gamle Karajan indspilninger af Beethoven og Brahms fra 60'erne er værd at høre på igen. De sidste mange år har jeg følt at de var så komprimerede og massive i mellem til kraftige passager, at det var en lidelse at høre på. I forvejen er Karajan på sit højdepunkt en ren klangdyrker, hvor mere moderne opfattelser langt mere går efter rytme og luft, med mindre og slankere besætninger. TQWT'erne har så meget luft i de kraftige passager, og så ren en bas, at grænsen for hvornår "masiviteten" indtræffer i de gamle indspilninger er flyttet mærkbart opefter. Nu er f.eks. Beethoven i sig selv jo også forholdsvis massiv, og når det er kombineret med en talrig besætning på alle poster skal det jo give resultater.

Det er tydeligt at jeg hører mere romantisk og symfonisk musik på de nye højttalere - i den sidste lange tid har det mest været kammermusik, barok og wiener-klassik der har fået lov at dominere via de flade Sequence højttalere. Dermed ikke sagt at kammermusik ikke lyder fremragende på TQWT'erne. De kan få en cello til at synge med den helt rigtige lyd af træ og harpiks der for mig er indbegrebet af en cello og et flygel får en meget realistisk störrelse og klang med den fremragende transientgengivelse. Det er genialt rigtigt med én fuldtoneenhed, og intet delefilter til at rode rundt med faseforholdene.
Alt bliver efterladt (mere) ægte og urørt på den måde.

torsdag, februar 09, 2006

Ind i varmen igen

Efter 48 timers tilspilning ude i det kolde udhus, er højttalerne nu inde i varmen igen. De er nok nødt til at akklimatisere sig en smule, før der bliver fyret op under (i?) dem.

Test af mail blogning

Dette indlæg er sendt via mail til bloggen. Der er sidste gang jeg
prøver at få det til at virke!.

onsdag, februar 08, 2006

TQWT - nu med Fostex

Efter en week-end hvor der kom godt liv i begge højttalere - og de lyder rigtigt godt - åbent, ubesværet og naturligt - så kom Fostex enhederne jeg havde bestilt fra BD-Design i Holland igår.

Så det var frem med skruetrækker og stiksav, der skulle skæres huller i de løse frontplader til de nye enheder. At skære et hul på 137 mm op til 146 mm i en tyk MDF plade er ikke det sjoveste på en tirsdag aften! Men det lykkedes, og nu står de begge og spiller til med en gammel receiver spændt for, ude i vores udhus. Efter sigende tager det omkring 100 timer. De lød nu ellers ganske godt fra starten, så det må jo gå hen og blive helt fremragende ;-).

Her til aften lyder det glimrende ude i lydværkstedet - jeg holder nok ikke til at vente længere end til imorgen aften. 48 timer er vel også helt præsentabelt?

onsdag, februar 01, 2006

TQWT - nr 1 spiller for alvor


Nr 1 spiller! - Det blev ikke til at komme igang med nr 2 her iaften, det kursus jeg er på i disse dage trækker rigeligt med tænder ud. I stedet blev det til et billede af det spillende unikum (Der er jo kun én endnu!). Jeg glæder mig utroligt til nr 2 kan være med, men den står stadig og ser noget flad ud i baggrunden.

Forbedringerne igår aftes - primært den skrå plade bagest i den store bøjning - har for alvor hjulpet (sammen med en lidt anderledes placering af dæmpningsmaterialet?). Det er en ualmindelig stor fornøjelse at lytte til både kammermusik, orkestermusik og vokal - selv med kun én højttaler, en ikke særligt fremragende receiver til at trække den med og en lidt tilfældig placering i et for lille rum.

Now playing: Romantiske danske klavertrioer af Hartmann, Heise og Barnekow med Eskar Trioen. Det tre piger kan bare det der!

tirsdag, januar 31, 2006

TQWT - de næste skridt

Dagens puslerier har fået den skrå plade i øverste bøjning på plads. Jeg eksperimenterede først med lidt glasuld i den første tredjedel af hornet. Det havde ikke så stor virkning som jeg havde ventet - nu må vi se om den skrå plade gavner? Med dæmpningen tror jeg dog ikke der kommer noget særligt over basområdet ud gennem hornet længere.

Nu har jeg også fået lavet tilslutningsterminaler - simpelt: maskinskruer ud gennem bagvægen, 2 møtrikker til at spænde kabler med spadestik under. Samtidigt er der kommet en ordentlig dimension ledning til fra enheden til terminalerne indvendigt i hornet.

Når limen til den skrå plade er nogenlunde tør, skal der lyttes igen! Nr 2 begynder jeg forhåbentligt på imorgen aften.

TQWT - nr 1 spiller

Igår sidst på aftenen kom jeg så langt med den første højttaler at den fik lov at spille musik for første gang. Det indledende indtryk er at der er hul igennem. Ren og ubesværet lyd. Lidt til den lyse side, men der er heller ikke hverken dæmpning eller den skrå plade der skal jævne bøjningen ud op mod top og bagplade. Samtidigt hænger ledningen også bare ud gennem porten forneden.

Men, men, men - det virker! Princippet med den løse ekstra baffel til højttalerenheden der skal monteres bagfra fungerer også. Jeg har slået nogle "møtrik-ankre" i forborede huller, således at ankrene sidder på indersiden af forpladen. Dermed kan den løse baffel skrues på med maskinskruer, det gør det nemt at skifte og eksperimentere. Med tætningsliste både bag den løse plade, og hele vejen rundt langs den sidste side (der bliver holdt på plads med 4 skruetvinger - jeg har ikke fået boret til skruer endnu) er boksen også tæt hvor den skal være det.

søndag, januar 29, 2006

TQWT - nr 1 undervejs


Igår fik jeg savet top, bund, sider, front og bag til begge kabinetter - den skrå sektion kan jeg først tage det endelige mål til undervejs. Idag fik jeg pillet den ene af de gamle Philips enheder ud. Den har typebetegnelse AD 7060 og er en 5 Ohms enhed med wizzer-cone. Det ser ud til at den helst skal monteres bagfra. Der er meget lille afstand mellem skruehuller og den udskæring der skal til hvis den skal monteres forfra. Det kan næppe holde, så jeg har valgt en anden metode. I kabinetterne saver jeg hullet stort nok - også stort nok til de andre enheder jeg har i tankerne at lege med. Derefter sætter jeg enheden i en ekstra plade - Philips enhederne kan så blive monteret bafra, mens Fostex enheder kan blive monteret forfra i hver deres skræddersyede monteringsplader. Monteringspladen skal derefter boltes fast på kabinettet (med passende tætning imellem). Når vi når til den endelige udgave vil det være oplagt at give monteringspladen en finish der matcher resten af kabinettet (f.eks malet kabinet, med monteringsplade i ædeltræ?).

Nu er det første kabinet, som man kan se, delvist samlet. Side, top, front og portens "tag" er på plads og står og tørrer. Når det er klar skal skråvægen saves til og monteres. Derefter bagstykke og bund. Den sidste side bliver skruet tørt på, så det er muligt at arbejde med dæmpning osv, indtil alt stemmer.

torsdag, januar 26, 2006

TQWT - Grovsavet


Træet står bare og venter på at jeg kommer igang med at mærke op, og save top og bund samt korte front, bagside og "hornvæg" af i rette størrelser.

Bloggerier - mail

Gad vide hvad det er for en fidus jeg ikke har fundet? Nu har jeg et par gange prøvet at opdatere min blog via en mail, men der sker ingenting. Det nye indlæg kommer ikke frem, det står ikke på listen over indlæg og jeg får ikke nogen mail tilbage om at der er fejl? Hvis jeg skriver til en bevidst forkert blog-adresse kommer der heller ingen delivery fejl. Hva' foregår der...?

TQWT - Træet købt

Så var der omsider tid - to aflyste aftaler sidst på eftermiddagen gav luft til at jeg kom forbi Bauhaus og fik købt træet til højttalerne. At bagegerummet nu omsider var tøet efter det kraftige isslag der har dækket det siden sidste fredag morgen var selvfølgelig en ekstra bonus.

Jeg havde regnet med at bruge 21 mm MDF, men kunne ikke få andet end 19 mm. Det går nok også an. Hvis det bliver vellykket (og efter der er kommet de endelige enheder i) har jeg tænkt på at beklæde siderne (delvist?) med et ekstra lag ædeltræ. Både for stabiliteten og for udseendet. Det må rigeligt kompensere for de manglende få milimeter. De første 10 lange snit fik jeg skåret på byggemarkedets store sav. Det gik nemt og hurtigt, og har efterladt nogle flotte lige og meget rene snit. Det ser også ud til at målene holder ganske godt. Det er bestemt pengene værd at få skåret pladen. Det ville heller ikke have været til hverken at transportere eller save en (tung!) plade på 122 * 242 cm.

mandag, januar 16, 2006

TQWT projektet

Jeg er efterhånden landet på dette højttalerprojekt: Little Boy TQWT. Planen er først at få kabinetterne bygget og udstyret med de gamle Philips enheder. Hvis det ser ud til at være værd at fortsætte med, kommer der nok et par Fostex enheder i. Det ideelle ville være FE168SE, men et billigere alternativ kunne være FE166 eller FE167.



Foreløbigt har jeg fået tegnet en udskæringsplan der bør kunne passe til en 120 * 240 cm plade. Det bliver nok 22 mm MDF, selvom mange skriver at birke krydsfiner lyder bedre. Hvis det bærer derhenad kan det være de skal forsynes med (delvise?) sidestykker i "rigtigt" træ - både af hensyn til udseendet, og til lyden.

Det er min idé at få pladen skåret efter de 10 markerede snit i byggemarkedet. Resten kan jeg nok selv klare med rund- eller stiksav.

onsdag, januar 04, 2006

Fra den nyere bunke

Den nyere bunke (decembers fristelser og julegaver) har mange meget spændende ting. En af de absolut bedre jeg har hørt indtil nu, er den nye Classico indspilning af 5 af Beethovens sonater for cello og klaver med Amalie Malling og Morten Zeuthen (ClassCD 660-61). Jeg har slet ikke hørt dette dejlige sæt nok endnu, men den sonate der står stærkest for mig på dette tidspunkt er nr 2. Det er ægte (tidlig - opus 5) Beethoven - lige fra det lyrisk syngende (ren Schubert!) til bjørnestærk "Don't mess with my piano!" Beethoven - eller måske skal det nærmere være "Nicht mit meine Klavier klabautern!". Pragtfuldt! - men næste gennemlytning må vente et par dage, en god kollega måtte lige låne.

En anden meget spændende ting - julegave fra min skønne viv! - er Opera proibita (Decca 475 6924) - arier af Händel, Scarlatti og Caldara sunget af Cecilia Bartoli. Blandt de mere stille ting på denne plade (den gode CB fornægter bestemt ikke sit sanglige temperament!) er en udgave af Lascia la spina af Händel. Den var både bekendt og så alligevel ikke. I aftes fandt jeg ud af hvorfor. Denne udgave stammer fra oratoriet Il Trionfo del Tempo et del Disinganno (Tidens og desillutionens triumf) som Händel skrev under sit ophold i Rom som ung mand i 1707. Tempoet er her en langsom sarabande.
Da Händel omarbejdede dette oratorie til Il Trionfo del Tempo et della Verità (Tidens og sandhedens triumf) i London i 1737 blev teksten brugt til en arie i allegro. Måske både fordi tiden var en anden, og publikum i London havde ganske andre forventninger end hans mentor i Rom - Cardinal Pamphili - der skrev teksten i 1707? Det er forøvrigt også tankevækkende at det meget religiøse miljø i Rom taler om desillution, mens det langt mere oplysningsorienterede miljø i London taler om sanheden?
På Naxos pragtindspilning af 1737 udgaven (Naxos 8.554440-42) findes den gamle udgave fra 1707 også, som en form for ekstra nummer efter et mellemspil. Interessant nok er mellemspillet en improvisation for 2 cemballi skrevet til operaen Almira i Hamburg i 1704, og her optræder sarabande udgavens tema (delvist) i starten.
Endnu en ting der fremgår af pladenoterne fra Naxos er at Händel faktisk bearbejdede dette oratorie til en 3.udgave - nu med engelsk tittel The Triumf of Time and Truth i 1757, med en let revideret udgave på Covent Garden i 1758, året før hans død i 1759. Den udgave har jeg aldrig hørt - det kunne være spændende!

Endnu en perle (også julegave fra min dejlige pige!) er oboværker af Mozart og Lebrun med Albrecht Mayer som solist og Claudio Abbado i spidsen for Mahler Chamber Orchestra (DG 476 235-2). Udover de fødte oboværker af Mozart (koncerten og to andanter) har Mayer bearbejdet 2 koncertarier for obo - obo'en giver i aller højeste grad sopranerne noget at tænke over! Det er ren juleguf for ørerne. Lebrun (meget tæt på samme årstal som Mozart - 1752-1790) kendte jeg slet ikke. Hans obokoncert er rigtig dejlig, og bestemt værd at genhøre adskillige gange.

Der er mere i bunken, men det må blive en anden dag!

Planer/ideer
En anden ting der også har noget med musik at gøre, rumler rundt i baghovedet på mig for tiden. Jeg er blevet mere og mere fascineret af idéen om at prøve at bygge et par højttalere efter TQWT princippet (også kaldet Voigt horn eller kvartbølgehorn). I første omgang bare til genbrug af de fuldtoneneheder der sidder i vores oldgamle små Philips terninger der får lov at spille lidt i arbejdsværelset af og til. Hvis det kommer til at fungere rimeligt er idéen så at skifte enhederne til et par af Fostex' meget følsomme fuldtoneenheder. Hvad det senere kan føre med sig af SE triode rørforstærkere med lav udgangseffekt og meget stor musikalitet skal vi vist ikke ind på endnu ;-) (Decware's Zen forstærker?).

Endnu har jeg ikke fået fundet den helt rigtige konstruktion, men der findes mange at tage af på nettet. Jeg skal også have overvejet om jeg tror at rundsaven og jeg kan finde hinanden igen, efter mange års pause. På den anden side er der også en blanding af fascination, nysgerrighed og tanker om de mini-Voigthorn der leverede musikken derhjemme i starten af halvfjerserne. Tanken om en rørforstærker med lav effekt, kombineret med horn med høj virkningsgrad og kun én driver lyder umiddelbart meget rigtig. Med min efterhånden foretrukne smag for kammermusik, barok og den tidlige klassiks mindre besætninger tror jeg også det kan passe meget fint sammen.

Vi får se! - der skal nok komme flere tanker, før der sker noget.