Fra den nyere bunke

Den nyere bunke (decembers fristelser og julegaver) har mange meget spændende ting. En af de absolut bedre jeg har hørt indtil nu, er den nye Classico indspilning af 5 af Beethovens sonater for cello og klaver med Amalie Malling og Morten Zeuthen (ClassCD 660-61). Jeg har slet ikke hørt dette dejlige sæt nok endnu, men den sonate der står stærkest for mig på dette tidspunkt er nr 2. Det er ægte (tidlig - opus 5) Beethoven - lige fra det lyrisk syngende (ren Schubert!) til bjørnestærk "Don't mess with my piano!" Beethoven - eller måske skal det nærmere være "Nicht mit meine Klavier klabautern!". Pragtfuldt! - men næste gennemlytning må vente et par dage, en god kollega måtte lige låne.

En anden meget spændende ting - julegave fra min skønne viv! - er Opera proibita (Decca 475 6924) - arier af Händel, Scarlatti og Caldara sunget af Cecilia Bartoli. Blandt de mere stille ting på denne plade (den gode CB fornægter bestemt ikke sit sanglige temperament!) er en udgave af Lascia la spina af Händel. Den var både bekendt og så alligevel ikke. I aftes fandt jeg ud af hvorfor. Denne udgave stammer fra oratoriet Il Trionfo del Tempo et del Disinganno (Tidens og desillutionens triumf) som Händel skrev under sit ophold i Rom som ung mand i 1707. Tempoet er her en langsom sarabande.
Da Händel omarbejdede dette oratorie til Il Trionfo del Tempo et della Verità (Tidens og sandhedens triumf) i London i 1737 blev teksten brugt til en arie i allegro. Måske både fordi tiden var en anden, og publikum i London havde ganske andre forventninger end hans mentor i Rom - Cardinal Pamphili - der skrev teksten i 1707? Det er forøvrigt også tankevækkende at det meget religiøse miljø i Rom taler om desillution, mens det langt mere oplysningsorienterede miljø i London taler om sanheden?
På Naxos pragtindspilning af 1737 udgaven (Naxos 8.554440-42) findes den gamle udgave fra 1707 også, som en form for ekstra nummer efter et mellemspil. Interessant nok er mellemspillet en improvisation for 2 cemballi skrevet til operaen Almira i Hamburg i 1704, og her optræder sarabande udgavens tema (delvist) i starten.
Endnu en ting der fremgår af pladenoterne fra Naxos er at Händel faktisk bearbejdede dette oratorie til en 3.udgave - nu med engelsk tittel The Triumf of Time and Truth i 1757, med en let revideret udgave på Covent Garden i 1758, året før hans død i 1759. Den udgave har jeg aldrig hørt - det kunne være spændende!

Endnu en perle (også julegave fra min dejlige pige!) er oboværker af Mozart og Lebrun med Albrecht Mayer som solist og Claudio Abbado i spidsen for Mahler Chamber Orchestra (DG 476 235-2). Udover de fødte oboværker af Mozart (koncerten og to andanter) har Mayer bearbejdet 2 koncertarier for obo - obo'en giver i aller højeste grad sopranerne noget at tænke over! Det er ren juleguf for ørerne. Lebrun (meget tæt på samme årstal som Mozart - 1752-1790) kendte jeg slet ikke. Hans obokoncert er rigtig dejlig, og bestemt værd at genhøre adskillige gange.

Der er mere i bunken, men det må blive en anden dag!

Planer/ideer
En anden ting der også har noget med musik at gøre, rumler rundt i baghovedet på mig for tiden. Jeg er blevet mere og mere fascineret af idéen om at prøve at bygge et par højttalere efter TQWT princippet (også kaldet Voigt horn eller kvartbølgehorn). I første omgang bare til genbrug af de fuldtoneneheder der sidder i vores oldgamle små Philips terninger der får lov at spille lidt i arbejdsværelset af og til. Hvis det kommer til at fungere rimeligt er idéen så at skifte enhederne til et par af Fostex' meget følsomme fuldtoneenheder. Hvad det senere kan føre med sig af SE triode rørforstærkere med lav udgangseffekt og meget stor musikalitet skal vi vist ikke ind på endnu ;-) (Decware's Zen forstærker?).

Endnu har jeg ikke fået fundet den helt rigtige konstruktion, men der findes mange at tage af på nettet. Jeg skal også have overvejet om jeg tror at rundsaven og jeg kan finde hinanden igen, efter mange års pause. På den anden side er der også en blanding af fascination, nysgerrighed og tanker om de mini-Voigthorn der leverede musikken derhjemme i starten af halvfjerserne. Tanken om en rørforstærker med lav effekt, kombineret med horn med høj virkningsgrad og kun én driver lyder umiddelbart meget rigtig. Med min efterhånden foretrukne smag for kammermusik, barok og den tidlige klassiks mindre besætninger tror jeg også det kan passe meget fint sammen.

Vi får se! - der skal nok komme flere tanker, før der sker noget.