Det har været en lang sommer og efterår (foreløbigt - efteråret er som bekendt langt fra slut endnu) uden mange musikskriblerier. Lidt musiklytten er det da blevet til, men ikke så meget. Det har mere stået på ferierejser, udendørsliv og feriedagbøger. Vi havde dog stor glæde af vores MP3 kapable radio der blev installeret (sammen med faste højttalere) i campingvognen før ferien - langt mere praktisk og med meget bedre lyd end vi havde på påsketuren med bærbar pc og løse højttalere.
Nu er det musiktid igen!
Jeg har længe gået rundt om MP3 som musikmedie uden rigtigt at kunne finde ud af hvad jeg skulle bruge det til. Med en middelsvær samling af såvel LP'er som CD'er - og en musiksmag der for 97% vedkommende er klassisk, er MP3 ikke helt så oplagt et format som for der har en mere samtidig musiksmag. Som temmelig computerorienteret har det egentligt irriteret mig lidt - teknisk set er det interessant, tanken om en server med musik er heller ikke dum, men jeg har ikke rigtigt set mig som en der køber filer på nettet i stedet for CD'er. Samtidigt kan jeg heller ikke helt forestille mig at kvaliteten kan blive den samme fra et - mere eller mindre tilfældigt - lydkort, som den jeg får fra min special modificerede (også kaldet nørdede!) CD-spiller med rør-udgangstrin osv.
Nu tror jeg dog jeg har fundet noget fornuftigt at bruge teknikken til. Der ligger en hel del både købte og hjemmeindspillede kassettebånd på hylden her i arbejdsværelset. Kassettespilleren har dog også været forvist fra stuens anlæg i årevis og efter der er kommet CD-spiler i bilen (for mere end 4 år siden) har jeg faktisk ikke fået hørt noget af den musik. Så er tanken nærliggende (da jeg først fik den!) at her er der noget fornuftigt at lægge over i MP3 filer.
Min første tanke var at bruge Windows Media Player - men som navnet også siger er det en player - den kan rippe CD'er, men ikke optage fra linie indgangen. Windows Sound Recorder er heller ikke beregnet til dette formål - bare en lille ting som at den kun kan optage maks 60 sekunder af gangen lukker hurtigt det bal. Efter lidt roden rundt på computeren fandt jeg frem til at mit CD-brænder program Nero faktisk har en glimrende Nero Wave Editor (NWE) der er som skabt til at overspille og editere filer fra lydkortets linieindgang. Med et mini-jack til RCA kabel blev kassettespilleren forbundet til pc'en og så igang. Næste udfordring var at få reguleret indspilningsniveauet - i første færd klippede det lystigt, og man kan ikke regulere noget i NWE. Nå, via kontrol panelet (og lidt Googling må jeg indrømme) fandt jeg frem til Recording Controls - her kan man stille niveauet, og i mit tilfælde skal det ned omkring 20% eller så.
Lige nu er Brahms violinkoncert i en indspilning fra 1982 (på DG) med Wiener Philharmonikerne, Gideon Kremer som solist og Bernstein som dirigent på vej ned på harddisken. Det bliver spændende at høre den på stuens anlæg (via den bærbare pc og trådløs adgang til filen på den stationære pc i arbejdsværelset).
Et andet problem er jo at det ikke er smart at skulle have to pc'er kørende for at høre et stykke musik. Det er der dog også (delvist!) råd for. Jeg har netop bestilt en Nex LANShare harddisk (250 GB) der kan kobles på lokalnettet. Ved at lægge musik filerne på den opnår jeg 2 ting - dels bliver den stationære pc's efterhånden ret overbefolkede harddisk ikke fyldt ud over randen, dels behøver den pc ikke at være tændt for at den bærbare kan komme til filerne.
Det andet problem - at en bærbar pc er både upraktisk og ikke specielt dekorativ ved siden af stereo'en - må vente til en anden gang med en løsning. Nu skal der først og fremmest (over)spilles musik!
6 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar