Dengang i 60'erne - eller et dyk på LP hylderne

Dengang i 60'erne blev der lavet mange gode optagelser. Her til aften har jeg haft fat i 2, den ene 39 år gammel, den anden 40 år.

Den 26-29/11-1966 optog Archiv (DG's musikhistoriske højkvalitets label) 3 trompetkoncerter i Herkules-Saal i München med Münchener Kammerorchester under Hans Stadlmair. Solist - ja, på det tidspunkt var der stort set kun én der spillede baroktrompet på højt niveau - Maurice André.

Klasikkeren over alle trompetkoncerter er nok Joseph Haydn's i Es-dur fra 1796, men også lillebror Michael Haydn's trompetkoncert i D-dur, som man ikke kender det præcise årstal for, er virkelig værd at høre (og ikke kun for at den indeholder den højeste tone i nogen trompetkoncert fra perioden - A i 3die). At en så gammel optagelse stadig står lysende klart og ren er en utrolig fornøjelse. Det har Archiv's gode optage- og presseteknik en ikke ringe del af æren for. På samme plade er også en trompetkoncert af Franz Xaver Richter og en klarinetkoncert af Johann Melchior Molter. De må snart på tallerkenen. Denne overgangsperiode mellem barok og wiener-klassik (Richter og Molter's koncerter er fra henholdsvis 1737 og 1747) har mange spændende perler - også blandt de knap så kendte komponister. Bach's sønner, brødrene Benda og en række andre Bøhmere ved siden af Richter og Molter, for ikke at tage fat i franskmændene også (Devienne osv). Der er masser at høre på!

Den anden perle der fik sig en snurretur her til aften var en indspilning af Debussy's Image pour Orchestre (specifikt nr 1 - Gigues og nr 3 Rondes de Printemps) og hans danse for harpe og strygeorkester (Danse Sacrée et Profane). Indspilningen fra november 1967 er med Pierre Boulez i spidsen for Cleveland orkesteret (på CBS naturligvis). Pierre Boulez i 60'erne - det betyder lys, luft, lethed, klarhed - og en knivskarp præcision. Alt klæder Debussy fantastisk godt. Der er intet af den lidt udflydende parfumetyngde der kan præge andre (ofte senere) fortolkninger og som ofte kan gøre Debussy til en lidt for sukret oplevelse. Nej, det er sådan Debussy skal spilles - og så ovenikøbet i en fuldstændig dugfrisk åben og dynamisk gengivelse, det er bare forrygende (og TQWT'erne lader den rigtigt komme til sin ret).

[Er der forøvrigt nogen der læser hvad jeg skriver? - nu har jeg fjernet kravet om at man skal være registreret hos Blogger for at kunne kommentere.]