De gamle medier spiller endnu

I aller højeste grad endda. Forleden aften var det Panufnik's Fagotkoncert fra 1985 der kom i CD-spilleren. Jeg havde helt glemt at jeg har den skive, men det var et spændende genhør. Meget moderne, men også meget musikalsk musik (hvis ikke det lyder helt hen i vejret).
Igår aftes var det først en bredskuldret Schubert - hans Wanderer Fantasie - der fik lov. Den bliver jeg vist aldrig færdig med. Det er et godt stykke tid siden den sidst har været fremme - på et tidspunkt var jeg nødt til at rationere den lidt, for at den ikke skulle blive fladtrådt. Nu var den god frisk og fin igen.
Næste nummer på tallerkenen var en lidt ældre LP - hvis Shubert var bredskuldret kan man næsten kalde dette for Mozart til hest. Es-dur var det i hvert fald, men det kan jo dårligt heller være andet i en koncert skrevet for naturhorn. Det var 2 af Mozarts hornkoncerter i en dejlig traditionel indspilning med Neville Marriner og St.Martin-in-the-Fields, med Alan Civil som solist. De er fra et ældre Philips sæt på 4 LP'er med samtlige Mozarts blæser-koncerter. Altid en fornøjelse. Lydmæssigt har LP'en heller ikke noget at lade sig høre fra de øvrige formater. Anderledes, men med sine egne stærke sider. Jeg ved ikke hvad det er der gør forskellen, men mange gange lyder en CD som om det er et meget bredt, men ikke særligt (geometrisk) højt lydbillede, mens en LP giver et væsentligt højere lydbillede. Samtidigt kan gode LP'er også noget på dynamik området som de andre kan have svært ved at leve op til - eller er det bare nyere miks der er komprimeret kraftigere? - måske ud fra en tankegang om at musikken mere bliver brugt som lydtapet nu om stunder, hvor det tidligere var beregnet på at man satte sig og lyttede koncentreret?

Egentligt havde jeg regnet med at Beethovens 7.Symfoni (som jeg kun har på LP, med Wienerne og Carlos Kleiber - en DG indspilning fra 1976) skulle på tallerkenen. Tiden blev dog ikke til det, så serveringen må vente til i morgen.