Teknisk set

Teknisk set er der sket lidt siden sidst. Først og fremmest er min Nex LanShare disk ankommet, og den virker bare så det er en fryd. Fysisk føles den tung og gedigen, softwaren var nem at installere og fungerede med det samme. Første trin var naturligvis at få den til at køre fra den stationære pc, via switchen, det gik enkelt. Næste - og rigtigt spændende trin - var at lægge driverne på den bærbare og koble trådløst op - lige så enkelt. Det fungere også glimrende. Endda på et langsomt 802.11b net, hvor manualen ellers (stærkt) anbefaler 802.11g for problemløs brug. De 11 Mbps er i underkanten, 54 Mbps væsentligt mere passende. Musikfiler streamer upåklageligt til den bærbare i stuen og derfra til Exposure'en - også når pc'en i arbejdsværelset er slukket.

Tags til MP3 filerne har jeg fundet 2 måde at klare. Dels kan iTunes (forrygende program!) nemt opdatere dem via Info funktionen for hver fil. Skal det gå lidt mere systematisk for sig er ID3-Tag også et glimrende (Open Source) program.

Det funker!

Det fungerer fint - Nero Wave Editor til optagelse - gemmes i .WAV format og derefter konvertering til MP3 med open source programmet CDex. Det tager dog sin tid, et kassettebånd tager nu den tid det tager og så skal der "klippes op" i de enkelte satser og værker. En ting jeg ikke har fået fod på endnu er hvordan jeg tilføjer ID3 tags med CDex - det må der ses noget mere på.

I aftes og i dag er Dvoraks 8. og 9.symfoni kørt ind i et par dejlige indspilninger med Wienerne og Lorin Mazel (også DG og fra 1982). Lige nu er Haydn's Appónyi kvartetter (opus 71 nr 1 til 3) på vej gennem systemet. Jeg måtte opgive et par af Beethovens klaversonater - båndet ville pludseligt ikke køre den ene vej. Tja, 20 år gamle kassetter bliver jo ikke ligefrem mere pålidelige end de nogensinde har været!

MP3?

Det har været en lang sommer og efterår (foreløbigt - efteråret er som bekendt langt fra slut endnu) uden mange musikskriblerier. Lidt musiklytten er det da blevet til, men ikke så meget. Det har mere stået på ferierejser, udendørsliv og feriedagbøger. Vi havde dog stor glæde af vores MP3 kapable radio der blev installeret (sammen med faste højttalere) i campingvognen før ferien - langt mere praktisk og med meget bedre lyd end vi havde på påsketuren med bærbar pc og løse højttalere.

Nu er det musiktid igen!

Jeg har længe gået rundt om MP3 som musikmedie uden rigtigt at kunne finde ud af hvad jeg skulle bruge det til. Med en middelsvær samling af såvel LP'er som CD'er - og en musiksmag der for 97% vedkommende er klassisk, er MP3 ikke helt så oplagt et format som for der har en mere samtidig musiksmag. Som temmelig computerorienteret har det egentligt irriteret mig lidt - teknisk set er det interessant, tanken om en server med musik er heller ikke dum, men jeg har ikke rigtigt set mig som en der køber filer på nettet i stedet for CD'er. Samtidigt kan jeg heller ikke helt forestille mig at kvaliteten kan blive den samme fra et - mere eller mindre tilfældigt - lydkort, som den jeg får fra min special modificerede (også kaldet nørdede!) CD-spiller med rør-udgangstrin osv.

Nu tror jeg dog jeg har fundet noget fornuftigt at bruge teknikken til. Der ligger en hel del både købte og hjemmeindspillede kassettebånd på hylden her i arbejdsværelset. Kassettespilleren har dog også været forvist fra stuens anlæg i årevis og efter der er kommet CD-spiler i bilen (for mere end 4 år siden) har jeg faktisk ikke fået hørt noget af den musik. Så er tanken nærliggende (da jeg først fik den!) at her er der noget fornuftigt at lægge over i MP3 filer.

Min første tanke var at bruge Windows Media Player - men som navnet også siger er det en player - den kan rippe CD'er, men ikke optage fra linie indgangen. Windows Sound Recorder er heller ikke beregnet til dette formål - bare en lille ting som at den kun kan optage maks 60 sekunder af gangen lukker hurtigt det bal. Efter lidt roden rundt på computeren fandt jeg frem til at mit CD-brænder program Nero faktisk har en glimrende Nero Wave Editor (NWE) der er som skabt til at overspille og editere filer fra lydkortets linieindgang. Med et mini-jack til RCA kabel blev kassettespilleren forbundet til pc'en og så igang. Næste udfordring var at få reguleret indspilningsniveauet - i første færd klippede det lystigt, og man kan ikke regulere noget i NWE. Nå, via kontrol panelet (og lidt Googling må jeg indrømme) fandt jeg frem til Recording Controls - her kan man stille niveauet, og i mit tilfælde skal det ned omkring 20% eller så.

Lige nu er Brahms violinkoncert i en indspilning fra 1982 (på DG) med Wiener Philharmonikerne, Gideon Kremer som solist og Bernstein som dirigent på vej ned på harddisken. Det bliver spændende at høre den på stuens anlæg (via den bærbare pc og trådløs adgang til filen på den stationære pc i arbejdsværelset).

Et andet problem er jo at det ikke er smart at skulle have to pc'er kørende for at høre et stykke musik. Det er der dog også (delvist!) råd for. Jeg har netop bestilt en Nex LANShare harddisk (250 GB) der kan kobles på lokalnettet. Ved at lægge musik filerne på den opnår jeg 2 ting - dels bliver den stationære pc's efterhånden ret overbefolkede harddisk ikke fyldt ud over randen, dels behøver den pc ikke at være tændt for at den bærbare kan komme til filerne.

Det andet problem - at en bærbar pc er både upraktisk og ikke specielt dekorativ ved siden af stereo'en - må vente til en anden gang med en løsning. Nu skal der først og fremmest (over)spilles musik!

Feriemusik - det spiller

Med en indbygningsboks til autoradio (fra DCT - part nummer 1873000) og to stykker 9 mm bøgetræ til at løfte boksen op til forkanten på hylden, kom radioen på plads idag. Det interessante spørgsmål var hvordan jeg fik gjort radion fast på hylden. Løsningen er (og jeg håber det bliver ved med at være) 4 striber velcro. Lidt bøvlet at få en hæftepistol ind, men det gik.

Antennen er løst med ca en meter almindelig ledning, proppet fast i hullet til antennestikket med en tændstik - indtil jeg får fat i et mere reglementeret stik. Ledningen går op i overskabet og hen langs loftet øverste på væggen. Fastgørelse? - gaffatape i tynde strimler. Det virker glimrende, alle 4 DR-kanaler, 100FM og Energy går klart igennem.

Der kommer billeder senere.

Feriemusik (anlæg)

På vores påskeferie til Alsace (se Feriebloggen) i år havde vi stor glæde af at have en flok MP3 filer på den bærbare pc, med lyd ud over de medbragte pc-højttalere. Det var lidt bøvlet med alle ledningerne på kryds og tværs i campingvognen, men Mozart eller Patsy Cline på en regnvejrsdag var det hele værd. Det gav smag for noget nemmere og bedre integreret. Løsningen er blevet en autoradio til en fornuftig pris, i en udgave der både kan spille CD'er og MP3 filer fra enten CD-Rom, USB stick eller SD-kort. Samtidigt kan den køre direkte på campingvognens batteri (pc-en skal helst have 230V, dens batteri kan kun holde ca en time og pc-højttalerne skal have 230V for at fungere). Den anden halvdel af løsningen er et par auto-højttalere (nej, ikke ren HiFi - men mindre kan også gøre det. Ganske vist har jeg da tænkt lidt på hvor stort et kabinet et par af de mindre Fostex enheder egentligt har brug for, og hvor man kunne integrere det? - og så kunne en T-amp jo nok køre ganske fornuftigt med et 110 AH batteri som strømforsyning ;-) ).

I LMC'en er der ved rundsiddegruppen et par glimrende hjørner, med en solid, men aftagelig bundplade. Den helt rigtige placering af højttalerne. Der var blot den lille hage ved det, at der 2 cm længere oppe sad en plade på tværs, lige hvor magneten på højttalerenheden rager 4 cm op. Og denne plade kan ikke afmonteres. Frem med en hånddrevet stiksav, og resultatet blev ganske brugbart.

Højttalerne blev monteret i hver sin hjørneplade, og det ser da faktisk ud til at det har været meningen hele tiden?

Så langt så godt. Ledningerne blev trukket til ca den hylde (over bogskabet, for de indviede) hvor radioen skal placeres, og det er tid til den første test - med en radio der blot ligger på hylden, ledninger med rigeligt slack og Figaros Bryllup i cd-spilleren. Det lyder rigtigt godt! Nu skal vi have fundet en boks til montering af radioen. Vi havde først tænkt på at lave en selv, men 19 mm MDF er alt for kluntet. I stedet skal vi se om ikke vi kan finde en fornuftig monteringsboks - DCT har f.eks en der ser god ud, så er det bare med at finde en forhandler der har den, eller relativt hurtigt kan skaffe den.

Så mangler der bare en antenne. En mulighed er en forbindelse til den antenne vi får monteret på vognen, men jeg vil dog først lige prøve om ikke det fif jeg læste et sted - en meter ledning i et overskab - kan bruges. Imorgen!

Field og Bernstein

John Fields klaverkoncert nr 3 er i den nye udgave (se nedenfor) spillet på Fortepiano. Det er muligvis meget historisk korrekt, men også noget tyndbenet i forhold til et flygel. Når resten af orkesteret er i fuld moderne størrelse bliver balancen lidt - vredet? Ellers er det en glimrende opførelse, hvor de har taget en af Fields nocturner med som 2.sats - en ting han efter sigende ofte selv gjorde, når han opførte sine koncerter. Det virker glimrende.

Som partner til Beethovens violinkoncert, på pladen med Hilary Hahn, ligger Bernsteins serenade for violin, strygere, harpe og slagtøj. Den er meget spændende, nu har jeg hørt den 2 gange, og den bliver stadig bedre. Det kan kun være beskedenhed, og måske det større antal satser?, der gør at Bernstein ikke selv indrømmer at det er en violinkoncert. Nå, bare vi andre ved det er en violinkoncert, så gør det jo heller ikke noget.

Serenaden starter meget blidt og lyrisk, men efterhånden som Bernstein fyrer op, kommer jeg til at tænke på Bartok (Koncert for orkester f.eks) og Janacek (Harry Janosh suiten) - det er forresten meget længe siden jeg har hørt nogen af dem? Det er dog umiskendeligt Bernstein. Der er både tydeligt amerikanske ting (dog ikke så meget stetson hat som hos Copland) og i sidste sats umiskendelig jazz - specielt i de knipsede kontrabasser. Helt bestemt værd at høre - også adskillige gange mere. På et eller andet tidspunkt må det da lykkes at finde harpen? - jeg har ikke fundet den endnu, hverken som solo eller i tutti. For mig lyder alt pizzicato som om det er fra strygere, der er ikke den klang af ressonansbund og de øvrige strenge, der ellers karakteriserer harpen, at finde nogen steder.

Nyt fra pladepusheren

Idag var der en ny forsyning fra min gode plade-pusher (Classico Klubben). Beethovens violinkoncert med grøn-øjede Hilary Hahn har allerede været en tur i cd-spilleren. Hendes fløjlsbløde tone er helt rigtig og får denne koncert, der ellers har været gemt noget af vejen i min glemmebog i meget lang tid, til at leve med fuld styrke igen (i en indspilning med Igor Oistrakh og Wiener Philharmonikerne dirigeret af David Oistrakh var det en af de allerførste plader min far og jeg hørte på vores første grammofon hjemme - sammen med Beethovens 2 violin romancer indledte den en lang periode med Beethoven, der førte til et mætningspunkt).

Af andre godter kan nævnes Field's klaverkoncerter nr 2 og 3, 3 af Haydns strygekvartetter fra opus 76 og en plade med klaverstykker af Mozart og hans elev Hummel. Alt sammen ting jeg glæder mig meget til at høre.

På det sidste er Peter Olufsen også begyndt at sælge bøger. Jeg kunne ikke lade A Century of Recorded Music af Timothy Day ligge. Som titlen siger er det et forsøg på at skrive musikindspilningernes historie, fra de første fonografvalser og papirruller til selvspillende klaverer fra 1880'erne og frem til 2000. Jeg er begyndt og det er spændende læsning. Det er fascinerende så mange af de store navne der selv har indspillet, enten på de første akustiske optagelser, eller på ruller til selvspillende klaverer (både Elgar, Mahler, Busoni og Brahms selv kender man optagelser med).

Haydn Symfonier

Dem har man jo hørt mange af. Men han skrev endnu flere!

Nr 1 til 5 havde jeg ikke hørt før, men da boghandleren havde dem stående på disken på en ny (?) Naxos CD med et finsk orkester i lørdags, så måtte de jo prøves. De kom med i bilen her til morgen - absolut værd at lytte til. De skal have en tur på den hjemlige CD-spiller snart. Måske skulle de også lige med over på den bærbare, så de kan komme med på ferie?

Guldkorn eller raritet?

Begge dele! Efter højdepunktet hos Händel og udklingning hos Haydn (Skabelsen og Årstiderne) er det småt med oratorier fra 1800-tallet og fremefter. En af de få undtagelser (som jeg er faldet over) finder man - af alle steder - hos ærkeromantikeren Schumann.

I skatkammeret (= hylderne med LP'er) står der to. Der Rose Pilgerfahrt og Das Paradies und die Peri. Begge er indspilninger fra den korte overgang hvor SQ quadrofoni var det helt hotte (hvad blev der forøvrigt af det?). I aftes fik jeg hørt en enkelt side af Der Rose Pilgerfahrt (Op 112 fra 1851) - et hyperromantisk oratorie for solostemmer, kor og orkester. Det er ren fryd - et kæmpestort og meget dybt lydbillede fyldt med skønne solister og et perfekt optaget orkester (fra Düsseldorf - ikke et man ellers hører meget til?).

Dengang i 60'erne - eller et dyk på LP hylderne

Dengang i 60'erne blev der lavet mange gode optagelser. Her til aften har jeg haft fat i 2, den ene 39 år gammel, den anden 40 år.

Den 26-29/11-1966 optog Archiv (DG's musikhistoriske højkvalitets label) 3 trompetkoncerter i Herkules-Saal i München med Münchener Kammerorchester under Hans Stadlmair. Solist - ja, på det tidspunkt var der stort set kun én der spillede baroktrompet på højt niveau - Maurice André.

Klasikkeren over alle trompetkoncerter er nok Joseph Haydn's i Es-dur fra 1796, men også lillebror Michael Haydn's trompetkoncert i D-dur, som man ikke kender det præcise årstal for, er virkelig værd at høre (og ikke kun for at den indeholder den højeste tone i nogen trompetkoncert fra perioden - A i 3die). At en så gammel optagelse stadig står lysende klart og ren er en utrolig fornøjelse. Det har Archiv's gode optage- og presseteknik en ikke ringe del af æren for. På samme plade er også en trompetkoncert af Franz Xaver Richter og en klarinetkoncert af Johann Melchior Molter. De må snart på tallerkenen. Denne overgangsperiode mellem barok og wiener-klassik (Richter og Molter's koncerter er fra henholdsvis 1737 og 1747) har mange spændende perler - også blandt de knap så kendte komponister. Bach's sønner, brødrene Benda og en række andre Bøhmere ved siden af Richter og Molter, for ikke at tage fat i franskmændene også (Devienne osv). Der er masser at høre på!

Den anden perle der fik sig en snurretur her til aften var en indspilning af Debussy's Image pour Orchestre (specifikt nr 1 - Gigues og nr 3 Rondes de Printemps) og hans danse for harpe og strygeorkester (Danse Sacrée et Profane). Indspilningen fra november 1967 er med Pierre Boulez i spidsen for Cleveland orkesteret (på CBS naturligvis). Pierre Boulez i 60'erne - det betyder lys, luft, lethed, klarhed - og en knivskarp præcision. Alt klæder Debussy fantastisk godt. Der er intet af den lidt udflydende parfumetyngde der kan præge andre (ofte senere) fortolkninger og som ofte kan gøre Debussy til en lidt for sukret oplevelse. Nej, det er sådan Debussy skal spilles - og så ovenikøbet i en fuldstændig dugfrisk åben og dynamisk gengivelse, det er bare forrygende (og TQWT'erne lader den rigtigt komme til sin ret).

[Er der forøvrigt nogen der læser hvad jeg skriver? - nu har jeg fjernet kravet om at man skal være registreret hos Blogger for at kunne kommentere.]

TQWT - 99% færdig

Efter en lang og kold lørdag eftermiddag på terrassen for at skære huller til enheder, skære og fræse de faste plader i den rette længde, slibe og finslibe er det nu tid at rykke indendørs. I mangel af spændetvinger der kan gabe højt nok, må der 30 kg briketter og 5 kg fuglefrø til når de faste forplader skal limes til kabinetterne. Det virkede glimrende, men sig det ikke til solsortene, de mener i forvejen at servicen er alt for sløv om morgenen!

Søndag - oliering af forplader og så kan der skrues sammen. Det eneste der mangler nu, er nogle gitre foran enhederne. Jeg skal - når lejlighed byder sig - have set på dem Brinck har. Det skal nok være 8" udgaven, selvom enhederne kun er 6,5". De 4 "hjørner" hvor skruerne sidder fylder ganske meget.


Så spiller de! - her i deres naturlige habitat.

Nu skal der høres musik.

TQWT - siden sidst

I den forløbne uge - og specielt her i week-enden - er der sket en del.

Sidste mandag kom jeg forbi Hifi-Klubben i Roskilde og fik købt højttalerkabler og stik. Det blev til nogle Silver Anniversary XT fra QED (med godt med slangeolie og fe-støv) samt banastik og spader. Efter en del roderi med loddekolbe osv kom de til at spille samme aften. Foreløbigt med Sequence højttalerne - TQWT'erne er til maleren (det er også mig). De nye kabler har en væsentligt renere og bløde diskant i sammenligning med de gamle fletninger. Bassen er nok også renere, men ihvertfald anderledes. Om det så skyldes kablerne i sig selv, eller at der ikke længere er bi-wirering (det er der ikke meget idé i til et par fuldtoneenheder ;-) ) er lidt svært at sige. Jeg er meget spændt på at høre TQWT'erne med de nye kabler. Med hensyn til udseende er de væsentligt mere diskrete end de gamle kabler. Jeg tror næsten at de har en acceptabel WAF.

Nu har TQWT'erne fået en nydelig lysegrå farve på sider, top og bagside. De skulle lige have det sidste strøg på toppen idag, der var lidt ujævnheder i sammenflydningen der ikke var forsvundet efter sidste lag igår (sikke dog noget snask at hente en malerrulle op af en godt tilsyltet plastikpose - hver gang jeg troede jeg var færdig og havde fået renset hænderne i terpentin, var der lige en ting mere).
Forsiderne blev savet og kantfræset igår - carporten er fuld af rødbrunt støv og savsmuld. Det lader til at være noget halvhissigt stads det acajou træ. I aftes hævede min læbe kraftigt op og her til formiddag synes jeg også det sad i øjnene. Jeg må hellere bruge støvmaske når der skal saves ud til enhederne, og til den sidste finslibning inden olieringen.

Næste træk er at få savet ud til enhederne. Jeg havde håbet på at kunne fræse hullerne, men fræserens cirkel-anslag kan ikke komme under en radius på ca 10,5 cm, og jeg skal bruge 7,6! Ærgerligt, det bliver så stiksaven igen. Nå, jeg har en fornemmelse af at acajou'en er nemmere at save end MDF, og den er også nogle mm tyndere (den blev købt som 18 mm, men ser nærmere ud til at være 16).

TQWT - Start på en finish

I ugens løb havde jeg fået spartlet begge kabinetter og slebet dem. Igår var jeg rundt til diverse tømmerhandler for at se på noget træ til fronterne. Min første idé var krydsfiner med en pæn side. Problemet viste sig at være at man kun kan købe det i hele plader - 122 * 244 cm. Et problem ville være at få det hjem, et andet og nok så alvorligt at få skåret det op i de 4 stumper (2 á 25 * 30 cm og 2 á 25 * 60) jeg skulle bruge. Der er en almindelig work-mate næppe tilstrækkeligt underlag.

I stedet besluttede jeg mig for to hylder af acajou-limtræ. Det er en mørk trope-træsort der kommer til at se rigtigt godt ud (håber jeg!) efter et møde med noget fint sandpapir og lidt træ-olie. Planen er at skære nye plader til højttaler enhederne og et sæt plader til at dække resten af fronten. "Højttaler pladerne" skal stadig skrues på, men resten limes. Det vil også give en yderligere afstivning af hornets første del, hvor det højeste tryk findes. Pladerne er 18 mm tykke, men med en affasning af kanterne (med den nye overfræser jeg fandt til en rimelig penge i Bauhaus) tror jeg det bliver ret godt. Lørdag eftermiddag og idag har kabinetternes sider, top og bagside fået grunder, slibning, ny spartling, slibning og ny grunder. De er nu ved at være så glatte at det ikke varer længe før der skal tænkes på maling. Idéen er en mellemgrå, som jeg tror kommer til at passe godt til det mørke træ.

Senere skal jeg have set på et par sorte gitre til at sætte foran enhederne - på Brinks netside ser det ud til at de har noget der kan bruges. De må besøges ved lejlighed. Samtidigt skal jeg også have stik til et par nye og mere diskrete højttalerkabler end de fletninger af almindelig netledning der gør tjeneste nu. Det har Jette glædet sig til (alt for) længe!

En Mozart duet

Sinfonia Concertante i Es-dur for violin og viola (KV 364) er en skøn duet. Jeg har netop hørt den i en 1989 optagelse med Takako Nishizaki på violin og Ladislav Kyselak på bratch. Den er med som (ædelt!) fyld på Naxos sættet med Mozarts violinkoncerter med deres originale husorkester Capella Istripolitana, med Stephen Gunzenhauser som dirigent.

Det var vist dette orkester der nærmest var eksistensgrundlaget for Naxos i de første år. Samtidigt er det (for mig i hvert fald) også noget nær synonymet med den lette luftige Mozart besætning, der for alvor fornyede og moderniserede opførelsespraksis for 15-20 år siden. Væk var den overfyldte - ja næsten tunge og klæge - klang af et 100-mands højromantisk symfoniorkester, der prøver at spille Mozart uden at drukne undervejs ;-). Det var en meget velkommen fornyelse - der jo i bund og grund var en tilbagevenden til den orkesterstørrelse Mozart (maksimalt!) havde mulighed for at råde over i sin egen tid.

Misforstå mig nu ikke - der er absolut ikke noget i vejen med hverken Berlinerne eller Wienerne - i deres repertoire. Både Mahler og Bruckner ville være en - skal vi være diplomatiske at sige ganske anderledes oplevelse med et 25-mands orkester - og slet ikke det komponisten havde tænkt. På samme vis klinger en Mozart koncert eller symfoni også meget mere rigtig - og med den rigtige balance mellem solist og orkester - med den størrelse orkester de blev skrevet til.

Tilbage til Sinfonia Concertante'n der nærmere er en dobbeltkoncert for violin og bratch - jeg tror det er noget af den skønneste dialog mellem de to instrumenter jeg kender i nogen koncert form. Brahms dobbeltkoncert for violin og cello, skrevet mere end 100 år senere, falder i hu som en slags parallel (naturligvis med bratchen erstattet med cello'en - med sit bredere span end bratchen passer cello'en bedre til Brahms' større og tættere orkesterbesætning). Den står på reolen i en skøn indspilning med Bruno Walther i spidsen for sit eget Columbia Symphony Orchestra. Pladen er produceret i 1973, men indspilningen må være en del ældre, Bruno Walther døde i 1962.

Bruno Walther var forøvrigt også en yppig Mozart dirigent, tænk bare på "The birth of a performance" - den berømte indspilning af prøver og opførelse af Linz'er symfonien (nr 36 i C-dur) - jeg har den stående i en (original?) mono-indspilning fra CBS. Eller f.eks sættet med de sidste 6 symfonier, også med Columbia Symphony. Min udgave er fra 1963, men desværre de "tynde" presninger CBS (og andre amerikanske pladeselskaber - RCA f.eks.) ekselerede i i de år. De bliver nu nydt alligevel, ved passende lejligheder, det er altid godt at se på hvor man kommer fra.

Den romantiske Nielsen

Nej, ikke Carl - det er Ludolf jeg tænker på. Indtil for et par år siden havde jeg aldrig hørt om ham, men her er (endnu) en dansk senromantisk komponist der er værd at høre på. Naxos har udgivet alle LN's 3 symfonier, sammen med nogle mindre orkesterværker, alt dirigeret af Frank Cramer. Den første CD - med symfoni nr 1 og den symfoniske suite "Fra Bjærgene" købte jeg af ren nysgerrighed - en dansk komponist jeg aldrig havde hørt om - det måtte prøves!

Det fortrød jeg ikke - de to næste CD'er blev købt med passion. Symfoni nr 1 og 2 er indspillet af Sønderjyllands Symfoniorkester, mens nr 3 er indspillet af Bamberger Symfonikerne i deres flotte koncertsal "Sinfonie an der Regnitz" - som vi forøvrigt så fra en turbåd på floden i sommer. Der vil jeg gerne ind og høre en koncert ved lejlighed!

Forleden genhørte jeg 3.symfoni - som jeg før har skrevet er de nye højttalere (også) helt suveræne til det store orkester. Det er en fremragende indspilning! Herfra skal der lyde en varm anbefaling af at låne et øre til Ludolf Nielsen (1876-1939) og hans musik. Den står sagtens distancen ved siden af andre danske senromantikere.

Karajan (næsten) værd at høre på

De nye højttalere er nu både spillet rimeligt til (der gaar nu rygter om at de bliver bedre og bedre igennem 6 måneder - det må blive godt!) og jeg har efterhånden faaet justeret dæmpningen ganske godt. De spiller nu meget rent, åbent, expansivt og ubesværet - så meget at selv de gamle Karajan indspilninger af Beethoven og Brahms fra 60'erne er værd at høre på igen. De sidste mange år har jeg følt at de var så komprimerede og massive i mellem til kraftige passager, at det var en lidelse at høre på. I forvejen er Karajan på sit højdepunkt en ren klangdyrker, hvor mere moderne opfattelser langt mere går efter rytme og luft, med mindre og slankere besætninger. TQWT'erne har så meget luft i de kraftige passager, og så ren en bas, at grænsen for hvornår "masiviteten" indtræffer i de gamle indspilninger er flyttet mærkbart opefter. Nu er f.eks. Beethoven i sig selv jo også forholdsvis massiv, og når det er kombineret med en talrig besætning på alle poster skal det jo give resultater.

Det er tydeligt at jeg hører mere romantisk og symfonisk musik på de nye højttalere - i den sidste lange tid har det mest været kammermusik, barok og wiener-klassik der har fået lov at dominere via de flade Sequence højttalere. Dermed ikke sagt at kammermusik ikke lyder fremragende på TQWT'erne. De kan få en cello til at synge med den helt rigtige lyd af træ og harpiks der for mig er indbegrebet af en cello og et flygel får en meget realistisk störrelse og klang med den fremragende transientgengivelse. Det er genialt rigtigt med én fuldtoneenhed, og intet delefilter til at rode rundt med faseforholdene.
Alt bliver efterladt (mere) ægte og urørt på den måde.

Ind i varmen igen

Efter 48 timers tilspilning ude i det kolde udhus, er højttalerne nu inde i varmen igen. De er nok nødt til at akklimatisere sig en smule, før der bliver fyret op under (i?) dem.

Test af mail blogning

Dette indlæg er sendt via mail til bloggen. Der er sidste gang jeg
prøver at få det til at virke!.

TQWT - nu med Fostex

Efter en week-end hvor der kom godt liv i begge højttalere - og de lyder rigtigt godt - åbent, ubesværet og naturligt - så kom Fostex enhederne jeg havde bestilt fra BD-Design i Holland igår.

Så det var frem med skruetrækker og stiksav, der skulle skæres huller i de løse frontplader til de nye enheder. At skære et hul på 137 mm op til 146 mm i en tyk MDF plade er ikke det sjoveste på en tirsdag aften! Men det lykkedes, og nu står de begge og spiller til med en gammel receiver spændt for, ude i vores udhus. Efter sigende tager det omkring 100 timer. De lød nu ellers ganske godt fra starten, så det må jo gå hen og blive helt fremragende ;-).

Her til aften lyder det glimrende ude i lydværkstedet - jeg holder nok ikke til at vente længere end til imorgen aften. 48 timer er vel også helt præsentabelt?

TQWT - nr 1 spiller for alvor

Nr 1 spiller! - Det blev ikke til at komme igang med nr 2 her iaften, det kursus jeg er på i disse dage trækker rigeligt med tænder ud. I stedet blev det til et billede af det spillende unikum (Der er jo kun én endnu!). Jeg glæder mig utroligt til nr 2 kan være med, men den står stadig og ser noget flad ud i baggrunden.

Forbedringerne igår aftes - primært den skrå plade bagest i den store bøjning - har for alvor hjulpet (sammen med en lidt anderledes placering af dæmpningsmaterialet?). Det er en ualmindelig stor fornøjelse at lytte til både kammermusik, orkestermusik og vokal - selv med kun én højttaler, en ikke særligt fremragende receiver til at trække den med og en lidt tilfældig placering i et for lille rum.

Now playing: Romantiske danske klavertrioer af Hartmann, Heise og Barnekow med Eskar Trioen. Det tre piger kan bare det der!