My friend Gustav

This is a translation of a posting in Danish from February 4. 2009

My friend Gustav has written a lot of wonderful music. Well – he is not a personal friend I have met and his last name is Mahler. But I have been a great fan of his music since way back.

It has been a while since I last listened to any Mahler. It takes really good speakers and understanding surroundings to get the full benefit of the large orchestras in the Mahler symphonies.

Yesterday evening he got some playtime again and it was a great return.


It was the Symphony no 7 in a recent recording with Valery Gergiev leading the London Symphony Orchestra. I bought this recording at the iTunes shop sometime during the last fall and have it on my iPod. It sounds good here, but really good it became last evening when I connected the iPod to the stereo kit. When cranked up somewhat the TQWT's (my homebuild quarter-wave horns with Fostex FFE166e units) can shine in their handling of the deepest bass and the complex soundscape at the same time. And without loosing either the air or the details in the recording or compressing everything to one compact lump in the powerful passages. Pure delight.

And so is the music!

That wets the appetite for listening to more of the recordings I have. Most of them are older and on LP. For example no 1, 3, 4 and 9 with Jasha Horenstein. No 5, 6 and 7 with Bernard Haitink. The adagio from no 10 with Boulez or the dublicates: no 1 with Klaus Tennstedt, no 4 with Karajan and no 9 with Klemperer. For some reason I have never got hold of no 8 – even not on CD. I have only got a few of the symphonies on CD – no 1 with Petroschof, no 2 with Neumann and no 5 with Wit. Not any of these recordings can reach the knees of the old LP's. My favorites for Mahler is without any doubt Horenstein and Haitink.

We must not forget the songs with orchestra. On the LP shelves we find Das Klagende Lied in the first complete recording with Boulez as conductor and Evelyn Lear, Elisabeth Söderström, Grace Hoffman, Stuart Burrows, Ernst Häfliger and Gert Nienstedt as singers from 1970 (on CBS). It is a marvelous recording giving wonderful shivers and deep oppression. Das Lied von der Erde is with Haitink at the front and Janet Baker and James King as singers. On CD I have got 2 Rückert Lieders with Robert Wagner conducting the Symphonieorchester Innsbruck and Maura Moreira singing the alto voice. Well yes – quite a suspect recording – the label also hints in that direction “The Rose Collection”.

One thing that fascinate me by Mahler is his way to have multiple things going on in the orchestra at the same time and in a way that every instrument is totally audible almost without regard to what else is going on. For example can a solo oboe have its own private comments contrary to the rest of the orchestra – and be totally audible. In this Mahler in fact reminds me of one of my other favorites in the large scale symphonic repertoire – Carl Nielsen. He has got a little of the same (some times a lot) quirky way of letting a single instrument stand up against the rest of the orchestra. By Nielsen the clarinet and the side drum are typical examples, but they are not the only ones.

Another parallel to the Mahler way of using the orchestra I find in the Gurre Lieder by Arnold Schönberg. There is in fact quite a lot here reminding of Das Klagende Lied. Gurre Lieder is on my shelves in the classic LP version with János Ferencsik leading the Danish Radio (DR) Symphony Orchestra and with Martina Arroyo, Alexander Young, Janet Baker, Odd Wolstad, Niels Møller and Julius Patzak as soloists. The recording was made March 18., 1968 in the DR concert hall – and it was not released until 1974. We waited a long time for that! It is almost symbolic for the time that Schönberg used to finish the composition (and very typical for the unbelievable problems DR always had to get their recordings release during those years – that almost could be the basis of a major historical posting). I am not quite sure if I attended that concert myself. But I am sure that I attended a couple of the great DR concerts in 1972 that first was release on LP in 1976 – more of this another time.

Well isn't it quite a while since I last heard some Carl Nielsen? - I have got a nice handful of the good classic recordings on CD also, they might be put on the music server so the Squeezebox can have a chance? There is the very classic recordings of Symphony no 3 and 5 with Bernstein – those that made Carl Nielsen known outside tight circles abroad and a fine lineup of other older and newer recordings of mainly the symphonies. The classical recordings are naturally also found on the shelves in LP version bought (very) early in the 1970's. In fact there is 11 single LP's with music by Carl Nielsen plus two box sets and 12 CD's. That could be the ground for a new posting ;-)

And that in fact came the 18. and 22. of february and was translated on the 23. of February.
This will be the last of the old postings I translate. Stay tuned for new postings in both Danish and English.

Dette var det sidste gamle indlæg jeg oversætter – hæng på for nye indlæg på både dansk og engelsk.

Nielsen then and now - a small composers theme

Translation of a posting in Danish from February 18. 2009.

Carl Nielsen can be played in many ways. Some days ago I listened to the first two movements of Symphony no 1 in g-minor (Opus 7) in a near recent (2001) recording with Douglas Bostock leading the Royal Liverpool Philharmonic Orchestra (Classico Classcd 299). Something was wrong. Especially the first movement was not at all right to my ears. It was disordered and uneasy. Not tense, on the edge, brooding even ominously uneasy as Nielsen not just can, but almost must be in some places. It was just messy and uneasy, as there was no overall thought and understanding behind the performance. The second movement was better, but still not quite right.

I have to admit that the Bostock recordings of the 6 symphonies with accessories never quite has hit the high marks for me.

Some days later I heard an older (1967) recording with Eugene Ormandy conducting the Philadelphia Orchestra (Sony Classical SM4K 45 989). Thats Nielsen! Here everything finds the right place and sound right and logical. I have this recording on CD in a box set with all 6 symphonies conducted by Ormandy and Bernstein – including the really classic Bernstein recordings of no 5 with the New York Philharmonic from 1962 and no 3 with the Danish Royal Chapel from 1965. This is the necessary set for anyone interested in hearing how the Carl Nielsen symphonies became known outside our local Danish circles.

I have to get some LP's spinning soon – it could be interesting to compare both the oldest recording I have got of no 1 (Thomas Jensen and the Danish Radio Symphony Orchestra. I don't know exactly when it was recorded. My sample is on Decca Eclipse from 1970, and this is Decca's rerun label as far as I know) and the somewhat newer with Ole Schmidt and the London Symphony Orchestra on Unicorn from 1973-74.

Another interesting project is the different versions of no 5 – Thomas Jensen and the Danish Radio Symphony Orchestra, Bernstein and the New York Philharmonic (on both LP and CD), Paavo Berglund and the Bournemouth Symphony Orchestra, Jasha Horenstein and the New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt and the LSO and as the last one Douglas Bostock and the Royal Liverpool Philharmonic (on CD).

Well – 6 different, that sure looks like collecto'mania? The 3.symphony I only have got in 3 different versions (I think – Bernstein, Schmidt and Bostock). The symphonic music of Carl Nielsen has always been very dear to me, but I have never got the hang of his songs.

I just got to mention another of my favorites – Jasha Horenstein. That man can bring orchestras that are not super top notch to play much better than they (or anyone else) think. It is nothing short of magic at the right occasion. I guess we have to return to that another time.

Nielsen før og nu - et lille komponist tema

Der er mange måder at spille Carl Nielsen på. For nogle dage siden hørte jeg de 2 første satser af Symfoni nr 1 i g-mol (Opus 7) i en nyere (2001) indspilning med Douglas Bostock i spidsen for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. Der var et eller andet galt, især 1.sats var slet ikke rigtig i mine ører. Den virkede rodet og urolig. Ikke spændt, på kanten, anelsesfuld, truende, ja uheldsvanger urolig som Nielsen ikke bare gerne må, men nærmest skal, være en del steder. Mere bare rodet urolig, som om der ikke ligger en samlet holdning og forståelse bag opførslen. 2.satsen var noget bedre, men stadig ikke helt rigtig.

Faktisk må jeg indrømme at Bostocks indspilninger af de 6 symfonier med tilbehør aldrig helt har ramt plet hos mig.

Her til aften har jeg så hørt den ældre (1967) indspilning med Eugene Ormandy i spidsen for Philadelphia Orkesteret. Det er Nielsen! Her falder det hele meget mere på plads og lyder rigtigt og logisk. Denne indspilning har jeg stående på CD i et sæt med alle 6 symfonier, med Ormandy og Bernstein - her er også de helt klassiske Bernstein indspilniger af nr 5 med New York Philharmonic fra 1962 og nr 3 med det Kongelige Kapel fra 1965. Vel nærmest det uomgængelige sæt hvis man vil høre hvordan Carl Nielsens symfonier blev kendt udenfor vores lokale geografi.

Jeg må snart have sat nogle LP'er i spin - her kunne det være interessant at sammenligne både den ældste indspilning jeg har af nr 1 (Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret - jeg er ikke lige klar over hvornår den er indspillet, men mit eksemplar på Decca Eclipse er fra 1970, og jeg mener at det er Decca's genudgivelses label) og den nyere med Ole Schmidt og London Symphony Orchestra på Unicorn fra 1973-74.

Et andet spændende projekt er de forskellige udgaver af nr 5 - Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret, Bernstein og New York Philharmonic (på både LP og CD), Paavo Berglund og Bournemouth Symphony Orchestra, Jascha Horenstein og New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt og London Symphony Orchestra og endeligt Douglas Bostock og Royal Liverpool Philharmonic (CD). 

Hm - 6 forskellige, det ligner da vist en slags samlermani? Symfoni nr 3 har jeg trods alt kun i 3 udgaver (tror jeg nok - Bernstein, Schmidt og Bostock). Carl Nielsens orkestermusik har altid stået mit hjerte meget nær, mens jeg derimod aldrig har fået fat i hans sange.

Nu fik jeg også lige nævnt en snert af en af mine andre favoritter - Jascha Horenstein. Den mand kan få selv ikke super top orkestre til at spille langt bedre end de selv tror de kan. Det er ikke mindre end magisk til tider! Det må vi vist vende tilbage til igen senere.

Min ven Gustav

Min ven Gustav har skrevet en masse dejlig musik. Nåh, ja - han er jo ikke en personlig ven som jeg har kendt og han hedder Mahler til efternavn, men jeg har holdt meget af hans musik i rigtigt mange år.

Der har været en længere pause hvor jeg ikke har lyttet til noget Mahler - det kræver både rigtigt gode højttalere og forstående omgivelser at få det fulde udbytte af de store orkestre i Mahlers symfonier. 

I går aftes kom han dog frem igen, og det var et skønt genhør.

Det blev den 7.symfoni i en relativ ny indspilning med Valery Gergiev og London Symphony Orchestra. Jeg købte denne indspilning i iTunes shoppen engang i efteråret og har den på min iPod. Her lyder den rigtigt godt, men helt fremragende blev det i går aftes da jeg satte iPod'en til stereo anlægget. Når der bliver skruet tilpas op kan TQWT'erne (mine hjemmebyggede kvartbølge-horn med Fostex FE166e enheder) rigtigt vise hvordan de behersker både den helt dybe bas og det komplekse orkesterbillede samtidigt. Og det uden at tabe hverken luften eller detaljerne i optagelsen eller mudre sammen til en kompakt klump i de kraftige passager. Det er rent fryd.

Og det er musikken afgjort også!

Det giver blod på tanden med hensyn til at høre nogle af de andre gode indspilninger jeg har. De fleste er ældre og på LP. F.eks nr 1, 3, 4 og 9 med Jasha Horenstein, nr 5, 6 og 7 med Bernard Haitink, adagioen fra nr 10 med Boulez eller dubletterne nr 1 med Klaus Tennstedt, nr 4 med Karajan og nr 9 med Klemperer. Af en eller anden grund har jeg aldrig fået fat i nr 8 - heller ikke på CD. På CD har jeg kun nogle få af symfonierne; nr 1 med Petroschof, nr 2 med Neumann og nr 5 med Wit. Ingen af de indspilninger har nået de gamle LP'er til knæene. Mine favoritter til Mahler er afgjort Horenstein og Haitink.

Nu skal vi heller ikke glemme orkestersangene - på LP står der Das Klagende Lied i den første samlede optagelse med Boulez på podiet og Evelyn Lear, Elisabeth Söderström, Grace Hoffman, Stuart Burrows, Ernst Häfliger og Gerd Nienstedt fra 1970 (på CBS) - det er en fremragende indspilninger der giver frydefulde gys og dyb knugen. Das Lied von der Erde er med Haitink ved pinden og Janet Baker og James King som sangere. På CD har jeg 2 Rückert-Lieder med Robert Wagner i spidsen for Symphonieorchester Innsbruck og Maura Moreira synger alt-partiet - ja, en ret suspekt indspilning! - plademærket giver også et hint "The Rose Collection".

En af de ting der fascinerer mig så meget ved Mahler er hans måde at lade flere ting ske samtidigt i orkesteret og på en måde så de enkelte instrumenter kommer fuldt til orde næsten uanset hvad der ellers sker. For eksempel kan en solo obo have sine helt egne kommentarer på tværs af resten af orkesteret - og være helt hørbar. Her minder han for øvrigt ret meget om en af mine andre store favoritter i det store symfoniske repertoire - Carl Nielsen. Han har meget af den samme lidt (nogen gange meget) skæve måde at lade et enkelt instrument stå op mod resten af orkesteret. Hos Nielsen er klarinetten og lille-trommen de typiske eksempler, men det er slet ikke begrænset til dem.

En anden parallel til Mahlers måde at bruge orkesteret finder jeg hos Arnold Schönberg i hans Gurrelieder. Der er faktisk en del her der minder om Das Klagende Lied. Gurrelieder står på reolen i den klassiske LP udgave med János Ferencsik i spidsen for DR Symfoniorkesteret og med Martina Arroyo, Alexander Young, Janet Baker, Odd Wolstad, Niels Møller og Julius Patzak som solister. Optagelsen er fra 18 marts 1968 i Radiohusets Koncertsal - og den udkom først i 1974. Den ventede vi længe på dengang! Det er næsten symbolsk for den tid det tog Schönberg selv at komponere værket færdig (og meget typisk for de utrolige problemer DR altid havde med at få udgivet fremragende optagelser på plade i de år - det er også lige ved at være stof til et større historisk indlæg). Jeg er ikke helt sikker på om jeg selv var til denne koncert, men til gengæld var jeg til et par af DR's andre store koncerter i 1972 der først kom ud på plade i 1976 - mere om det en anden gang. 

Hm, det er da også længe siden jeg har hørt Carl Nielsen? - jeg har da en række af de gode klassiske indspilninger på CD også, så de burde lægges på musikserveren så Squeezebox'en kan få en chance? Der er både de helt klassiske indspilninger af 3. og 5. symfoni med Bernstein - dem der gjorde Carl Nielsen kendt udenlands, uden for de helt specialiserede cirkler, og en række andre ældre og nyere indspilninger af specielt symfonierne. De klassiske indspilninger står naturligvis også i reolen i LP udgaver købt (meget) tidligt i halvfjerdserne. Faktisk står der 11 enkelte LP'er med musik af Carl Nielsen udover to boks set i reolen og 12 CD'er. Det ligner oplægget til endnu et indlæg ;-)