Nielsens nr 1

- fra Nørresnede, som min far ville have tilføjet - men det er længe siden jeg har kunnet dele musikalske oplevelser med ham. Så nu er det jer jeg må dele med.

I de senere dag har jeg hørt to andre udgaver af Carl Nielsens Symfoni nr 1. Begge med danske dirigenter, men meget forskellige. Og begge meget rigtige, og ikke som jeg umiddelbart havde husket/tænkt dem.

Først Thomas Jensen og Radiosymfoniorkesteret (LP, Decca Eclipse ECS 570, produceret 1970). Det er både faktisk og hørbart den ældste. Teknisk set er kvaliteten god, men lydbilledet er lidt komprimeret og ikke så bredt og ekspansivt som senere indspilninger - men det er jo naturligt nok. Jeg har ikke kunnet tidsfæste denne optagelse præcist, men den må ligge mellem 1957 hvor Thomas Jensen skifter fra Århus til København, og 1963 hvor han dør. Det stemmer også med at den er i stereo. Thomas Jensens tidligere indspilninger af Nielsen symfonier fra '44 og ind i 50'erne er i mono. Den store forskel til nyere indspilninger er tempoet, det er en del højere og mere insisterende end jeg har hørt på nogen anden udgave. Den er absolut værd at høre som et frisk pust, og ikke kun som et historisk dokument. Når man tænker på at Thomas Jensen har haft Carl Nielsen som lærer og at han har spillet alle symfonierne som cellist med Carl Nielsen selv som dirigent, er der ikke noget at sige til at Carl Nielsens døtre har udtalt at Thomas Jensen er den der kommer deres far nærmest i opførelserne af symfonierne.

Dagens modsætning er Ole Schmidts indspilning af nr 1 med London Symphony Orchestra (LP, Unicorn RHS 324-330 boks sættet med alle 6 symfonier fra 1973-74). Her er den tekniske kvalitet i top, orkesterspillet er storslået og tempoet en del langsommere. Jeg havde ellers husket Ole Schmidt som meget ilter og næsten voldsom? Det må være både tiden og hukommelsen der spiller ind her ;-) Kort sagt - det er Nielsen lige efter min smag!

Det er rigtigt spændende at sammenlige forskellige tiders og landsmænds opfattelser af det samme stykke musik. Hvis jeg selv skal konkludere noget må det være at Schmidt og Ormandy har de gode solide mainstream bud på symfonien, Jensen har det meget interessante alternative - og måske mere originale? - bud, mens Bostock ikke helt rammer. Men det er netop spredningen der beriger.

Mon ikke næste projekt i sammenlignende pladelytning skal være være Carl Nielsens symfoni nr 5? - både fordi det i rigtigt mange år har været min suveræne yndlingssymfoni, fordi jeg har så dejligt mange forskellige (meget forskellige!) indspilninger og fordi det er meget længe siden jeg har hørt den sidst.   

Nielsen før og nu - et lille komponist tema

Der er mange måder at spille Carl Nielsen på. For nogle dage siden hørte jeg de 2 første satser af Symfoni nr 1 i g-mol (Opus 7) i en nyere (2001) indspilning med Douglas Bostock i spidsen for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. Der var et eller andet galt, især 1.sats var slet ikke rigtig i mine ører. Den virkede rodet og urolig. Ikke spændt, på kanten, anelsesfuld, truende, ja uheldsvanger urolig som Nielsen ikke bare gerne må, men nærmest skal, være en del steder. Mere bare rodet urolig, som om der ikke ligger en samlet holdning og forståelse bag opførslen. 2.satsen var noget bedre, men stadig ikke helt rigtig.

Faktisk må jeg indrømme at Bostocks indspilninger af de 6 symfonier med tilbehør aldrig helt har ramt plet hos mig.

Her til aften har jeg så hørt den ældre (1967) indspilning med Eugene Ormandy i spidsen for Philadelphia Orkesteret. Det er Nielsen! Her falder det hele meget mere på plads og lyder rigtigt og logisk. Denne indspilning har jeg stående på CD i et sæt med alle 6 symfonier, med Ormandy og Bernstein - her er også de helt klassiske Bernstein indspilniger af nr 5 med New York Philharmonic fra 1962 og nr 3 med det Kongelige Kapel fra 1965. Vel nærmest det uomgængelige sæt hvis man vil høre hvordan Carl Nielsens symfonier blev kendt udenfor vores lokale geografi.

Jeg må snart have sat nogle LP'er i spin - her kunne det være interessant at sammenligne både den ældste indspilning jeg har af nr 1 (Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret - jeg er ikke lige klar over hvornår den er indspillet, men mit eksemplar på Decca Eclipse er fra 1970, og jeg mener at det er Decca's genudgivelses label) og den nyere med Ole Schmidt og London Symphony Orchestra på Unicorn fra 1973-74.

Et andet spændende projekt er de forskellige udgaver af nr 5 - Thomas Jensen og Radiosymfoni Orkesteret, Bernstein og New York Philharmonic (på både LP og CD), Paavo Berglund og Bournemouth Symphony Orchestra, Jascha Horenstein og New Philharmonia Orchestra, Ole Schmidt og London Symphony Orchestra og endeligt Douglas Bostock og Royal Liverpool Philharmonic (CD). 

Hm - 6 forskellige, det ligner da vist en slags samlermani? Symfoni nr 3 har jeg trods alt kun i 3 udgaver (tror jeg nok - Bernstein, Schmidt og Bostock). Carl Nielsens orkestermusik har altid stået mit hjerte meget nær, mens jeg derimod aldrig har fået fat i hans sange.

Nu fik jeg også lige nævnt en snert af en af mine andre favoritter - Jascha Horenstein. Den mand kan få selv ikke super top orkestre til at spille langt bedre end de selv tror de kan. Det er ikke mindre end magisk til tider! Det må vi vist vende tilbage til igen senere.