Viser opslag med etiketten Exposure. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Exposure. Vis alle opslag

mandag, januar 19, 2009

Head-Fi II

Så kom den! Min nye hovedtelefon-forstærker - Argon HA1 - kom med posten idag, selvom den stadig kun stod som "ordre modtaget" i HiFi-Klubbens system. Det skal de ikke høre et ondt ord for - meget hellere det, end det modsatte ;-)

Det er en sød lille tingest, meget nem og ligetil at have med at gøre. Og så får den mine efterhånden lidt ældre Sennheiser HD-570 (købt i Tyskland dengang der stadig var D-Mark til) til omsider at vise hvad de kan. Det er ikke så lidt - de er stadig lidt mørke i klangen, men det hele er der fra top til bund. Måske ikke krystalklart, men mere gyldent, varmt og meget lækkert.

Tidligere på dagen blev det til lidt spredt kortvarig lytten for at konstatere at Argon'en virkede som den skulle - det gjorde den. Her til aften er den kommet på plads ovenpå forstærker og CD-spiller. Idéen med at sætte den til tape-out på Exposure forstærkeren og benytte forstærkerens indgangsvælger fungerer perfekt til at vælge mellem Squeezebox og CD-spiller. Det virker naturligvis ikke til pladespilleren uden der bliver tændt for forstærkeren - grammofon forforstærkeren skal jo have strøm (og så er det en ulempe at højttalerne ikke kan afbrydes). Nok om det. Musik!

Jeg har netop hørt to gange Beethoven - det er ofte ham der kommer frem i lyset i øjeblikket. Først kvartetsatsen Grosse Fuge (den oprindelige finalesats fra strygekvartet nr 13, opus 130) og dernæst klaversonate nr 17  (d-mol, opus 31 nr 2). Det er fremragende! Hovedtelefoner og en god forstærker giver den type koncentrationsmusik de helt rigtige betingelser.

Her i løbet af week-enden er de (halv)store gulvhøjttalere (TQWT - se indlæggene fra bygningen januar til marts 2006) ellers kommet frem igen, efter vi har møbleret en del rundt i stuen. Det har gavnet meget på lyden og den åbne, ubesværede gengivelse med en temmelig dyb men slank bas er en stor fryd. 

fredag, januar 16, 2009

Head-Fi

Det må være på tide med noget ordentlig hovedtelefon lyd. Jeg har i flere år haft et par glimrende Sennheiser HD-570 hovedtelefoner. I det mindste tror jeg de er glimrende. Min forstærker har ikke hovedtelefonudgang og hovedtelefonudgangene på diverse CD-spillere, computere og bærbare afspillere står ikke rigtigt mål med det jeg tror Sennheiserne burde kunne give. De små afspillere har ikke kræfter til at trække dem og CD-spilleren giver et meget mørkt og nærmest svampet lydbillede. Nu tror jeg heller ikke det gode analoge rør-trin er blandet ind i hovedtelefonudgangen på min Njoe Tjoeb 4000 CD-spiller (en temmelig modificeret standard Marantz CD-4000 maskine fra for 6-8 år siden). Den rigtige løsning må være en egentlig hovedtelefon forstærker.

I går tog jeg så beslutningen og bestilte en Argon HA1 hovedtelefon forstærker hos HiFi-Klubben (mens jeg stadig går og venter - ikke helt tålmodigt - på min Cambridge DacMagic, der efter sigende kommer engang i februar). Jeg har læst en del godt om denne hovedtelefon forstærker, og så er den til at få fat i til en nogenlunde rimelig pris. Det skal da ikke nægtes at tænderne (og ørerne?) kan løbe i vand når jeg læser om den rent rørbestykkede Little Dot MK III ht-forstærker. Men dels er den ikke sådan lige at få fat i, og dels kunne jeg forestille mig at prisen har rykket sig lidt før den står i Nordvest-Sjælland i forhold til de priser man ser på amerikanske sider ;-)

Jeg har tænkt på hovedtelefon forstærker i flere år. En af de ting der er med til at beslutningen kom nu, er at jeg har set et sted at min Exposure forstærker faktisk har et passivt indgangstrin. Det betyder at jeg kan sætte hovedtelefon forstærkeren til tape-out, og bruge Exposurens indgangsvælger - altså skal der ikke skiftes rundt på kabler når man skifter mellem hovedtelefoner og højttalere - det er kun et spørgsmål om hvilken forstærker der tændes for.

Nu er det tæt på et døgn siden jeg bestilte forstærkeren - og den er ikke engang kommet endnu! Og jeg som er så tålmodig en sjæl ;-)