Min ven Gustav har skrevet en masse dejlig musik. Nåh, ja - han er jo ikke en personlig ven som jeg har kendt og han hedder Mahler til efternavn, men jeg har holdt meget af hans musik i rigtigt mange år.
Der har været en længere pause hvor jeg ikke har lyttet til noget Mahler - det kræver både rigtigt gode højttalere og forstående omgivelser at få det fulde udbytte af de store orkestre i Mahlers symfonier.
I går aftes kom han dog frem igen, og det var et skønt genhør.
Det blev den 7.symfoni i en relativ ny indspilning med Valery Gergiev og London Symphony Orchestra. Jeg købte denne indspilning i iTunes shoppen engang i efteråret og har den på min iPod. Her lyder den rigtigt godt, men helt fremragende blev det i går aftes da jeg satte iPod'en til stereo anlægget. Når der bliver skruet tilpas op kan TQWT'erne (mine hjemmebyggede kvartbølge-horn med Fostex FE166e enheder) rigtigt vise hvordan de behersker både den helt dybe bas og det komplekse orkesterbillede samtidigt. Og det uden at tabe hverken luften eller detaljerne i optagelsen eller mudre sammen til en kompakt klump i de kraftige passager. Det er rent fryd.
Og det er musikken afgjort også!
Det giver blod på tanden med hensyn til at høre nogle af de andre gode indspilninger jeg har. De fleste er ældre og på LP. F.eks nr 1, 3, 4 og 9 med Jasha Horenstein, nr 5, 6 og 7 med Bernard Haitink, adagioen fra nr 10 med Boulez eller dubletterne nr 1 med Klaus Tennstedt, nr 4 med Karajan og nr 9 med Klemperer. Af en eller anden grund har jeg aldrig fået fat i nr 8 - heller ikke på CD. På CD har jeg kun nogle få af symfonierne; nr 1 med Petroschof, nr 2 med Neumann og nr 5 med Wit. Ingen af de indspilninger har nået de gamle LP'er til knæene. Mine favoritter til Mahler er afgjort Horenstein og Haitink.
Nu skal vi heller ikke glemme orkestersangene - på LP står der Das Klagende Lied i den første samlede optagelse med Boulez på podiet og Evelyn Lear, Elisabeth Söderström, Grace Hoffman, Stuart Burrows, Ernst Häfliger og Gerd Nienstedt fra 1970 (på CBS) - det er en fremragende indspilninger der giver frydefulde gys og dyb knugen. Das Lied von der Erde er med Haitink ved pinden og Janet Baker og James King som sangere. På CD har jeg 2 Rückert-Lieder med Robert Wagner i spidsen for Symphonieorchester Innsbruck og Maura Moreira synger alt-partiet - ja, en ret suspekt indspilning! - plademærket giver også et hint "The Rose Collection".
En af de ting der fascinerer mig så meget ved Mahler er hans måde at lade flere ting ske samtidigt i orkesteret og på en måde så de enkelte instrumenter kommer fuldt til orde næsten uanset hvad der ellers sker. For eksempel kan en solo obo have sine helt egne kommentarer på tværs af resten af orkesteret - og være helt hørbar. Her minder han for øvrigt ret meget om en af mine andre store favoritter i det store symfoniske repertoire - Carl Nielsen. Han har meget af den samme lidt (nogen gange meget) skæve måde at lade et enkelt instrument stå op mod resten af orkesteret. Hos Nielsen er klarinetten og lille-trommen de typiske eksempler, men det er slet ikke begrænset til dem.
En anden parallel til Mahlers måde at bruge orkesteret finder jeg hos Arnold Schönberg i hans Gurrelieder. Der er faktisk en del her der minder om Das Klagende Lied. Gurrelieder står på reolen i den klassiske LP udgave med János Ferencsik i spidsen for DR Symfoniorkesteret og med Martina Arroyo, Alexander Young, Janet Baker, Odd Wolstad, Niels Møller og Julius Patzak som solister. Optagelsen er fra 18 marts 1968 i Radiohusets Koncertsal - og den udkom først i 1974. Den ventede vi længe på dengang! Det er næsten symbolsk for den tid det tog Schönberg selv at komponere værket færdig (og meget typisk for de utrolige problemer DR altid havde med at få udgivet fremragende optagelser på plade i de år - det er også lige ved at være stof til et større historisk indlæg). Jeg er ikke helt sikker på om jeg selv var til denne koncert, men til gengæld var jeg til et par af DR's andre store koncerter i 1972 der først kom ud på plade i 1976 - mere om det en anden gang.
Hm, det er da også længe siden jeg har hørt Carl Nielsen? - jeg har da en række af de gode klassiske indspilninger på CD også, så de burde lægges på musikserveren så Squeezebox'en kan få en chance? Der er både de helt klassiske indspilninger af 3. og 5. symfoni med Bernstein - dem der gjorde Carl Nielsen kendt udenlands, uden for de helt specialiserede cirkler, og en række andre ældre og nyere indspilninger af specielt symfonierne. De klassiske indspilninger står naturligvis også i reolen i LP udgaver købt (meget) tidligt i halvfjerdserne. Faktisk står der 11 enkelte LP'er med musik af Carl Nielsen udover to boks set i reolen og 12 CD'er. Det ligner oplægget til endnu et indlæg ;-)
I dag ankom min nye Xindak MT-1 rørforstærker. Efter en del kabel roderi kom den på plads lige til venstre for pladespilleren. Og den spiller dejligt allerede. Jeg er ikke sikker på hvor meget tilspilning den behøver, men 30-50 timer er nok ikke helt skævt.
