Lydstyrke fænomenet - subjektivt?

Det har i mange år undret mig om det er et subjektivt fænomen, eller der er en objektiv forklaring?

Jeg tænker på det fænomen at der skal skrues op over en bestemt grænse - som kan være temmelig præcis - før musikken rigtigt kommer ud og er i rummet, i stedet for kun i højttalerne. Jeg tror ikke det stammer fra forstærkeren. Nu har jeg benyttet højttalere med ret forskellig effektivitet med den samme forstærker, og det forekommer med begge - dog ikke helt så tydeligt med de effektive horn, som med de tungere væghøjttalere.

Hornene har en virkningsgrad på ca 94 dB, mens de flade ligger 86-88 dB. Det betyder at lydstyrken skal sættes ret forskelligt på forstærkeren, for at give det samme oplevede niveau. Faktisk kan det være svært at regulere lydstyrken med de effektive horn, der skal uendeligt små ændringer til. Når forstærkereffekten ikke har nogen sammenhæng med fænomenet, må vi søge andre steder.

Den næste mulighed kunne være at det er et spørgsmål om rummet. Altså at der er en absorption der ikke er lineær, men i stedet har en slags "mætningspunkt" man skal over, før musikken gør sig fri af rummet og folder sig ud.

Så er det jo også muligt at forklaringen er at der ligger informationer om optagerummet - akustik, efterklang osv - på så lavt et lydniveau at det ikke kan høres før niveauet kommer op over en vis grænse. Hvis det er tilfældet burde grænsen for hvornår lyden folder sig ud være forskellig for forskellige mennesker under de samme betingelser? Det kunne være interessant at finde ud af.

Men nu til noget musik
Nok teori - nu skal der lyttes. Jeg tror det skal være Beethovens Cellosonate nr 2 i en god indspilning med Marie Rørbech og Henrik Brendstrup på Classico.