Den primære kilde til musik for tiden er Squeezebox'en som kører trådløst fra musikserveren i arbejdsværelset. Det går for det meste også fint, men i perioder får den trådløse forbindelse hikke. Lige pludseligt falder den ud - nogen gange kommer den igen efter få sekunder, andre gange tager det måske et halvt minut eller mere og så springer den ofte frem til næste sats. Det er temmeligt generende, og jeg har endnu ikke fundet hverken forklaring eller systematik.
Man kunne tro at det er relateret til Squeezebox'en, men det lader det nu ikke til, da vores bærbare pc har samme problem med at køre trådløst fra det hjørne af stuen hvor også Squeezebox'en står.
Da Squeezebox'en kører 802.11g - altså maks 54 Mbps - mens pc'en kører 802.11n - altså maks 300 Mbps - med en Wifi adapter af samme mærke som access pointet, lyder det heller ikke som hverken et spørgsmål om fabrikater eller divergerende standarder. Der må være tale om radiobølgernes iboende ustadighed!
Jeg overvejer om der skal en WiFi repeater til for at gøre det helt stabilt? Der kan være længere perioder hvor alt kører perfekt, og derefter sker det igen og igen i en dag eller 2, før det atter stabiliserer sig. Fænomenet er altid stærkest i det hjørne af stuen hvor musikanlæget står (det er også det hjørne der er længst fra access pointet). Det sker sjældent i den anden side af stuen, og det sker aldrig i arbejdsværelset. Det må hænge sammen med vores lokale "geografi". Det kunne tyde på at en strategisk placeret repeater kan være løsningen. Næste spørgsmål er så om en repeater skal være af samme fabrikat som AP'et for at man ikke skaber et nyt sæt af problemer. 802.11n standarden er jo ikke en fasttømret standard endnu, så den mulighed er ikke helt fjern. Der må læses før der kan løses!
lørdag, november 29, 2008
søndag, november 23, 2008
Lydstyrke fænomenet - subjektivt?
Det har i mange år undret mig om det er et subjektivt fænomen, eller der er en objektiv forklaring?
Jeg tænker på det fænomen at der skal skrues op over en bestemt grænse - som kan være temmelig præcis - før musikken rigtigt kommer ud og er i rummet, i stedet for kun i højttalerne. Jeg tror ikke det stammer fra forstærkeren. Nu har jeg benyttet højttalere med ret forskellig effektivitet med den samme forstærker, og det forekommer med begge - dog ikke helt så tydeligt med de effektive horn, som med de tungere væghøjttalere.
Hornene har en virkningsgrad på ca 94 dB, mens de flade ligger 86-88 dB. Det betyder at lydstyrken skal sættes ret forskelligt på forstærkeren, for at give det samme oplevede niveau. Faktisk kan det være svært at regulere lydstyrken med de effektive horn, der skal uendeligt små ændringer til. Når forstærkereffekten ikke har nogen sammenhæng med fænomenet, må vi søge andre steder.
Den næste mulighed kunne være at det er et spørgsmål om rummet. Altså at der er en absorption der ikke er lineær, men i stedet har en slags "mætningspunkt" man skal over, før musikken gør sig fri af rummet og folder sig ud.
Så er det jo også muligt at forklaringen er at der ligger informationer om optagerummet - akustik, efterklang osv - på så lavt et lydniveau at det ikke kan høres før niveauet kommer op over en vis grænse. Hvis det er tilfældet burde grænsen for hvornår lyden folder sig ud være forskellig for forskellige mennesker under de samme betingelser? Det kunne være interessant at finde ud af.
Men nu til noget musik
Nok teori - nu skal der lyttes. Jeg tror det skal være Beethovens Cellosonate nr 2 i en god indspilning med Marie Rørbech og Henrik Brendstrup på Classico.
Jeg tænker på det fænomen at der skal skrues op over en bestemt grænse - som kan være temmelig præcis - før musikken rigtigt kommer ud og er i rummet, i stedet for kun i højttalerne. Jeg tror ikke det stammer fra forstærkeren. Nu har jeg benyttet højttalere med ret forskellig effektivitet med den samme forstærker, og det forekommer med begge - dog ikke helt så tydeligt med de effektive horn, som med de tungere væghøjttalere.
Hornene har en virkningsgrad på ca 94 dB, mens de flade ligger 86-88 dB. Det betyder at lydstyrken skal sættes ret forskelligt på forstærkeren, for at give det samme oplevede niveau. Faktisk kan det være svært at regulere lydstyrken med de effektive horn, der skal uendeligt små ændringer til. Når forstærkereffekten ikke har nogen sammenhæng med fænomenet, må vi søge andre steder.
Den næste mulighed kunne være at det er et spørgsmål om rummet. Altså at der er en absorption der ikke er lineær, men i stedet har en slags "mætningspunkt" man skal over, før musikken gør sig fri af rummet og folder sig ud.
Så er det jo også muligt at forklaringen er at der ligger informationer om optagerummet - akustik, efterklang osv - på så lavt et lydniveau at det ikke kan høres før niveauet kommer op over en vis grænse. Hvis det er tilfældet burde grænsen for hvornår lyden folder sig ud være forskellig for forskellige mennesker under de samme betingelser? Det kunne være interessant at finde ud af.
Men nu til noget musik
Nok teori - nu skal der lyttes. Jeg tror det skal være Beethovens Cellosonate nr 2 i en god indspilning med Marie Rørbech og Henrik Brendstrup på Classico.
torsdag, november 20, 2008
Det hjalp vist?
Her til aften fik jeg splittet forstærkeren ad og blæst omskifteren igennem. Efter det støjer den ikke mere (lige nu?) - herligt at det hjalp, nu håber jeg bare det holder.
I går aftes lagde jeg den nyeste udgave af Squeezecenter på Mac'en for at se om der er nogen væsentlig forskel fra den relativt gamle Slimserver der ligger på NSLU2 netværks-harddisk-controller-serveren (eller hvad man nu skal kalde tingesten). Det gik pærenemt at installere den (Mac er bare skøn) og jeg satte den op til at benytte mit iTunes bibliotek direkte. Jeg fik hurtigt Squeezebox'en til at finde serveren, men blev en smule bekymret da den straks startede med at downloade frisk firmware. Mon den version er kompatibel med den ældre Slimserver version jeg ellers bruger?
Nå, musikken spillede glimrende - jeg var nået til Beethovens Strygekvartet nr 7, opus 59,1. Jeg ved ikke om det er denne kvartet, fordi jeg spillede lidt højere end ellers, den friske firmware eller det faktum at Mac'ens iTunes er sat til at gemme i AAC format (den er hovedkilde for min iPod Touch, og for at spare lidt på den kostbare plads lægger jeg ikke tingene i Apple Lossless format på den men i det komprimerede AAC, dog med højeste bitrate) - men den lød overraskende flot, dynamisk og med nærvær og bund. Det måtte undersøges i dag!
Som sagt så gjort, efter forstærkeren var blevet støvet af og alle kabler kommet på plads igen (det er altid lidt af en opgave da hifi stakken (forstærker, CD-spiller og tuner) står i et snævert rum i vores musikmøbel, med kun få centimer frirum på alle sider) var næste opgave at få lært Squeezebox'en at finde hjem til den sædvanlige Slimserver igen. Det gik heldigvis også glat - den loadede ny (gammel) firmware ned så snart den havde fundet serveren, og så var det på plads.
Frem med Beethovens Strygekvartet nr 7 igen - denne gang i det tabsfrie FLAC format der er min standard på netværks harddisken. Volumen op til et niveau der lignede det fra i går aftes - og ja, det er nok kombinationen af denne kvartet og en god volumen der gør det. Det var tæt på lige så magisk at høre den igen i dag. Jeg må indrømme at min lyd-hukommelse er ikke god nok til at sige om der er en væsentlig forskel på det tabsgivende komprimerede AAC format og det tabsfrie FLAC format. Det skal nok høres flere gange, og med kortere mellemrum før jeg i hvert fald kan sige at jeg kan pege præcist på forskellen. Der er dog to ting der taler for at bruge FLAC (og dermed en del mere diskplads) til den netværksbaserede Slimserver. Det ene er den subjektive fornemmelse af at en tabsfri lagring under alle omstændigheder må være at foretrække. Den anden er at den NSLU2 baserede udgave af Slimserver jeg bruger ikke kan håndtere AAC formatet direkte, men vil være nødt til at transcode det til MP3 for at overføre det til Squeezebox'en. Et væsentligt argument, der dog kun gælder for denne særlige udgave af Slimserver.
Og så - efter den mere tekniske lytning - frem med Brahms 2 Symfoni! Dejlig, dejlig - selvom netop den ret tætte og store orkesterklang hos Brahms igen fik mig til at tænke på om ikke der mangler en subwoofer for at få de flade til rigtigt at synge?
I går aftes lagde jeg den nyeste udgave af Squeezecenter på Mac'en for at se om der er nogen væsentlig forskel fra den relativt gamle Slimserver der ligger på NSLU2 netværks-harddisk-controller-serveren (eller hvad man nu skal kalde tingesten). Det gik pærenemt at installere den (Mac er bare skøn) og jeg satte den op til at benytte mit iTunes bibliotek direkte. Jeg fik hurtigt Squeezebox'en til at finde serveren, men blev en smule bekymret da den straks startede med at downloade frisk firmware. Mon den version er kompatibel med den ældre Slimserver version jeg ellers bruger?
Nå, musikken spillede glimrende - jeg var nået til Beethovens Strygekvartet nr 7, opus 59,1. Jeg ved ikke om det er denne kvartet, fordi jeg spillede lidt højere end ellers, den friske firmware eller det faktum at Mac'ens iTunes er sat til at gemme i AAC format (den er hovedkilde for min iPod Touch, og for at spare lidt på den kostbare plads lægger jeg ikke tingene i Apple Lossless format på den men i det komprimerede AAC, dog med højeste bitrate) - men den lød overraskende flot, dynamisk og med nærvær og bund. Det måtte undersøges i dag!
Som sagt så gjort, efter forstærkeren var blevet støvet af og alle kabler kommet på plads igen (det er altid lidt af en opgave da hifi stakken (forstærker, CD-spiller og tuner) står i et snævert rum i vores musikmøbel, med kun få centimer frirum på alle sider) var næste opgave at få lært Squeezebox'en at finde hjem til den sædvanlige Slimserver igen. Det gik heldigvis også glat - den loadede ny (gammel) firmware ned så snart den havde fundet serveren, og så var det på plads.
Frem med Beethovens Strygekvartet nr 7 igen - denne gang i det tabsfrie FLAC format der er min standard på netværks harddisken. Volumen op til et niveau der lignede det fra i går aftes - og ja, det er nok kombinationen af denne kvartet og en god volumen der gør det. Det var tæt på lige så magisk at høre den igen i dag. Jeg må indrømme at min lyd-hukommelse er ikke god nok til at sige om der er en væsentlig forskel på det tabsgivende komprimerede AAC format og det tabsfrie FLAC format. Det skal nok høres flere gange, og med kortere mellemrum før jeg i hvert fald kan sige at jeg kan pege præcist på forskellen. Der er dog to ting der taler for at bruge FLAC (og dermed en del mere diskplads) til den netværksbaserede Slimserver. Det ene er den subjektive fornemmelse af at en tabsfri lagring under alle omstændigheder må være at foretrække. Den anden er at den NSLU2 baserede udgave af Slimserver jeg bruger ikke kan håndtere AAC formatet direkte, men vil være nødt til at transcode det til MP3 for at overføre det til Squeezebox'en. Et væsentligt argument, der dog kun gælder for denne særlige udgave af Slimserver.
Og så - efter den mere tekniske lytning - frem med Brahms 2 Symfoni! Dejlig, dejlig - selvom netop den ret tætte og store orkesterklang hos Brahms igen fik mig til at tænke på om ikke der mangler en subwoofer for at få de flade til rigtigt at synge?
mandag, november 17, 2008
Kammermusiktid og lidt teknisk spekulation
Det lader til at november er kammermusiktid. Ikke bare er jeg igang med Beethovens strygekvartetter - det bliver sådan cirka til en hver dag, sidst på aftenen - men i går kom der også lige en af gamle Ludwig's sonater for cello og klaver med. Det blev til nummer 5, og den kalder bestemt på mere. Fugaen i sidstesatsen er ren fryd. Der falder nok også en cellosonate af i aften.
Det er i alt fald delvist skiftet til de flade Sequence væghøjttalere (se f.eks her) der inspirerer til kammermusikken lige for tiden. Det gør de rigtigt godt selvom der lige mangler den sidste bund hornene gav. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om en god musikalsk subwoofer kunne være en løsning? Det er ikke noget jeg nogensinde har gjort noget ud af før - jeg har faktisk kun hørt en enkelt mere film-orienteret subwoofer en enkelt gang. Men det kunne være vejen frem? - der må læses noget mere. Forstærkeren har heldigvis en pre-out tilslutning, så det burde være enkelt at tilslutte en. Jeg tror også at der kunne findes en rimelig placering af sådan en mindre terning.
Apropos forstærker - det kære apparat har efterhånden udviklet en noget støjende kanalvælger. På visse indgange er der ikke meget andet end knasen i venstre kanal i det første kvarter eller så efter forstærkeren er blevet tændt. Støjen stammer helt tydeligt fra en dårlig kontakt i selve omskifteren. Det er meget påvirkeligt af om man vrikker lidt med knappen eller trykker eller trækker i den. Det kunne være jeg skulle prøve at åbne dyret og se om der er noget støv eller andet der lige falder i øjnene som en sandsynlig forklaring - ellers må jeg høre på en eventuel reparation. Bøvl!
Det er i alt fald delvist skiftet til de flade Sequence væghøjttalere (se f.eks her) der inspirerer til kammermusikken lige for tiden. Det gør de rigtigt godt selvom der lige mangler den sidste bund hornene gav. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om en god musikalsk subwoofer kunne være en løsning? Det er ikke noget jeg nogensinde har gjort noget ud af før - jeg har faktisk kun hørt en enkelt mere film-orienteret subwoofer en enkelt gang. Men det kunne være vejen frem? - der må læses noget mere. Forstærkeren har heldigvis en pre-out tilslutning, så det burde være enkelt at tilslutte en. Jeg tror også at der kunne findes en rimelig placering af sådan en mindre terning.
Apropos forstærker - det kære apparat har efterhånden udviklet en noget støjende kanalvælger. På visse indgange er der ikke meget andet end knasen i venstre kanal i det første kvarter eller så efter forstærkeren er blevet tændt. Støjen stammer helt tydeligt fra en dårlig kontakt i selve omskifteren. Det er meget påvirkeligt af om man vrikker lidt med knappen eller trykker eller trækker i den. Det kunne være jeg skulle prøve at åbne dyret og se om der er noget støv eller andet der lige falder i øjnene som en sandsynlig forklaring - ellers må jeg høre på en eventuel reparation. Bøvl!
torsdag, november 13, 2008
Musikken spiller stadig
Selvom jeg ikke har skrevet (meget) længe her på bloggen.
Squeezebox'en (se her) er den hyppigste kilde - det er bare en ren fornøjelse som det fungerer - både til taffelmusik og mere koncentreret lytning. Der er efterhånden knap 36 GB musik på netværksdrevet - langt hovedparten i Flac format, ialt 412 stykker fordelt på 1876 satser. Jeg er langt fra færdig med at lægge bare alle CD'er ind - og jeg tør slet ikke tænke på at der er næsten lige så mange LP'er.
Vi fandt efterhånden ud af (Jette hurtigere og jeg væsentligt langsommere ;-) ) at de store gulvhøjttalere (se her) dominerer for meget i stuen. Så for nyligt kom de flade Sequence 400 op på væggen igen. Det har fået mig til at dykke ned i kammermusikken for tiden. Både den meget dejlige plade med Mozart kvintetter og kvartetter (Klarinetkvintetten, Hornkvintetten og Obokvartetten med Kuijken Kvartetten) og "Cecilia Koncert" med musik af Buxtehude og flere af hans samtidige. Begge var gaver til min sidste fødselsdag.
Vi fandt efterhånden ud af (Jette hurtigere og jeg væsentligt langsommere ;-) ) at de store gulvhøjttalere (se her) dominerer for meget i stuen. Så for nyligt kom de flade Sequence 400 op på væggen igen. Det har fået mig til at dykke ned i kammermusikken for tiden. Både den meget dejlige plade med Mozart kvintetter og kvartetter (Klarinetkvintetten, Hornkvintetten og Obokvartetten med Kuijken Kvartetten) og "Cecilia Koncert" med musik af Buxtehude og flere af hans samtidige. Begge var gaver til min sidste fødselsdag.
I de seneste dage er jeg er også begyndt på at høre samtlige Beethovens strygekvartetter i en fremragende indspilning med Guarneri kvartetten. Det er sand fryd!
En anden nyhed på musiklytte området er den dejlige iPod Touch der også kom til huse i oktober. Det er en sand fryd med en transportabel musikafspiller der både lyder rigtig godt, er lækker at betjene, rummer en masse og har et perfekt samarbejde med iTunes - der er og bliver mit favorit musikværktøj på en computer (og på en Mac er det endnu mere strømlinet end på en pc). Især på mine mange rejser til Stockholm hele uger af gangen her i efteråret har det været meget dejligt med noget medbragt musik. Det kan få selv det mest standard lige ud ad landevejen hotelværelse til at virke som et rart sted!
En musikerhvervelse specielt til iPod'en er Mahlers 7.symfoni med Valery Gergiev & London Symphony Orchestra - jeg køber ellers meget sjældent musik på nettet (dette er faktisk kun 2.gang). Det er en rigtig skøn indspilning, det er også længe siden jeg har hørt noget særligt Mahler. Faktisk er næsten alt jeg har af ham på LP og den smule jeg har på CD er ikke specielt fremragende optagelser. Gennemgående er det de gamle indspilninger med Jasha Horenstein på LP jeg altid er vendt tilbage til (både nr 1 og 3 på Unicorn, nr 4 på Classics for Pleasure og nr 9 på Turnabout). Specielt nr 9 er ikke teknisk særlig fremragende, men musikalsk er de alle i top! Nu skal man heller ikke kimse af nr 5, 6 og 7 med Haitink og Concertgebouw orkesteret på Phillips - de kan også deres Mahler.
En anden nyhed på musiklytte området er den dejlige iPod Touch der også kom til huse i oktober. Det er en sand fryd med en transportabel musikafspiller der både lyder rigtig godt, er lækker at betjene, rummer en masse og har et perfekt samarbejde med iTunes - der er og bliver mit favorit musikværktøj på en computer (og på en Mac er det endnu mere strømlinet end på en pc). Især på mine mange rejser til Stockholm hele uger af gangen her i efteråret har det været meget dejligt med noget medbragt musik. Det kan få selv det mest standard lige ud ad landevejen hotelværelse til at virke som et rart sted!
En musikerhvervelse specielt til iPod'en er Mahlers 7.symfoni med Valery Gergiev & London Symphony Orchestra - jeg køber ellers meget sjældent musik på nettet (dette er faktisk kun 2.gang). Det er en rigtig skøn indspilning, det er også længe siden jeg har hørt noget særligt Mahler. Faktisk er næsten alt jeg har af ham på LP og den smule jeg har på CD er ikke specielt fremragende optagelser. Gennemgående er det de gamle indspilninger med Jasha Horenstein på LP jeg altid er vendt tilbage til (både nr 1 og 3 på Unicorn, nr 4 på Classics for Pleasure og nr 9 på Turnabout). Specielt nr 9 er ikke teknisk særlig fremragende, men musikalsk er de alle i top! Nu skal man heller ikke kimse af nr 5, 6 og 7 med Haitink og Concertgebouw orkesteret på Phillips - de kan også deres Mahler.