En musikelskers skriblerier om musik, komponister, plader osv - 99,9% klassisk.
mandag, marts 06, 2006
TQWT - siden sidst
I den forløbne uge - og specielt her i week-enden - er der sket en del.
Sidste mandag kom jeg forbi Hifi-Klubben i Roskilde og fik købt højttalerkabler og stik. Det blev til nogle Silver Anniversary XT fra QED (med godt med slangeolie og fe-støv) samt banastik og spader. Efter en del roderi med loddekolbe osv kom de til at spille samme aften. Foreløbigt med Sequence højttalerne - TQWT'erne er til maleren (det er også mig). De nye kabler har en væsentligt renere og bløde diskant i sammenligning med de gamle fletninger. Bassen er nok også renere, men ihvertfald anderledes. Om det så skyldes kablerne i sig selv, eller at der ikke længere er bi-wirering (det er der ikke meget idé i til et par fuldtoneenheder ;-) ) er lidt svært at sige. Jeg er meget spændt på at høre TQWT'erne med de nye kabler. Med hensyn til udseende er de væsentligt mere diskrete end de gamle kabler. Jeg tror næsten at de har en acceptabel WAF.
Nu har TQWT'erne fået en nydelig lysegrå farve på sider, top og bagside. De skulle lige have det sidste strøg på toppen idag, der var lidt ujævnheder i sammenflydningen der ikke var forsvundet efter sidste lag igår (sikke dog noget snask at hente en malerrulle op af en godt tilsyltet plastikpose - hver gang jeg troede jeg var færdig og havde fået renset hænderne i terpentin, var der lige en ting mere).
Forsiderne blev savet og kantfræset igår - carporten er fuld af rødbrunt støv og savsmuld. Det lader til at være noget halvhissigt stads det acajou træ. I aftes hævede min læbe kraftigt op og her til formiddag synes jeg også det sad i øjnene. Jeg må hellere bruge støvmaske når der skal saves ud til enhederne, og til den sidste finslibning inden olieringen.
Næste træk er at få savet ud til enhederne. Jeg havde håbet på at kunne fræse hullerne, men fræserens cirkel-anslag kan ikke komme under en radius på ca 10,5 cm, og jeg skal bruge 7,6! Ærgerligt, det bliver så stiksaven igen. Nå, jeg har en fornemmelse af at acajou'en er nemmere at save end MDF, og den er også nogle mm tyndere (den blev købt som 18 mm, men ser nærmere ud til at være 16).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar